Akademiuddannelsen i socialpædagogik

Arbejder du i et døgn- eller værkstedstilbud, er du uddannet håndværker, social- og sundhedsassistent eller lign., og ønsker redskaber til at kvalificere dit socialpædagogiske arbejde. Så er Akademiuddannelsen i socialpædagogik noget for dig.

Arbejdet med opgaverne har givet mig rigtig meget. Jeg har fået et fagligt sprog, jeg er blevet langt bedre til at sætte ord på vores indsats, jeg er blevet mere reflekterende – ja, generelt er jeg blevet meget bedre til at formulere mig.

Thomas Larsen, Tidligere studerende

Om uddannelsen

  • Du lærer at kunne varetage det socialpædagogiske arbejde udviklingsorienteret, selvstændigt og i samarbejde med borgeren, kolleger og andre samarbejdspartnere - i tværfaglige og tværprofessionelle sammenhænge.

    Dit udbytte:

    • Viden om centrale socialpædagogiske teorier og metoder.
    • Viden om, hvordan kulturelle, politiske, samfundsmæssige og organisatoriske forhold spiller ind på den socialpædagogiske praksis.
    • Viden om, hvordan dine egne værdier og dit eget menneskesyn har betydning i den socialpædagogiske praksis.
    • Indsigt i borgerens særlige vilkår og handlemønstre.
    • Færdigheder i at begrunde, iværksætte og evaluere en socialpædagogisk indsats ud fra det observerede – og at formidle den begrundede indsats til borgere, kolleger og øvrige samarbejdspartnere.
    • Kompetencer til at inddrage borgerens ønsker og behov i den daglige praksis og til at deltage professionelt i tværfagligt samarbejde.

    Undervisningen tager udgangspunkt i dine erfaringer. På den måde bruger vi ny viden i direkte relation til egen praksis.

  • Akademiuddannelsen giver 60 ECTS point og svarer til ét års fuldtidsstudie.

    Du vælger selv i hvilket tempo, du vil tage uddannelsen – du skal blot have færdiggjort dit studie inden for seks år. På den måde kan du nemt forene videreuddannelse med både familieliv og karriere. Du kan også vælge kun at tage enkelte moduler som efteruddannelse.

    Uddannelsen består af:

    • 3 obligatoriske moduler
    • 2 valgfrie moduler
    • 1 afgangsprojekt

    Vi anbefaler, at du starter med det obligatoriske modul Socialpædagogisk praksis og tager de øvrige obligatoriske moduler derefter. De valgfrie moduler og afgangsprojektet giver dig mulighed for at målrette din uddannelse inden for temaer, som er særligt relevante for dig. Du kan desuden vælge moduler uden for uddannelsens faglige område, dog højst 15 ECTS point.

    På uddannelsen er der fremmøde. Det vil sige, at vi mødes til undervisningsgange på hvert modul.

    De aktuelle moduler og studieordningen finder du længere nede på siden. I studieordningen finder du blandt andet en generel oversigt over alle de moduler, der indgår i uddannelsen.

    Læs mere om Akademiuddannelsen i socialpædagogik

  • Uddannelsen er målrettet dig, der arbejder

    • med udsatte børn, unge og voksne
    • i socialpsykiatrien
    • på et opholdssted
    • på en døgninstitution
    • i et værksteds- og aktivitetstilbud
    • på et misbrugssted
    • i dagtilbud for børn med handicapintegration
    • med borgere med fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse
    • med inklusion af børn og unge

    Du kan eksempelvis være uddannet social- og sundhedsassistent, håndværker eller have en helt anden baggrund, men med lyst til at få professionelle redskaber til at udføre dit socialpædagogiske arbejde.

    Omstillingsfonden: Uddannelsesstøtte til faglærte og ufaglærte

    Hvis du er ufaglært eller faglært, har du til og med 2023 mulighed for at få dækket dit deltagergebyr på moduler på akademiuddannelserne. Hvis modulet koster 10.000 kr. eller derunder er det gratis. Læs mere om dine muligheder her.

  • For at blive optaget direkte på et akademimodul skal du have gennemført én af følgende uddannelser, suppleret med 2 års relevant erhvervserfaring efter endt adgangsgivende uddannelse:

    • En relevant erhvervsuddannelse*
    • En studentereksamen, hf, hhx eller htx
    • En relevant grunduddannelse for voksne
    • En anden relevant uddannelse på mindst samme niveau som en af ovenstående uddannelser

    *Ved relevant erhvervserfaring medregnes også den erhvervserfaring, som er opnået gennem uddannelsesforløbet.

    Har du andre og tilsvarende forudsætninger, kan du søge om optagelse på baggrund af en realkompetencevurdering. Læs om realkompetencevurdering her​.​​​​​

  • Du tilmelder dig ikke en hel akademiuddannelse på én gang. Du tilmelder dig i stedet løbende et eller flere moduler og gennemfører på den måde uddannelsen i det tempo, der passer dig.

    Du kan se alle aktuelle moduler på uddannelsen længere nede på siden. Vi anbefaler at du starter din uddannelse med det obligatoriske modul Socialpædagogisk praksis. Klikker du dig videre ind på selve modulet, får du her en kort beskrivelse af udbyttet og det faglige indhold. Det er også her du finder alle de praktiske oplysninger og kan tilmelde dig.

    OBS! hvis du er ny studerende skal du ved første tilmelding vedhæfte dokumentation for adgangsgivende uddannelse og erhvervserfaring. Det kan fx være:
    Uddannelse: Uddannelsesbevis eller uddannelsesudskrift.
    Erhvervserfaring: Seneste lønseddel med anciennitet eller officiel bekræftelse fra virksomheden.

Spørgsmål til uddannelsen

  • Mange der tager Akademiuddannelsen i socialpædagogik har mange års erfaring fra praksis og får på uddannelsen sat deres viden og erfaringer i spil. Du kan også være ny i socialpædagogisk praksis og få ny viden og metoder til dit nye arbejde.

    Uanset om du har mange års erfaring, eller om du er ny på det socialpædagogiske område, giver akademiuddannelsen dig en udvidet forståelse for det, som du ofte i forvejen gør.

    Hvis du overvejer en længere efteruddannelsesrejse, er akademiuddannelsen adgangsgivende til fx Den sociale diplomuddannelse, Den pædagogiske diplomuddannelse og Diplom i ledelse.

  • På Akademiuddannelsen i socialpædagogik lærer du, hvad socialpædagogik er, og har et særligt fokus på mennesker i udsatte positioner.

    Samtidig kommer du igennem specialiserede moduler, som giver dig særlig viden om bl.a. socialpsykiatri og neuropædagogik. Læs meget mere om dit udbytte af uddannelsen længere oppe på siden her.

  • Det er mennesker med vidt forskellige baggrunde, som tager Akademiuddannelsen i socialpædagogik. Nogle har assistentuddannelser, andre kommer fra håndværksfaget.

    Andre studerende er plejeforældre, ufaglærte medarbejdere fra private opholdstilbud, ansatte fra døgntilbud, udsatte områder, flygtningeområdet eller kvindekrisecentre. Vi ser også studerende, der arbejder med domsanbragte.  

    Nogle studerende har meget stor erfaring med sig, imens andre er helt nye i faget. Forskelle i baggrund og erfaring giver altid utroligt meget til holdene, fordi der kommer mange forskellige vinkler i spil.

  • Der er forberedelse til hver undervisningsgang. Du skal læse lidt, høre podcasts eller se videomateriale. Det kan også være, du skal skrive en kort case, som du skal arbejde med i undervisningen. 

    Læsematerialet er tilpasset akademiniveau, og det er derfor ikke i den tungeste ende. Har der været en svær tekst i forberedelsen, bruger vi tid i undervisningen på at gennemgå begreberne efterfølgende. 

  • Du skal bruge en computer eller en iPad med tastatur, når du skal tage Akademiuddannelsen i socialpædagogik. Du skal bl.a. kunne tage noter i undervisningen, og du skal kunne tilgå vores system Itslearning, hvor alt kommunikation omkring undervisning, forberedelse mm. foregår. 

    Har du ikke en computer, kan det være, at din arbejdsplads kan stille en computer eller en iPad med tastatur til rådighed. 

  • Ja, der er eksamener på Akademiuddannelsen i socialpædagogik. Hvert modul afsluttes med en eksamen. Nogle gange er eksamen en kort synopsis kombineret med en mundtlig prøve. Andre gange er det en kombination af en lidt længere skriftlig opgave og mundtlig prøve eller en fuld skriftlig opgave. 

    Hvis du tager hele uddannelsen, afslutter du med et afgangsprojekt. Det er en større skriftlig opgave med mundtlig eksamen. 

    Du får altid god og grundig vejledning af en vejleder på modulet uanset prøveform. Du har også mulighed for at gå til eksamen i gruppe med andre.

  • Nogle studerende er spændte på, hvordan de skal overkomme det boglige, måske fordi det er længe siden de har været på skolebænken. På akademiuddannelsen i socialpædagogik, hjælper vi dig godt på vej ved fx at tage udgangspunkt i både tekst, video og podcasts i undervisningen. Og derfor er det ikke den mest teksttunge uddannelse.

    Der er også hjælpemidler at hente, hvis du fx har brug for at få læst tekster op.

  • Niveauet på uddannelsen er den afgørende forskel på akademiuddannelse og diplomuddannelse, og derfor er der også forskel på adgangskravene. En akademiuddannelse er fx adgangsgivende til at kunne tage en diplomuddannelse.

    Læs mere om forskellen på akademiuddannelser og diplomuddannelser og generelle krav til akademiuddannelser her

  • Når du har taget Akademiuddannelsen i socialpædagogik, har du en AU i socialpædagogik, og du får et uddannelsesbevis på akademiniveau. En AU i socialpædagogik svarer til en erhvervsrettet videregående uddannelse, hvor du får papirer på det, som du kan.

    Du bliver ikke uddannet pædagog, og er det denne vej, du ønsker at gå, skal du søge ind som fx meritpædagog. 

  • De fleste tager en fuld Akademiuddannelse i socialpædagogik, imens nogle kun tager enkelte akademimoduler i uddannelsen. 

    Hele Akademiuddannelsen i socialpædagogik består af 3 obligatoriske moduler, 2 valgmoduler og et afgangsprojekt. Vi anbefaler, at du starter med modulet Socialpædagogisk praksis.

    Hvert modul svarer til 10 ECTS-point, og når man tager hele uddannelsen, har man samlet 60 ECTS-point. 

    De, der vælger at tage hele uddannelsen, gør det ofte for at få alle aspekter med. Nogle moduler er mere generelle ift. socialpædagogisk praksis, hvor andre moduler er mere specialiserede. 

Kontakt

infr480x480.jpg

Administrativ kontakt

480x480-Louise-Hübertz-Poulsen-(lohp).jpg

Faglig kontakt

heto2018480x480.jpg

Studievejleder