Flere vil være materialeingeniør

Flere vil være materialeingeniører
Uddannelsen til materialeingeniør giver de studerende en dybtgående viden om både materialer og produktionsprocesser. 
VIAs uddannelse til materialeingeniør bliver stadig mere populær hos ansøgerne. I år har knap 50 søgt mod 30 sidste år. 

Fristen for at søge ind på en uddannelse gennem kvote 1 udløb tirsdag klokken 12.00, og tallene viser, at stadig flere vil læse til ingeniør på VIA University College.

I alt har 1.143 ansøgere søgt om at få en studieplads på en af de 10 ingeniøruddannelser, som VIA udbyder i henholdsvis Horsens, Aarhus og Herning.

VIA i Herning udbyder uddannelsen Bachelor of Engineering in Materials Science and Product Design, og i år er der en stigning på 60 procent i antal ansøgere, der har placeret uddannelsen som deres førsteprioritet. Sidste år søgte 30 ind på uddannelsen. I år ligger tallet på 49.

Flere ansøgere fra udlandet

Poul-Erik Jørgensen, uddannelseskoordinator på VIA Design i Herning, forklarer den store fremgang med, at der er rigtig gode jobmuligheder med en uddannelse som materialeingeniør i bagagen.

”Det første hold materialeingeniører blev uddannet sidste år i december, og på nær et par stykker, der har valgt at læse videre, er de alle kommet i job. Og vi oplever, at branchen har hårdt brug for medarbejdere med de kompetencer. I takt med at virksomhederne outsourcede deres produktion til udlandet, forsvandt den generation af ansatte, der havde det dyberegående kendskab til materialer og produktion. Men nu er der igen brug for de kompetencer, og det er ansøgerne ved at opdage,” siger han.

I år er to-tredjedel af ansøgerne fra udlandet, og det ser ud til, at uddannelsen er populær i lande så langt væk som Bangladesh og Kina.

”Nogle af de store danske fashionbrands producerer i Bangladesh, og det kan være derfor, at unge derfra har fået øje på vores uddannelse,” siger Poul-Erik Jørgensen.

Brug for ingeniører

At der er så stor en søgning til VIAs ingeniøruddannelser glæder direktør i VIA Erhverv, Konstantin Lassithiotakis:

”Samfundet efterspørger ingeniører, for de er med til at skabe vækst og udvikling i virksomhederne. Derfor er jobmulighederne for nyuddannede ingeniører også rigtig gode, og det afspejler sig i søgningen til ingeniøruddannelserne i VIA,” siger han.

Det er fire år siden, at VIA Design etablerede uddannelsen til materialeingeniør, og siden er det gået støt fremad med ansøgertallet. På grund af den store mangel på ingeniører ude i virksomhederne, er VIA ikke begrænset af et bestemt antal studiepladser på de i alt 10 forskellige ingeniøruddannelser. Det betyder, at der er frit optag på alle uddannelserne.

Design hitter også

Designuddannelserne i VIA havde ansøgningsfrist til kvote 2 – det vil sige 15. marts 2016. Og også her vil flere læse i Herning. Samlet set har VIA Design haft en fremgang i antallet af ansøgere, der har designuddannelsen som deres førsteprioritet, på 7 procent.

I alt oplever VIA for ottende år i træk en stigning i det samlede antal ansøgninger til de 42 uddannelser, som professionshøjskolen udbyder fordelt over hele Region Midtjylland. I år har VIA modtaget 20.839 ansøgninger, hvilet er 1,2 procent flere end sidste år.


Fakta


Sådan er søgningen i Herning:

Bachelor of Engineering in Materials Science and Product Design:
2016: 49 ansøgere – heraf 16 førsteprioritet
2015: 30 ansøgere – heraf 10 førsteprioritet

AP Graduate in Design, Tecknology and Business – 163 studiepladser:
2016: 265 ansøgere – heraf 174 førsteprioritet
2015: 258 ansøgere – heraf 162 førsteprioritet

Designteknolog – 232 studiepladser:
2016: 457 ansøgere – heraf 307 førsteprioritet
2015: 452 ansøgere – heraf 288 førsteprioritet

Professionsbachelor i tekstildesign, -håndværk og formidling – 19 studiepladser:
2016: 44 ansøgere – heraf 17 førsteprioritet
2015: 38 ansøgere – heraf 20 førsteprioritet


Pressekontakt for yderligere oplysninger:

Uddannelseskoordinator Poul-Erik Jørgensen
VIA Design 
Direkte telefon: 87 55 05 46
E-mail: pejo@via.dk


Journalist Vivian Andersen Voldgaard
VIA Kommunikation
Direkte telefon 87 55 14 36
E-mail: viav@via.dk