Hvor er nuancerne i debatten om en ny læreruddannelse? 

Bølgerne går højt, når læreruddannelses som den er i dag diskuteres. Ifølge Erik Hygum, direktør ved VIA, så mangler debatten nuancerne. foto: Arkiv
Skal læreruddannelsen være praktisk eller forskningsbaseret? Kort eller lang? Regional eller central? Debatten kører på fuldt blus, men vi glemmer nuancerne.

Den radikale politiker Bertel Dahlgaard formulerede i 1950’erne visionen om det samarbejdende folkestyre.

Dahlgaards frygt var, at de to fløje i dansk politik, Socialdemokratiet på den ene side og Venstre og Konservative på den anden, skulle grave grøfterne dybere, end de behøvede at være.

Tanken var, at trods uenigheder, så skulle der samarbejdes hen over midten i dansk politik om det, som samlede, og som var til fællesskabets bedste.

Når man i dag iagttager diskussionen om folkeskolen og læreruddannelsen, kunne man godt savne en moderne skoleområdets Bertel Dahlgaard.

Hektisk diskussion efter politiske forslag

Efter igangsætningen af en evaluering af læreruddannelsen er det som om de retoriske kløfter i debatindlæggene, trods alle gode viljer, synes at blive dybere og dybere.

Skal læreruddannelsen være længere eller anderledes, mere praksisforankret eller mere forskningsbaseret, mere i de store byer eller mere i de traditionelle regionale centre for læreruddannelsen?

Mindre hektisk blev diskussionen ikke af, at Liberal Alliance for nylig fremsatte forslag om, at universiteterne skulle kunne melde sig på banen som udbydere af læreruddannelse, eller for den sags skyld Radikales nylige udspil om en længere læreruddannelse som en professionskandidatuddannelse.

En stilfærdig midterposition

Vi vil gerne i det følgende forsøge at formulere en stilfærdig midterposition, mens alle venter på evalueringen af læreruddannelsen. Der er to vigtige forudsætninger.

For det første ligger læreruddannelsen på professionshøjskolerne af gode grunde. Det afspejler den historiske udvikling af den danske folkeskole – og friskolerne – med en professionsforståelse stærkt rodfæstet i praksis. Det er en værdifuld dansk samfundsinstitution, som vi bør bevare.

Professionshøjskolerne uddanner lærere med en solid forståelse af skolens hverdag og af samarbejdet med forældre og lokalsamfund.

Læreruddannelsen kan etablere et smidigt samarbejde med pædagoguddannelsen og skabe betingelser for, at studerende erhverver sig nødvendige tværprofessionelle kompetencer.

Stærkt samarbejde mellem universiteter og professionshøjskoler

For det andet har man med de store uddannelsesreformer ved tiårets begyndelse skabt en arbejdsdeling mellem professionshøjskoler og universiteter, som ofte har været udfordret, men som er bedre og mere velfungerende end sit rygte.

Som det fremgik af den store DAMVAD-undersøgelse af forskning i læring i dagtilbud, grundskole og overgange til ungdomsuddannelse fra 2014 ligger en meget betydelig del af forskningsindsatsen i forskning i skole og læring på de danske universiteter, og blandt dem ikke mindst på DPU på Aarhus Universitet.

Jamen, er det da ikke, som det ofte bliver hævdet, et problem for professionshøjskolerne og for læreruddannelsen? Og mangler der, som det ligeledes hævdes, forbindelse mellem denne ’verdensfjerne’ forskning og skolens og læreruddannelsens hverdag?

Disse gisninger overser – af og til med vilje – at samarbejdet mellem universiteter og professions-højskoler har udviklet sig uhyre stærkt i de seneste år. Det kommer til udtryk på særlig tre områder.

Velfungerende ph.d.-samarbejde

For det første findes der i dag et velafprøvet samarbejde mellem de to sektorer om ph.d.-uddannelse med fokus på skole og læring. Det sker i regi af det såkaldte ph.d.-råd for uddannelses-forskning, som uddeler ph.d.-stipendier inden for uddannelsesforskning, og hvor de to sektorer samarbejder tæt.

Forskningsprojekterne tager i reglen udgangspunkt i praksisudfordringer i skole eller professionshøjskolernes virkelighed, men ph.d.-uddannelsen varetages af universiteterne, som også står som garanter for det nødvendige internationale, videnskabelige niveau, herunder bedømmelse og gradstildeling.

Det sker også med udgangspunkt i ad hoc-samarbejder om enkeltprojekter. Universiteterne og deres forsknings- og vejledningskapacitet bidrager således til at uddanne ph.d.-kandidater med den nyeste, forskningsbaserede viden til professionshøjskolerne og til praksisfeltet generelt.

Koordination mellem uddannelsesmiljøer

For det andet er man i de seneste år rykket tættere sammen om forsknings- og udviklingsprojekter, som ligger i krydsfeltet mellem universiteter, professionshøjskoler og andre vigtige aktører som eksempelvis kommuner og skoler. Dialogen varetages blandt andet i det såkaldte Forum for Koordination af Uddannelsesforskning under Uddannelses- og Forskningsministeriet.

I 2016 tog Aarhus Universitet desuden sammen med VIA University College initiativ til på DPU at etablere et nationalt center for skoleforskning og dagtilbud som ramme for det nationale forsknings- og udviklingssamarbejde på området.

Tanken var, at centret skulle virke til at identificere og så vidt muligt også koordinere forsknings- og udviklingsindsatsen – herunder også stå for formidling af den nyeste viden til alle aktører i over hele landet.

Forskningsbaseret uddannelse

Endelig tilbyder universiteterne forskningsbaserede kandidatuddannelser til professionsbachelorer og har desuden en betydelig efter- og videreuddannelsesindsats på området.

Også på kandidatuddannelsesområdet er DPU en betydelig og i særlig grad national aktør, da cirka halvdelen af uddannelsesaktiviteter er i Aarhus og den anden halvdel i Emdrup nord for København.

Her findes således en vigtig sammenhæng mellem universitetets forskningsmiljø på den ene side og kompetence- og kapacitetsudvikling inden for uddannelsessektoren på den anden. Det forpligter naturligvis til et bredt samarbejde.

Det, at læreruddannelsen ligger på professionshøjskolerne, er således ikke nogen hindring for, at universiteternes forskningsbaserede vidensbase spiller sammen med udviklingen af en moderne læreruddannelse på professionshøjskolerne.

Vi mener, at man bør respektere det arbejde, som nu går i gang med evalueringen af læreruddannelsen, og undlade at foregribe konklusionerne. Det betyder ikke, at samarbejdet ikke kan udvikles og styrkes i mellemtiden. 

Regional forankring

Den danske læreruddannelse har en bred regional forankring, som det er afgørende vigtigt at holde fast i. Dermed kan vi sikre alle danske børn en ret til, at de bliver undervist af en uddannet lærer, uanset om barndommen udspiller sig i Ringkøbing eller København.

En helt særlig forpligtelse for de store universiteter og professionshøjskoler med store læreruddannelser er derfor at inkludere også mindre vidensmiljøer på universiteterne og på de ikke helt så store professionshøjskoler i større nationale initiativer.

Vi ser her en voksende tillid og vilje til samarbejde, blandt andet i regi af skolecenteret på DPU, men også på en række andre områder som eksempelvis et samarbejde om sprogfagene tysk og fransk. Det er sandsynligt, at der her er uudnyttede samarbejdspotentialer.

En vision om samarbejde

Det er således spørgsmålet, om ikke de nye muligheder inden for digitalt understøttet undervisning og efter- og videreuddannelse kan styrke det nationale samarbejde og gøre de store vidensmiljøer mere tilgængelige for de professionshøjskoler og læreruddannelser, som ikke har adgang til S-tognet, metro og letbane.

Lad os gøre Bertel Dahlgaards vision for det samarbejdende folkestyre til vores vision for den samarbejdende folkeskole og den samarbejdende læreruddannelse; mens vi venter på evalueringen af læreruddannelsen – og gerne også efter evalueringen.

Universiteter og professionshøjskoler har og skal have forskellige samfundsmæssige opgaver.

Der er imidlertid som nævnt også berøringsflader, som samler, men som også er sårbare for politisk uenighed. Lad os fortsætte med at samarbejde om det, som samler – til fællesskabets bedste.


Ovenstående debatindlæg var den 9. november 2017 bragt på Altinget.dk