Tæt sektorsamarbejde på topmøde

Børn der leger i en gynge
VIA University College skal til KL's kommende Børn & Unge Topmøde dele stand med landets øvrige seks professionshøjskoler. Foto: Arkiv
Professionshøjskolerne deltager i år samlet på KL’s Børn & Unge Topmøde med en fælles stand.

VIA University College deler i år for første gang stand med landets øvrige seks professionshøjskoler, når KL’s Børn & Unge Topmøde løber af stablen den 1.-2. februar 2018 i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Med den fælles stand ønsker professionshøjskolesektoren at skabe en ramme på topmødet, der indbyder til faglig dialog og samskabelse i forhold til årets tema ’Dannelse, uddannelse og inddragelse af fremtidens borgere’. På topmødet deltager blandt andet skoleledere, ledere af dagtilbud, forvaltningschefer og politikere.

”På professionshøjskolerne har vi et tæt samarbejde med kommunerne, og vi har uddannelser og stor viden inden for børne- og ungeområdet. Eksempelvis er vi meget optagede af samskabelse og borgerinddragelse som vigtige elementer til at løse en række af fremtidens samfundsudfordringer,” fastslår direktør Louise Gade fra VIA Efter- og videreuddannelse ved VIA University College og tilføjer:

”I VIA – og på landets øvrige professionshøjskoler – er vi også meget engagerede i forhold til kommunernes visioner og planer på børne- og ungeområdet, så vi vil suge til os på topmødet. Professionshøjskolerne er klar til at styrke dialogen og samarbejdet med kommunerne om effektfulde og praksisforankrede efteruddannelses- og udviklingstiltag, så vi sammen kan løfte udfordringerne på børne- og ungeområdet. Fra professionshøjskolernes side bidrager vi meget gerne med innovative og fleksible uddannelsesformater, som tilgodeser kommunernes behov for at indtænke efteruddannelse i den daglige drift”.

Fremtiden har brug for samarbejde

Professionshøjskolerne profilerer sig på Kommunernes Landsforenings topmøde i år samlet med budskaberne ’Sammen gør vi fremtiden klogere’ og ’Fremtiden har brug for, at vi snakker sammen’.

VIA og den øvrige professionshøjskolesektor vil på topmødet være at finde på standene 5 og 6, der er slået sammen til én.

Danmarks professionshøjskoler er: VIA University College, Metropol, UCC, University College Nordjylland, Absalon, UC Syd samt University College Lillebælt.