Mød Pauli, der søgte ind på VIA Læreruddannelsen i Silkeborg

Læreruddannelsen er det helt rigtige valg

Pauli Johansen søger ind på læreruddannelsen i Silkeborg
23-årige Pauli Johansen glæder sig til et fremtidigt arbejde som enten lærer i en folkeskole eller på en idrætshøjskole – og ikke mindst det ansvar, der følger med. Derfor har han søgt ind på VIA Læreruddannelsen i Silkeborg.
Finanskrisen tvang pludseligt Pauli Johansen til at revurdere sin fremtid. Det viste sig at være en gave i forklædning, for nu er han helt sikker på sit valg af uddannelse. 

23-årige Pauli Johansen fra Silkeborg troede, at hans arbejde ville blive på et kontor med økonomi i fokus. Det fik finanskrisen sat en stopper for, da det viste sig at være sværere end forventet at finde en praktikplads efter skoledelen på HG. Derfor skiftede han kurs – en beslutning han ikke fortryder.
"Jeg var egentlig hele tiden i tvivl om en kontoruddannelse var noget for mig. Den følelse har jeg aldrig haft efter jeg fik øjnene op for læreruddannelsen," fortæller Pauli Johansen, der målrettet startede på HF for at opfylde adgangskravene til drømmeuddannelsen. Da han først er færdig med HF til sommer, kender han ikke sit gennemsnit og søger derfor optagelse gennem kvote 2, hvor karaktererne alene ikke er afgørende.

Fem år som fodboldtræner

Selvom han igennem tre år har været tilknyttet et vikarbureau, og derfor har prøvet lidt af hvert, er det særligt jobbet som fodboldtræner, der har fyldt meget. Et job han nu har på 5. år.

”Som fodboldtræner ved jeg, at jeg godt kan lide at have med børn og unge at gøre. Jeg elsker at lære fra mig,” fortæller Pauli Johansen, der derfor heller ikke er så overrasket over, at han er faldet for netop læreruddannelsen.

Det var dog først, da han hørte om VIAs læreruddannelse i Silkeborg, der udbyder sportstrænerlinjen, at al tvivl forsvandt. Kombinationen af en boglig uddannelse og en stor del fysisk aktivitet er lykken for en sportsentusiast som Pauli Johansen, der udover fodbold dyrker fitness og løb og følger ivrigt med i diverse sport.

En lærer man husker

Efter selv at have en haft en til tider svær tid i folkeskolen ser Pauli Johansen særligt frem til arbejdet efter studietiden. Han har allerede et billede af, hvordan han bliver som lærer.

”Jeg havde det svært i dansk, men det blev der aldrig rigtig taget hånd om,” fortæller Pauli Johansen, der derfor vil stræbe efter at være i øjenhøjde med eleverne – også dem, der skiller sig ud eller ikke klare sig godt.

Han mener, det er vigtigt at huske på, at man som lærer kan have stor betydning for andre mennesker, fordi man er med til at forme fremtidens danskere.

”Den helt store forskel fra fodboldtræner er, at her kommer de unge helt frivilligt. Jeg er især spændt på at arbejde med dem, der ikke er så veltilpassede. Det er et ansvar, man ikke skal tage for givet, og jeg håber, at lære at håndtere disse og andre udfordringer særligt gennem praktikforløbene, der er en stor styrke ved uddannelsen,” slutter Pauli Johansen og ønsker, han kan bidrage til at flere unge tænker tilbage på deres skoletid som positiv og tryg.

Den 30. juli får Pauli Johansen og de andre ansøgere til de videregående uddannelser besked om, om de er blevet optaget.

Fakta om kvote 2

  • I kvote 2 er det en samlet bedømmelse af karakterer og livserfaringer fra eksempelvis jobs, højskoleophold, rejser og frivilligt arbejde, der afgør, om ansøgerne bliver optaget på de uddannelser, de har søgt ind på.
  • Der er hvert år ansøgningsfrist gennem kvote 2 den 15. marts kl. 12.00.
  • Ansøgningsfrist gennem kvote 1 er 5. juli kl. 12.00.
  • I kvote 1 bliver ansøgerne alene optaget på uddannelser på basis af deres karaktergennemsnit fra gymnasiet.

Download originalfoto