Innovation gennem samarbejde

Hvilken værdi kan man hente ved at samarbejde med andre og få viden udefra, når man skal udvikle virksomheden eller nye produkter? En række fødevarevirksomheder fandt svaret på innovationsforløbet ’Gastronomisk Co-Creation’, hvor de samarbejdede med VIA om konkrete innovationsprojekter.

Hos VIA deltager vi løbende i innovationsforløb og co-creation projekter med både private og offentlige virksomheder, ofte i samarbejde med andre videns- og innovationsmiljøer. 

’Gastronomisk Co-creation’ er et eksempel på et udviklingssamarbejde mellem VIA University College, Future Food Innovation og en række fødevarevirksomheder som førte til ny viden, metoder og helt konkrete resultater for de involverede virksomheder – DuPont, Original Chia, Woodshade og Soy4You. 


Åben innovation og co-creation

Innovationsforløbet tog udgangspunkt i virksomhedernes behov for re-design eller udvikling af nye eller eksisterende produkter. Nøgleordene var bruger-/kundedreven innovation og co-creation med VIA-studerende, potentielle kunder og virksomhederne.  

Innovationsprocessen, som VIA og Future Food Innovation førte virksomhederne gennem, bestod af fire faser:


  1. Definering: Forstå behovet
  2. Opdagelse: Den kreative proces
  3. Udvikling: Prioritering af konceptudvikling
  4. Implementering: Værdiskabelse

Undervejs i forløbet gennemførte virksomhederne forskellige aktiviteter, for eksempel Innovation Camps, Rullende Master Class, Gastronomisk Værksted og udvikling af produkt-prototyper. Gennem alle disse faser blev virksomhederne understøttet af proceskonsulenter og undervisere fra VIA. 


To nye fødevareprodukter

Alle virksomhederne kom ud af udviklingssamarbejdet med nye koncepter og for DuPonts vedkommende også helt færdige produkter og tilhørende produktark.

DuPont fik udviklet to nye is, som efterfølgende er blevet introduceret til isproducenter i hele verden.  

Spørger man Mads Wiene, Application Specialist, Ice Cream & Frozen Desserts i DuPont Nutrition & Health, er han da heller ikke i tvivl om deres udbytte af forløbet:

"Gastronomisk Co-Creation gav os nye indsigter, værktøjer og inspiration til den kreative proces, som vi bruger til at lave nye, spændende koncepter. Vores udbytte af co-creation-processen i forhold til de metoder, vi selv bruger til konceptudvikling, var samarbejdet med grupper udenfor vores egen organisation som gav os inspiration og ideer, og at disse ideer blev testet ved den direkte forbrugergruppe.  Således kunne vi, inden vi lagde sidste hånd på værket, justere og videreudvikle koncepterne ud fra denne feedback. De to koncepter, som vi valgte at færdigudvikle, er præsenteret internationalt, og både udviklingsmetoden og de færdige koncepter er blevet godt modtaget."