Flipped Classrooms kan styrke undervisningen

Når læreren giver instruktioner til hjemmearbejdet på video, kan tiden i klasselokalet udnyttes til mere og bedre læring.

“Mange studerende har svært ved at udnytte deres forberedelsestid godt nok, fordi de har svært ved at tilgå stoffet alene uden for studietiden. 

Her kan Flipped Classrooms være en god hjælp, fordi stoffet bliver forklaret og leveret I en mere tilgængelig form, fortæller Alice Nissen, projektleder på forskningsprojektet Flipped Classrooms.

Projektet startede i 2014, baseret på et stigende antal forespørgsler om fænomenet. Der foreligger meget lidt dansk forskning om Flipped Classrooms, og det blev derfor besluttet at udforske konceptet på dansk jord.

Forskellige læringsstile

Flipped Classrooms flytter den materiale-gennemgang, der vanligvis ligger i undervisningstiden, ud i selve forberedelsestiden. Det sker ved, at læreren producerer video-oplæg til de studerendes hjemmearbejde. Videoer, den studerende kan se og gense og eventuelt gemme til senere brug. Og det giver en række fordele, fortæller Alice Nissen.

”Flipped Classrooms tilgodeser, at de studerende har forskellige læringsstile. Nogle studerende har brug for andet end blot tekstbaseret læring, og nogle har måske brug for at kunne spole frem og tilbage i lærerens forklaring. Brugen af video er dermed et glimrende forsøg med undervisningsdifferentiering,” siger hun.

Andre læringsaktiviteter

Samtidig frigør video-instruktionen tid i selve undervisningstiden. En tid, der dermed giver mere plads til egentlig læring.

”Når læreren ikke skal bruge en masse tid på instruktion, bliver der plads til de mere undersøgelsesorienterede og kollaborative læringsaktiviteter. Det vil sige, de studerende får bedre muligheder for at afprøve den viden, de på forhånd har fået i videobaseret form,” siger Alice Nissen.

Hun fortæller, at et forsøgs-forløb på sygeplejerskeuddannelsen i Holstebro har vist, at over halvdelen af de studerende synes, Flipped Classrooms er en mere meningsfuld måde at studere på.

Projektet afsluttes i foråret 2015. 

Følg med i videnportalen UC Viden for flere artikler om emnet.

Kontakt:

Alice Nissen, projektleder
VIA Læreruddannelsen
E: abod@via.dk