Studieaktiviteter i VIAs uddannelser

Studieaktivitetsmodellen viser nogle af de studieaktiviteter og læringsformer, studerende kan forvente på VIAs uddannelser. Modellen bliver brugt til forventningsafstemning mellem undervisere og studerende.

VIA har sammen med de øvrige professionshøjskoler udviklet en studieaktivitetsmodel, der viser eksempler på de studieaktiviteter, en professionsbacheloruddannelse består af.

Studieaktiviteter forstås bredt som de undervisnings-, studie- og læringsformer, VIA forventer, den studerende deltager i gennem studiet. Studieaktivitetsmodellen angiver dermed de krav, der bliver stillet til den studerendes arbejdsindsats.

En model til hver uddannelse

I studieaktivitetsmodellen kan man se, hvordan hver enkelt uddannelse er tilrettelagt. Det giver den studerende et billede af læringstilbuddet på en videregående uddannelse, som består af mere end traditionel klasserumsundervisning.

Som studerende på en professionsbacheloruddannelse kan man også forvente studieaktiviteter som praktikophold, forberedelsestid, fremlæggelser, opgaveskrivning, observationsarbejde, innovationsprojekter mv.

Krav og muligheder på uddannelsen

Den studerende har medindflydelse på studiets tilrettelæggelse og er forpligtet til at deltage aktivt i uddannelsen som fuldtidsstudium.

Studieaktivitetsmodellen er også udarbejdet for alle undervisningsmoduler. Hvert modul har dermed en oversigt over et minimum af studieaktiviteter, vejledende fordeling og forventet studietid. 

Fire kategorier af studieaktiviteter

Studieaktivitetsmodellen synliggør desuden, hvem der tager initiativet, og hvem der deltager i de forskellige undervisnings- studie- og læringsformer.

  • Kategori 1 er studieaktiviteter med undervisere og studerende, som er igangsat af underviser. Det kan være forelæsninger, holdundervisning, vejledning, rammesætning af studieaktiviteter mv.
  • Kategori 2 er studieaktiviteter, der er igangsat af undervisere og gennemført af studerende. Det kan være studiegruppearbejde, studiedage, praktik, studiebesøg, projektarbejde mv.
  • Kategori 3 er studieaktiviteter, der er igangsat og gennemført af studerende. Det kan være selvstændige studier og forberedelse, udarbejdelse af studieprodukter, studiegruppearbejde, observationer, casearbejde, peer-to-peer feedback mv. 
  • Kategori 4 er studieaktiviteter med undervisere og studerende, der er igangsat af studerende. Det kan være forumtimer, fremlæggelse af studieprodukter, temadage, feedback, vejledning mv.

De fire kategorier i modellen skal ses i en dynamisk helhed og sammenhæng, som er relateret til uddannelsens og de enkelte modulers formål.