Campus Aarhus C vinder arkitektonisk pris

peter-friese-praemering
Fra VIA University College deltog prorektor Peter Friese og byggeprojektleder Peter Lykke-Olesen i Arkitekturens Dag og modtog præmiering for Campus Aarhus C.     Foto: Arkiv
VIA University Colleges Campus Aarhus C hædret, som en af de tre smukkeste og bedste nybyggerier i Aarhus. Det skete i forbindelse med Arkitekturens Dag, som blev afholdt på Godsbanen.  

Der lød mandag den 3. oktober stor applaus til arkitekterne fra Arkitema Arkitekterne, som står bag VIA University College Campus Aarhus C, da prisoverrækkelsen for de bedste nybyggerier i Aarhus fandt sted.

Fra VIA deltog byggeprojektleder Peter Lykke-Olesen og prorektor Peter Friese, da priserne blev overrakt. 

”Vi er selvfølgelig glade og stolte - især fordi Campus Aarhus C vinder i en periode med intensivt byggeri i byen. Samtidig er det meget tilfredsstillende at vinde set i lyset af, at Campus Aarhus C har været et relativt billigt byggeri. Det vidner jo om, at kvalitet kan skabes på andre måder end gennem dyre projekter,” siger Peter Friese.

Han understreger, at byggeriet af Campus Aarhus C overholdte både tidsplanen og budgettet.

Diplom, plakette og hæder

Vinderne blev belønnet med et diplom og en plakette designet af landsskabskunstneren Jørn Rønnau. Dommerpanelet for Præmiering af Nybyggeri består blandt andet af rådmand i Aarhus Kommune Kristian Würtz fra Afdeling fra Teknik og Miljø og stadsarkitekt fra Aarhus Kommune, Stephen Willacy. 

Kristian Würtz og Stephen Willacy præsenterede de vindende bygninger i Den Rå Hal på Godsbanen.

”Der er altid fyldt med mennesker og cykler på VIAs Campus C. Jeppe Heins integrerede kunstværk passer perfekt til det overdækkede torv. Man får en stemning af middelhavsby med Campus C’s små passager,” siger stadsarkitekten Stephen Willacy.

Alle regnbuens farver

Prorektor Peter Friese fastslår, at bygherren, A. Enggaard, har strakt sig langt for at efterkomme VIAs ønsker, og at arkitektfirmaet Arkitema har været topprofessionelt og forstået begrebet co-creation - blandt andet ved at nærlæse VIAs vision for Campus Aarhus C og bidrage selvstændigt med at udfolde den mest og bedst muligt.

VIAs Campus Aarhus C er sammensat af fem huse med hver sin repræsenterede farve. Hvert hus har sit eget gårdrum, sin egen funktion og identitet. Alle huse er bundet sammen med gangbroer, så det er nemt at komme fra bygning A til D. 

Peter Friese tilføjer, at både A. Enggaard og det rådgivende ingeniørfirma Bascom omtaler VIAs måde at involvere mange brugergrupper af ansatte og studerende i planlægningen af byggeriet som fremragende. De fortæller derfor om fremgangsmåden til nye kunder, så de kan lære af VIA.

En exceptionel proces

Pernille Svendsen er en af arkitekterne, som har samarbejdet med VIA. Hun var med på Godsbanen for at modtage diplom og plakette sammen med Peter Friese.

”Det har været en fornøjelse at arbejde med VIA. Jeg er så glad for præmieringen og det færdige resultat af Campus Aarhus C,” siger hun.

”Det exceptionelle ved Campus C processen var alle VIA-folkenes engagement. De 12 brugergruppe var uundværlige i processen om at skabe en bygning med rammer for læring,” siger Pernille Svendsen.

I alt tre nybyggerier er præmieret

Alle tre vindere er vægtet til at være af arkitektonisk kvalitet, have miljømæssige egenskaber og en funktionel udformning.
Arkitekterne E+ N Arkitektur blev præmieret for deres Mengel Tower, som er at finde på hjørnet af Høegh-Guldbergs Gade. 
Og det sidste præmierede nybyggeri er boligbyggeriet på hjørnet af Grønnegade 71 og Nørreallé 57, som er designet af arkitekterne Seier og Høier. 

 

Se original foto