Flot fremmøde til første Dimittend Dag

dimmitenddag-2016
De studerende var mødt talstærkt op, for at blive klædt på til at møde arbejdsmarkedets forventninger. Foto: Arkiv
Torsdag den 8. december blev der for første gang afholdt Dimittend Dag på VIA Campus Aarhus C. Dagen gav kommende danske og internationale dimittender information, inspiration og klædte dem på til arbejdsmarkedet.
Dimittend Dag er udviklet som en service til VIAs danske og internationale studerende som snart afslutter deres uddannelse på Campus Aarhus C. For der er mange spørgsmål, som trænger sig på, når man står på tærsklen til arbejdsmarkedet eller måske ønsker at uddanne sig yderligere.

Derfor var der til Dimittend Dagen inviteret både a-kasser, fagforeninger, jobcentre og repræsentanter fra forskellige universiteter, som fortalte om efter- og videreuddannelse. De studerende fik desuden mulighed for at høre et oplæg omkring personligt salg og en lang række alumner fortælle om deres vej ind på arbejdsmarkedet.

Hjælper karrieren på vej

CA, karrierepartner og a-kasse for højtuddannede, var en af repræsentanterne på Dimittend Dagens mini messe. Her stod Nanna Holm Jacobsen klar til at svare på de studerendes spørgsmål og give dem gode råd:

”Vi er her både for at fortælle om, hvad vi kan tilbyde de studerende, men også for at give dem mere overordnede informationer. Det er nemlig ikke alle studerende, der fx er bevidste om forskellen på en a-kasse og en fagforening”, siger Nanna Holm Jacobsen og fortsætter:

”En af de ting vi prøver at huske de studerende på er, at de skal melde sig ind i en a-kasse før de dimitterer for at få ret til dagpenge, når de er dimitteret. Men vi gør dem også opmærksom på, at vi ikke kun fungerer som a-kasse, men også som karrierepartner så vi kan hjælpe dem på vej i deres karriere”.

Opfordring til refleksion

Blandt tilbuddene på Dimittend Dagen var en mulighed for at deltage i et oplæg, på både dansk og engelsk, omkring personligt salg, som karriererådgiver Susanne Søes Hejlsvig stod for. Det var mildest talt en succes - de studerende stod bogstaveligt talt på ryggen af hinanden for at få gode råd med på vejen.

Noget af det Susanne Søes Hejlsvig opfordrede de studerende til, var at reflektere over deres egen situation. For hvad er vigtigt for den enkelte, når han/hun står på tærsklen af arbejdsmarkedet og skal til at søge job? Er det lønnen, status, udviklingsmuligheder eller noget helt andet?

Uanset hvilke motiver man har, er det afgørende, at man anerkender dem og forholder sig til dem pointerede Susanne Søes Hejlsvig. Og det er afgørende, at man gør sig nogle tanker om, hvad det er for en medarbejder man er.

Nemt at få informationer

En af de studerende der mødte op til Dimittend Dagen, var Louise Rasmussen, der bliver færdig som lærer til sommer. Hun havde både hørt Susanne Søes Hejlsvig oplæg, hun var interesseret i at høre et alumneoplæg og hun ønskede at høre om kandidatuddannelsen i pædagogisk psykologi, som repræsentanter fra AAU stod klar til at fortælle om:

”Jeg synes, at det er en rigtig god idé med en Dimittend Dag. Her er alt samlet og det er nemt at få de informationer, jeg har brug for uden, at jeg skal en hel masse steder hen. Det er også mere uformelt på den her måde, og det kan jeg godt lide”, forklarer Louise Rasmussen og understreger:

”Det er altid spændende at få noget at vide om de muligheder, der er. Og det har også været godt at få nogle input til, hvordan man sælger sig selv og vigtigheden at stille sig selv nogle spørgsmål om hvem man er og hvad man gerne vil”.

God hjælp til de studerende

Det er VIA Erhvervs Career Service Centre der, sammen med alle uddannelserne fra Campus C, har arrangeret Dimittend Dag. Og det er altid med en vis bæven, når man for første gang afholder et arrangement, som gerne skulle blive en årlig tilbagevendende begivenhed:

”Vi har selvfølgelig været spændte, for vi vidste jo ikke rigtig, hvor mange danske og internationale studerende vi kunne tiltrække. Men vi har været gode til at samarbejde omkring arrangementet, og jeg er glad for, at der er mødt så mange studerende op”, siger konsulent i Career Service Centre, Louise Skjoldager Søren med lettelse i stemmen og slutter:

”Det vigtigste er, at vi kan hjælpe både de danske og internationale studerende med at få svar på nogle af de spørgsmål som de står med på tærsklen til arbejdsmarkedet. Og kan vi også inspirere dem lidt og skærpe dem i forhold til at blive arbejdsparate, synes jeg at Dimittend Dag har levet op til sin forpligtelse”.

Hvis du vil vide mere

Louise Skjoldager Sørensen
Konsulent i Career Service Centre
T: 8755 4015
E: loss@via.dk