Festugen er også for udsatte

Festugen er også for de udsatte
Studerende fra VIA bygger vartegn for udsatte mennesker. Sammen med en italiensk kunstner og grupper af udsatte bygger de kæmpedukker, der skal optræde i festugen. 
På VIA Aarhus arbejder studerende på højtryk sammen med italienske kunstnere og forskellige grupper af udsatte mennesker. Sammen er de fuld gang med at skabe et kompagni af kæmpe store dukker, der skal pryde Aarhus Festuge med dans, musik og performance.  

Festugen er også for udsatte

”Aarhus Festuge er for alle. Også for de udsatte grupper. Dem vi ind imellem kalder de ressourcesvage. Sammen med en gruppe af både studerende, kunstnere og forskellige grupper af udsatte mennesker er vi i gang med at skabe otte kæmpestore dukker til Aarhus Festuge,” siger lektor Lars Ole Gotfredsen, VIA UC.

Han uddyber og fortæller, at lige nu er studerende fra VIA i Aarhus i gang med et festuge-projekt, hvor de arbejder sammen med forskellige grupper af udsatte mennesker.

”I samarbejde med Aarhus Kommune og Kulturby 2017 har vi lavet, og arbejder stadig på, at undersøge, udvikle og udtrykke, hvordan tilværelsen er for psykisk syge og sårbare mennesker”.

Vartegn for udsatte

Han fortæller, at festugeprojektet er et led i et stort samarbejde, der samtidig er et vartegn for udsatte grupper af mennesker. Dukkerne som de studerende, kunstnerne og de udsatte er i gang med at bygge udtrykker på hver deres måde en menneskelig sårbarhed eller udsathed. Men samtidig er det også vigtigt, at de udstråler en ukuelig og positiv styrke og livsvilje.

”De udtrykker lige præcis det som mange udsatte grupper oplever. De har ikke de samme ressourcer som resten af os. Men de har en masse styrker, som vi andre bare ikke er opmærksomme på i det daglige. Det er enormt vigtigt, at vores studerende lærer at se den slags ressourcer hos såkaldte sårbare mennesker. Mennesker som mange af dem vil komme til at arbejde med når de er færdiguddannede,” siger Lars Ole Gotfredsen.

Fakta om projektet:

Bag dukkerne står en broget skare på 100 mennesker. En skøn blanding af pædagogstuderende, studerende fra VIA Beklædningshåndværkere, brugere fra Kragelund, Lyngåskolen, Fundamentet og Bøgeskovgård.

Det kunstneriske udtryk er skabt af den italienske karnevalskunstner Gilbert Lebigre fra Viareggio i Italien.

Følg med i processen: 

I denne uge og indtil næste fredag arbejder de studerende sammen med både kunstner og brugere fra de forskellige aarhusianske institutioner på Pædagoguddannelsen Peter Sabroes tidligere lokaler på Peter Sabroes Gade nr. 14 Aarhus C.

Optoget kan ses:

I løbet af Festugen vil dukkerne bevæge sig fra Ny Banegårdsgade over Banegårdspladsen, Ryesgade, Strøget, Sønder Allé, Fredensgade, Mindebrogade, Europaplads, Dokk1 og ender under de gamle Univers-sejl på havnen.

Projektet er et pilotprojekt i samarbejde med Kulturby 2017.

Optoget igennem byen foregår:

Fredag den 4. september kl. 16.00 til 17.30 Lørdag den 5. september kl. 11.00 til 12.30 Lørdag den 5. september kl. 14.00 til 15.30

Kontaktinfo:

Lektor: Lars Ole Gotfredsen, loag@via.dk – 20 71 57 83

Journalist: Hanne Duus, hd@via.dk – 87 55 14 10