Kortere skoledag åbner nye døre

Andreas Rasch Christensen
Ifølge forskningschef Andreas Rasch-Christensen fungerer skolereformens længere skoledage nogle steder dårligt. Kortere dage kan være en løsning. Foto: Arkiv
Mange elever synes, skoledagen er blevet for lang. Det bør man måske lytte efter.

Skoledagens længde har været et af de mest omdiskuterede temaer i forbindelse med skolereformen fra 2013. Ikke de flere timer i fagene dansk, matematik og engelsk. Derimod de nye elementer i reformen som understøttende undervisning og lektiehjælpscafeer. De har på nogle skoler gjort dagen længere, fordi de er placeret i yderpositioner.

Sammen med andre områder, som faglig fordybelse, krop og bevægelse og den åbne skole, er ambitionen, at det ikke bare skal gøre dagen længere, men også mere varieret. Det at bevæge sig som en del af den faglige undervisning kan styrke elevernes motivation og hukommelse. I de små klasser kan man gå på en linje samtidig med, at man laver regnestykker. I den åbne skole og den understøttende undervisning inddrages anvendelsesorienteret undervisning med problemstillinger fra elevernes egen hverdag og virkelighed uden for skolen.

Det kan styrke elevernes arbejde med familiefortællinger i historieundervisningen, hvis man inddrager lokalarkivet, og det kan kvalificere arbejdet med innovation i samfundsfagsundervisningen, hvis det sker i samarbejde med det omkringliggende erhvervsliv. Endelig skal den faglige fordybelse give alle elever mulighed for at arbejde med deres lektier og fordybe sig i faglige udfordringer i løbet af skoledagen med kvalificeret sparring og feedback fra professionelle lærere.

Den åbne skole er ikke kommet i gang

Det er der som sådan ikke noget nyt i. Mange skoler har arbejdet på disse måder, men det er, som om det er blevet vanskeligere nogle steder. Reformens følgeforskning indikerer, at den åbne skole ikke rigtig er kommet i gang, og lærer-og pædagogsamarbejdet, der skulle være rammen om den understøttende undervisning, sker for ofte ved, at pædagogen står med ansvaret alene. Formodentlig også af økonomiske årsager. Det er billigere at lade pædagoger varetage nogle af timerne.

Stigningen i andelen af elever, der synes, dagen er for lang, er markant. Fra 46 procent i 2014 til 82 procent i 2016. Nu vil mange hævde, at det ikke er overraskende, at eleverne finder en skoledag for lang. Det er rigtigt, men stigningen er trods alt værd at bemærke. Ydermere er der som nævnt også andre forhold, der peger på, at dagen nogle steder er blevet lang uden at være varieret.

Forsøg med kortere skoledag

Undervisningsministeriet gav for nyligt 50 skoler mulighed for at afprøve en kortere skoledag over en 3-årig periode. Den overordnede tanke bag dette er som sådan heller ikke ny. Allerede den tidligere undervisningsminister opfordrede kommunerne til at gøre brug af deres frihedsgrader. Den omdiskuterede paragraf 16b i reformen giver skolerne mulighed for at afkorte skoledagen, hvis det kan begrundes pædagogisk og fagligt i forhold til elevgrupperne. Med de 50 skoler fordelt i 29 kommuner sker det dog nu inden for en forsøgsramme, der skal evalueres løbende.

Forskere, kommuner og skoleledere har kaldt forsøget utidigt. Reformen skal have tid til at virke, og allerede nu har mange skoler fundet deres ben i disse nye elementer og kan hele tiden spore fremskridt. Dertil kommer, at det er alt for skrøbeligt at basere sig på elever, forældre og læreres oplevelser. De kan være påvirket af mange andre forhold end reformens indhold, og ved næste måling kan pendulet svinge den anden vej.

Risiko for manglende pædagogisk og faglig betydning

Der er også en anden måde at anskue det på. Inden reformen erklærede mange sig enige i selve indholdet i og intentionen med reformens elementer. At understøtte andre undervisningsformer og bestemte elevgrupper gennem lærer-og pædagogsamarbejde giver god mening. Tilsvarende gør det at lade eleverne lejlighedsvis fordybe sig i opgaver individuelt eller i mindre grupper. Men hvis krop og bevægelse bare bliver en gåtur i skolegården, og hvis lektiehjælp ikke bliver en integreret del af den faglige undervisning, kan det blive løsthængende strukturer uden pædagogisk og faglig betydning.

Hvis skoler gør dagen kortere, mod at lærere og pædagoger gør den understøttende undervisning til en del af fagenes undervisning, kan faggrupperne måske ikke bare skabe variation, men sammenhæng i skoledagen. Det kræver selvfølgelig, at de kan mødes for at planlægge og efterbehandle undervisning. Kvaliteten i timerne er mere afgørende end mængden, og de professionelle skal have tid til forberedelse og efterbehandling af undervisning. Individuelt eller sammen.

Skolens fritidsdel lider

Isoleret set er de væsentligste faktorer for eleverne dannelse, læring og trivsel, og derfor skal de have gode rammer for deres undervisning. Hvis lektiehjælpen integreres i undervisningen som faglig fordybelse, øger man sandsynligheden for, at lærerne kan koble lektierne til den forudgående undervisning samt være i dialog med eleverne om deres opgaveløsninger. Det vil selvfølgelig blive vanskeligere at se, om krop og bevægelse, understøttende undervisning og faglig fordybelse så ikke bare forsvinder. Omvendt har man med reformen jo flyttet ledelsesrummet tættere på den enkelte skole. Her kan det besluttes, hvordan dagen strukturelt organiseres, og skolen kan løbende vurdere, hvordan understøttende undervisning, krop og bevægelse og faglig fordybelse bringes bedst muligt i spil som dele af undervisningen.

Der kan være en tendens til, at vi ser på strukturer og ikke indhold. Selv om man på skemaet kan se, at der foregår understøttende undervisning, er det ikke sikkert, at det skaber mere kvalitet. Det største problem med at gøre skoledagen kortere er i virkeligheden skolens fritidsdel. Den lider i forvejen under manglende ressourcer. Skal der skabes sammenhænge, må skolerne også prioritere, at børn og unge får mulighed for gode fritidstilbud. De har meget at byde på.

Dette debatindlæg er bragt i Politiken den 16. juli, 2017.