VIA: Nyt syn på psykiatri

via-nyt-syn-paa-psykiatri.jpg
Marianne Træbing Secher ønsker, at VIAs uddannelser tager udgangspunkt i psykiatribrugernes oplevelser. Foto: Arkiv
Et nyt manifest skal bane vejen for, at VIAs psykiatriuddannelser og –kurser tager udgangspunkt i brugernes oplevelser. Måske kan man uddanne psykiatribrugere til at undervise i psykiatriske problemstillinger.

”Mit hjerte brænder for psykiatrien. Jeg vil sætte ting i værk for dem, der lider”.

Ordene tilhører Marianne Træbing Secher, der som adjunkt på VIA University College har ansvaret for VIAs kurser og uddannelser i psykiatri.

Hendes vision er, at VIAs uddannelsestilbud skal bygge på viden fra de mennesker, der for alvor har forstand på psykiske lidelser og behandlingsformer.

”Derfor har jeg bedt psykiatribrugere fortælle om deres oplevelser med psykiatrien – og deres visioner om, hvor den skal bevæge sig hen.  Udsagnene har jeg sammen med en journalist samlet i et skrift, der bærer navnet Manifest for en psykiatri med brugerrespekt”, fortæller Marianne Secher.

Usædvanlig indsamlingsform

Psykiatribrugernes fortællinger er indsamlet på relevante sider på Facebook, Twitter og LinkedIn, og det er ikke tilfældigt, at Marianne Secher ikke kun har spurgt psykiatriens organisationer.

”Det er ikke de etablerede meningsdanneres synspunkter, vi er på jagt efter, men psykiatribrugernes oplevelser”, påpeger hun.

Manifestet bruges som arbejdsredskab for en arbejdsgruppe, der skal gentænke psykiatriområdet på VIA. Gruppen består af brugere, pårørende, personale og ledere med tilknytning til psykiatrien samt virksomhedsledere og VIA-medarbejdere.

”Vi skal blandt andet tage udgangspunkt i, at psykiatrien er på vej ud i samfundet. Tænk blot på inklusionskravet i folkeskolen og på de politiske krav om, at stort set alle skal på arbejdsmarkedet. Og at angst og andre psykiatriske lidelser er til stede på masser af arbejdspladser. Det er baggrunden for, at for eksempel den store virksomhed ISS er interesseret i at arbejde med tidlig opsporing og forebyggelse”, siger VIA-adjunkten.

Psykiatribrugernes store viden bør anerkendes og bruges

For Marianne Secher er det helt oplagt, at VIA kan uddanne tidligere psykiatribrugere til at undervise på bosteder, i virksomheder og andre steder med psykiatriske problemstillinger. Måske også virksomheder. Det kan for eksempel ske via e-læringsprogrammer.

 

 

 

Kontakt for yderligere oplysninger

Hvis du og din arbejdsplads ønsker, at VIA skal være med til at understøtte den kulturforståelse og de forandringsprocesser, som du har læst om i artiklen, så det medvirker til, at personalet kan udvikle et nyt syn på psykiatribrugerne? 

I så fald er du velkommen til at kontakte:

Marianne Træbing Secher
Adjunkt
E: msec@via.dk
T: 87 55 01 56

Claus Lundholm
Chefkonsulent
E: clkl@via.dk
T: 87 55 29 97