Kommunikationsmedarbejder og blæksprutte

Henrik Videbæk er ansat som distriktskonsulent i KFUM og KFUK
Uddannelse: Professionsbachelor i Kristendom, Kultur & Kommunikation

Henrik Videbæk

Mit job

Jeg er konsulent i KFUM og KFUK. Her laver jeg forskellige aktiviteter for unge og teenagere. Både kommunikative og administrative opgaver.

Lidt af en blæksprutte

En 3K'er favner mange forskellige opgaver. Jeg arbejder både som frivillig koordinator, med organisationsudvikling, kommunikation, samarbejde og diskuterer teologiske emner. På en måde er jeg lidt af en blæksprutte. Det er typisk for en 3K'er.

Vi får let en funktion, hvor vi har mange jern i ilden. Det kan jeg godt lide. 

Plads til at drømme

Jeg brænder for at involvere flere i KFUM- og KFUK's arbejde. Jeg lever virkelig, når jeg kan drømme og udvikle nye aktiviteter og koncepter sammen andre. Det er også nødvendigt, når man er en del af en organisation med over 100 år på bagen. 

Det inspirerer mig at møde nye mennesker og se ting lykkes
Jeg oplever en utrolig energi og nogle meget alsidige og udfordrende arbejdsopgaver. Det er fedt at skabe indholdsrige oplevelser og relationer for børn og unge sammen med frivillige - det giver bare mening.

Lige nu arbejder jeg sammen med ældregruppen af frivillige om at skabe en ny form for sommerlejr for børn og bedsteforældre. Et spændende arbejde, hvor der hele tiden kommer nye idéer på banen. Indtil videre har vi fået rammerne og strukturen på plads. Næste skridt er at finde på alt det spændende indhold, der skal være på sådan en sommerlejr. 


Tid til fordybelse

I mit arbejde lægger jeg vægt på at have tid til at være sammen med mennesker. På 3K brugte vi tid på at snakke sammen og fordybe os i samtalen. Der var mange timer med kristendom og tro, men lige så tit handlede det om etik eller et spændende dilemma, nogen bragte på banen. Uddannelsen er præget af en rummelighed og en respekt for hinanden. Det er rigtig brugbart i mit nuværende arbejde, hvor jeg tit møder mennesker, der har brug for, at nogen viser dem interesse. 

Om 3K uddannelsen

  • 3K er en professionsbacheloruddannelse, der er normeret til 4 år.

  • Med en 3K uddannelse kan du arbejde med opgaver indenfor kommunikation, ledelse, undervisning eller kultur og kristendomsformidling.

  • De første 2½ år er en grundlæggende introduktion til alle fagområderne. De sidste 1½ år specialiserer du dig inden for det, du gerne vil fordybe dig i.

  • Der er tre praktikker i løbet af uddannelsen - to korte og en lang.

Jeg kunne ikke fungere uden kaffe og nogle fritidsinteresser, jeg kan koble af med. Det er let at blive revet med, og det skal man også, men pauser gør godt engang imellem.

Det inspirerer mig, at møde nye mennesker og se ting lykkes... 

Henrik Videbæk og kage