Lærke Winther

Stilling: Projektkoordinator i Sierra Leone, Vestafrika
Uddannelse: Fysioterapeutuddannelsen

Lærke Winther

Mit job:

Jeg er uddannet fysioterapeut, og arbejder som projektkoordinator og supervisor i Sierra Leone, Vestafrika. 
Her arbejder jeg på at etablere landets første uddannelse i fysioterapi.

Det overordnede mål er at forbedre landets sundhedsvæsen med trænede, kvalificerede fysioterapeuter, der kan varetage rehabilitering både i folks eget hjem og på hospitalerne. Samtidig kan de være med til at forkorte indlæggelsestiderne for patienterne. 

Det vil på sigt resultere i forbedret livskvalitet for tusindvis af mennesker i Sierra Leone. Mit hjerte banker for dem, der har smerter, få ressourcer og reduceret livskvalitet, derfor valgte jeg at blive fysioterapeut.

Mit hjerte banker for dem, der har smerter, få ressourcer og reduceret livskvalitet, derfor valgte jeg at blive fysioterapeut.

Lærke Winther


I flere år har jeg arbejdet på sociale udviklingsprojekter i Danmark, og i mit nuværende arbejde formår jeg at kombinere fysioterapien med et bæredygtigt udviklingsprojekt. Jeg befinder mig således i mit drømmejob.

At arbejde i et af verdens fattigste lande resulterer i høj grad i både faglige og personlige udfordringer og det er, hvad jeg elsker mest ved mit nuværende arbejde.

Jeg bliver inspireret af folk, der tager ansvar. Personligt, fælles og socialt. Det er ligeledes, sådan jeg håber, at jeg selv kan gøre en forskel – ved at tage ansvar og bidrage med min faglighed og mit engagement til social og bæredygtig udvikling.


Mine råd:

  • Drøm stort og vær proaktiv, så har du opskriften til en nuanceret og indholdsrig karriere. Fysioterapi favner et hav af muligheder inden for sundhed, og du kan selv forme din karriere i den retning, du drømmer om. 

  • Med en fysioterapeutisk platform kan du navigere inden for et komplekst sundhedsrelateret felt, hvor karrieremulighederne strækker sig over både offentlig og privat sektor, nationalt og internationalt.