Linda Røgen sætter tøjproducenterne under lup

Hun har læst purchasing management på designteknologuddannelsen.

Linda Røgen er uddannet designteknolog med speciale i purchasing management


Tekst: Lene Rasmussen, lenr@via.dk - Fotos: Jiri Thomas Keldgaard


Tøj til danske og europæiske forbrugere skal være produceret af medarbejdere, som kan arbejde under trygge vilkår og med den rigtige løn. Det er Linda Røgen med til at sørge for.

I butikkerne ligger tøjet klar til at blive solgt, og meget af tøjet er produceret i lande som Bangladesh og Kina. Men hvordan tøjet er blevet produceret? Er der tænkt på medarbejdernes sikkerhed, får de løn for overarbejde? Og hvilke kemikalier er der blevet brugt?
Det er netop de ting, som Linda Røgen holder øje med. Hun er corporate compliance manager hos PWT Brands.

”Det er skønt, når man kan være med til at forbedre sikkerheden og arbejdsforholdene på fabrikkerne og samtidigt styrke relationen til leverandørerne. Det er noget af det, der gør det fedt at komme på arbejde hver dag,” fortæller hun.

Linda Røgen blev færdig med sin uddannelse som designteknolog med speciale i purchasing management i december 2014 og blev ansat hos PWT Brands. Under studierne havde hun både været i praktik og arbejdet som indkøbstrainee samme sted.

Ansat lige efter studiet

Efter studiet blev hun ansat dels som indkøbsassistent og dels som corporate compliance manager, i dag arbejder hun på fuld tid med at holde øje med producenterne.

”En af mine mange opgaver er at sørge for, at grænseværdierne for kemikalier i produktionen bliver overholdt. Vi udvælger varer i hver kollektion og laver forskellige tests for at sikre dette. Der er forskellige krav til kemikaliebrug afhængigt af hvilken verdensdel, varerne skal sælges i,” forklarer hun.

PWT Brands leverer tøj til en række mærker som Bison, Lindbergh og Junk De Luxe, og det kræver kontakt med mange producenter for at kunne fylde tøjhylderne hos PWT Brands kunder og egne butikker.

I dialog med producenterne

En del af arbejdet går med at tjekke dokumenter fra kontrolbesøg på de fabrikker, som producerer tøjet. For eksempel skal bygningen leve op til sikkerhedskravene, der skal være sprinkleranlæg, nødudgange og ordentlige toiletforhold.

Linda Røgen undersøger også om medarbejderne har lov til at holde pauser, om de har en passende sygeforsikring, og om der er et officielt samarbejde mellem de ansatte og arbejdsgiveren.

Linda Røgen er corporate compliance manager hos PWT Brands

 

Det sker, at en ny leverandør ikke de lever op til de krav, der bliver stillet. Men en ny producent bliver dog ikke nødvendigvis opgivet med det samme. Hvis virksomheden er indstillet på at forbedre forholdene, kan der blive et samarbejde alligevel.

”Nogle gange er det enkle ting, som skal til for at forbedre medarbejdernes vilkår. Vi kan rådgive dem om, hvordan forholdene kan blive bedre, og så lægger vi en plan for arbejdet. Det er dog et krav, at de skal gå i gang med det samme,” forklarer hun.

Fokus på vilkår

Ifølge hende er arbejdsforholdene rundt om i verden blevet bedre. En af årsagerne er, at producenterne bliver mødt med større krav fra de virksomheder og brands, som opkøber tøjet.

”Det er ikke kun EU og de vestlige lande, som stiller krav om at forbedre forhold for medarbejdere og miljø, der ligger et globalt pres. Mange af producenterne kender til kravene, og de ved, at det i dag ikke kun handler om at konkurrere på gode priser.”