Paulos Alexandros Georgakatos

Stilling: Fysioterapeut og ejer af Fysio Performance
Uddannelse: Fysioterapeutuddannelsen

Paulos Alexandros Georgakatos

Mit job

Få uger efter jeg blev færdiguddannet som fysioterapeut åbnede jeg min egen virksomhed, Fysio Performance, der ligger i fitnesscentret Hi Five Fitness i Aarhus. Her tilbyder jeg fysioterapi, akupunktur, massage og personlig træning.

Jeg blev fysioterapeut, fordi jeg altid har interesseret mig for krop og bevægelse, og fordi jeg gerne ville have et job med mening. Det er en stor drivkraft og motivation for mig, at jeg kan hjælpe andre mennesker. 

At blive iværksætter var slet ikke inde i min tankegang, da jeg startede på fysioterapeutuddannelsen, men ideen er lige så stille er vokset frem. De sidste halvandet år af uddannelsen skabte jeg mit eget studiejob ved at tilbyde massage og akupunktur fra mit eget hjem. 

Ambitionen er at hjælpe flest mulige mennesker til at blive den bedste udgave af dem selv.

Drømmescenariet var at blive selvstændig inden for et område, som jeg brænder for. Og det føles helt rigtigt at kaste mig ud i det nu som 25-årig, hvor jeg ikke har de store økonomiske forpligtelser.

Paulos Alexandros Georgakatos

Det tiltaler mig meget at være herre i eget hus og styre tingene selv. Det er mig, der tager beslutningerne og styrer processen. Det giver en særlig glæde og stolthed, når tingene lykkes.

Jeg er desuden i fuld gang med en specialistuddannelse i sportsfysioterapi, fordi min store interesse er at arbejde med atleter og sportsfolk.

Mine råd:

  • Som fysioterapeut skal du turde at komme tæt på alle slags mennesker og arbejde med mange forskellige problemstillinger.

  • Du skal kunne lide at lære med hænderne. Fysioterapi er også et håndværk. Der er mange praktikperioder i løbet af uddannelsen, så du kommer hurtigt ud i virkelighedens verden og prøver tingene af.