Thomas Markvart Sørensen

Stilling: Sygeplejerske i psykiatrien i Norge
Uddannelse: Sygeplejerskeuddannelsen

Thomas Markvart Sørensen


Mit job

Det fede ved psykiatrien er, at mit vigtigste værktøj i behandlingen er mig selv og min evne til at gå i relation med patienterne og få dem til at åbne op. Jo mere de åbner op, jo bedre kan jeg og mine kolleger målrette behandlingen til den enkelte person. Det betyder, at jeg kan udvikle mig i mit job hele livet.

Psykiatrien var slet ikke i mine tanker, da jeg startede med at læse som 29-årig efter at have kørt lastbil i 10 år. Men praktikken fik mig til at falde for den gren af sygeplejen. De sidste par år af min uddannelse havde jeg studiejob som afløser på E2 – akut psykiatrisk døgnafsnit - på Regionshospitalet Randers. Det var meget lærerigt.

Min udlængsel og lyst til at opleve andre landes sundhedssystemer fik mig til at tage til Grønland i seks måneder, hvor jeg arbejdede på psykiatrisk sengeafdeling på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

Det var fedt at komme til Grønland, hvor min oplevelse var, at der er bedre tid til at imødekomme patienternes ønsker og skabe indhold i deres hverdag, end tilfældet er i Danmark. Vi havde terapigrupper med værksteder og forskellige andre aktiviteter, der var med til at afklare og styrke patienternes egne ressourcer.

For knap en måned siden startede jeg i mit nuværende job på Afdeling Psykose 1 på Akershus Universitetssykehus i Norge. Jeg er ansat gennem et vikarbureau, for der er mangel på sygeplejersker i Norge, så det er ret let at få arbejde.

Jeg skal helt sikkert mere ud i verden med mit fag, for det er utroligt givende både fagligt og personligt. På sigt har jeg en drøm om at prøve at arbejde i psykiatrien i alle de nordiske lande.

Thomas Markvart Sørensen i Norge

Mine råd

  • Vær åben over for det, du lærer, og det du kan blive med uddannelsen. Lås dig ikke fast på dit drømmejob. Det kan ændre sig.

  • Tænk efter om lysten til at være noget for andre mennesker bor i dig. Du skal besidde meget empati og sympati for andre mennesker for at blive en god sygeplejerske.

Jeg skal helt sikkert mere ud i verden med mit fag, for det er utroligt givende både fagligt og personligt.
  • Det er vigtigt, at du går til arbejdet med ydmyghed og en erkendelse af, at du ikke kan nå det hele på enhver vagt.