Studerende på Campus Horsens

Kom til Åbent Hus og hør mere om uddannelsen

Vil du løse ingeniørrelaterede problemer ved at anvende dine kreative evner? Vil du inddrage samfundsforhold og miljø i dit arbejde? Og vil du gerne have fleksibilitet i dit studie? Så er netuddannelsen til maskiningeniør noget for dig!

VIA Maskiningeniør (NET)

Diplomingeniør

Om uddannelsen

  • Fakta

    Titel: Diplomingeniør, Maskiningeniør

    Varighed: 3 ½ år

    Studiestart: August

    Uddannelsesbyer: Horsens

    Praktiksteder: Danske eller internationale virksomheder der har ingeniører ansat eller rådgivende ingeniørfirmaer.

    Undervisningssprog: Dansk

    Økonomi: Du kan søge om SU på su.dk. Desuden kan du søge om SPS (Specialpædagogisk Støtte), hvis du har funktionsnedsættelse.

    Studieordning: Se studieordning

    Mere information

  • Optagelse

    Uddannelsen har frit optag, hvis du opfylder adgangskravene.

    På den netbaserede uddannelse til maskiningeniør er du garanteret en studieplads, hvis du lever op til adgangskravene. Der er frit optag på uddannelsen. Vi forbeholder os ret til ikke at oprette hold i tilfælde af for få ansøgere.

    Kvote 1 og 2

    For at blive optaget på uddannelsen skal du have bestået en af følgende eksamener: 

    • Studentereksamen (stx)
    • Højere forberedelseseksamen (hf)
    • Handelseksamen (hhx) eller 
    • Højere teknisk eksamen (htx) 
    • Adgangskursus til ingeniøruddannelserne.

    Du kan også blive optaget på maskiningeniøruddannelsen med en uddannelse som produktionsteknolog:
    Læs om uddannelsen til produktionsteknolog.

    Fra 2018 vil der i Kvote 2 også blive lagt vægt på, hvis du har et fag- eller uddannelsesrelevant kursus af minimum 6 måneders varighed.

    Specifikke adgangskrav

    Du skal have bestået følgende fag:

    • Matematik på A-niveau
    • Fysik på B-niveau
    • Engelsk på B-niveau
    • Kemi på C-niveau 

    Ansøgningsfrister

    • Kvote 1: 5. juli kl. 12.00
    • Kvote 2: 15. marts kl. 12.00

    Søg ind helt frem til studiestart

    Vi optager studerende helt frem til studiestart. Men er den officielle ansøgningsfrist for kvote 1 og kvote 2 overskredet, får du et afslagsbrev fra Den Koordinerede Tilmelding (KOT). 

    Det betyder dog IKKE, at du ikke er optaget. Du vil i stedet for modtage et gældende brev fra VIA University College vedrørende din optagelse.

    Mangler du den adgangsgivende eksamen?

    Hvis du har en erhvervsmæssig uddannelse (fx industritekniker, smed eller elektriker) eller to års relevant erhvervserfaring, men mangler du en adgangsgivende eksamen, kan du tage et 1-årigt adgangskursus:
    Læs om adgangskurset 

    Du kan søge om merit

    Hvis du har gennemført relevante uddannelseselementer fra en anden dansk eller udenlandsk videregående uddannelse, skal du søge om at få merit (de formelle adgangskrav skal under alle omstændigheder være opfyldt).
    Kontakt studievejleder hvis det er aktuelt

    Studiestart i august

    Maskiningeniøruddannelsen har studiestart i august.

    Regler for ansøgning og optagelse

    Inden du søger ind på maskiningeniør-uddannelsen, skal du læse reglerne for ansøgning og optagelse. Det er vigtigt, da fejl i din ansøgning er dit eget ansvar, og det kan betyde, at du ikke kan blive optaget på uddannelsen.

    Reglerne beskriver:

    • Generelle regler og procedurer vedr. ansøgning og optagelse
    • Ansøgning gennem kvote 1 og 2
    • Ansøgning om merit
    • Ansøgning om individuel kompetencevurdering
    • Ansøgning med en udenlandsk eksamen

    Læs reglerne for ansøgning og optagelse.

  • Opbygning

    Du kvalificerer dig til at arbejde med udviklingsprocesser – fra de første ideer til det færdige produkt.

    Hvis du har brug for fleksibilitet eller bor langt fra et uddannelsessted, kan du vælge at læse den netbaserede maskiningeniøruddannelse.

    Uddannelsen har præcist det samme indhold og omfang som den almindelige maskiningeniøruddannelse.

    Netuddannelsen er et fuldtidsstudie.

    Om undervisningen 

    Den netbaserede maskiningeniøruddannelse er tilrettelagt som en kombination af netbaseret fjernundervisning fx som live-streaming og samlinger på maskingeniøruddannelsen på VIAs campus i Horsens. Her møder du dine medstuderende og undervisere ca. 3-6 dage om måneden.

    Du får undervisning, der kombinerer teori og praksis, og du kommer både til at arbejde individuelt og i grupper med projektarbejde.

    Hvis du ingen relevant erhvervspraktik har, før du starter på uddannelsen, skal du deltage i et værkstedskursus, der strækker sig over fem uger i løbet af uddannelsens første to semestre.

    Undervisningen foregår på VIAs maskinværksted på Campus Horsens, og du lærer blandt andet om værktøjer, metoder og processer inden for maskinteknik.

    1. semester - produktudvikling og design af mekanisk udstyr

    Det overordnede tema for 1. semester er "produktudvikling og design af mekanisk udstyr". Du får både udviklet dine evner til at arbejde problem- og projektorienteret og at udvikle dine evner til systematisk problemløsning og produktudvikling.

    2. semester – engineering med fokus på analytiske metoder

    Det overordnede tema for 2. semester er "engineering med fokus på analytiske metoder". Fokus er på integration af Applied science - det vil sige anvendelse af matematik, fysik og mekanik til at løse eller beskrive en selvvalgt udfordring.

    3. semester – maskinanlægs design, dynamik og dimensionering

    Det overordnede tema for 3. semester er "maskinanlægs design, dynamik og dimensionering”. Du lærer at arbejde med dynamik, matematik, pneumatik, hydraulik, transmissioner, termodynamik og innovative processer.

    4. semester – forretningsorienteret udvikling

    Det overordnede tema for 4. semester er "forretningsorienteret udvikling”. Du kommer bl.a. til at beskæftige dig med driftsteknik, kvalitetsstyring, miljø, og økonomi.

    5. semester – ingeniørpraktik

    På 5. semester af uddannelsen skal du 20 uger i praktik i en dansk eller international virksomhed. Her får du afprøvet din teoretiske viden i praksis, og du får et godt indblik i, hvad det kræver at arbejde som ingeniør. 

    Din praktik giver dig erfaring og viden, som du kan bruge i den afsluttende del af uddannelsen.

    6. semester – specialisering og internationalisering

    Det overordnede tema for 6. semester er "specialisering og internationalisering”. Dine personlige kompetencer kommer i centrum, og du skal vælge fem valgkurser indenfor områderne Intelligent mekanik, Innovation og produktdesign eller Bæredygtig energi. 

    Desuden skal du starte dit afgangsprojekt op med at udfærdige en projektbeskrivelse.

    7. semester – specialisering og afgangsprojekt

    Det overordnede tema for 7. semester er "specialisering og afgangsprojekt”. På 7. semester skal du vælge tre valgkurser, og du skal lave dit afgangsprojekt som fylder 2/3 af semestret. 

    Afgangsprojektet kommer du typisk til at udarbejde med en eller to medstuderende i samarbejde med en virksomhed.

    Læs mere

    Kursusudbud

    Maskiningeniøruddannelsen udbyder hvert semester en række kurser, som både nuværende studerende og eksterne kan tilmelde sig.

    Bemærk

    Der er nye studieordninger på vej for ingeniøruddannelserne på VIA med virkning fra august 2017.

  • Praktik

    Dit praktikophold ruster dig til arbejdsmarkedet

    Som studerende på den netbaserede maskiningeniøruddannelse skal du i praktik akkurat som de studerende på den almindelige maskiningeniøruddannelse.

    På maskiningeniøruddannelsen skal du på 5. semester 20 uger i praktik i en virksomhed. Her får du brugt din viden fra studiet i praksis, og du får en forsmag på det arbejde, du kommer til at udføre som færdiguddannet maskiningeniør.

    Du får som hovedregel løn under praktikken, hvis den foregår i Danmark. Får du ikke løn, så får du din SU med. Det samme gælder, hvis du tager til udlandet.

    Find det rigtige praktiksted

    Maskiningeniøruddannelsen har kontakt til en række virksomheder, som beskæftiger maskiningeniører. Det kontaktnet kan du bruge til at finde en virksomhed, der arbejder med lige netop det, du interesserer dig for.

  • Job & karriere

    Du får en bred vifte af karrieremuligheder i private og offentlige virksomheder i Danmark og udlandet

    Du kan fx komme til at arbejde som konstruktionsingeniør, udviklingsingeniør, projektleder, energikonsulent eller produktionschef. Uddannelsen giver dig desuden et godt fundament, hvis du ønsker at blive selvstændig med egen virksomhed.

    Mulighederne er mange, og maskiningeniører er eftertragtet arbejdskraft.

    Videreuddannelse

    Med en maskiningeniøruddannelse har du mulighed for at videreuddanne dig.

    Vil du læse videre, efter at du har afsluttet maskiningeniøruddannelsen kan du søge ind på en civilingeniøruddannelse på Aalborg eller Aarhus Universitet.

    Hjælp til din fremtidige karriere

    På VIA Campus Horsens har vi et karrierecenter, som hjælper dig med overgangen fra at være studerende til at blive en del arbejdslivet. De rådgiver dig om dine muligheder, om løn og om ansættelsesforhold og de arrangerer bl.a. Company Dating, hvor studerende og virksomheder møder hinanden på en uformel måde.

  • Internationale muligheder

    Vil du have en international oplevelse med din uddannelse?

    Som studerende på maskiningeniøruddannelsen kan du vælge at tage på studie- eller praktikophold i udlandet. Det giver dig kompetencerne til at arbejde i en international sammenhæng efter endt uddannelse.

    Det internationale studiemiljø på VIA Campus Horsens, hvor halvdelen af de ca. 4.000 studerende er internationale studerende, giver dig et godt afsæt, hvis du ønsker at arbejde i udlandet. For her lærer du at arbejde sammen med studerende fra andre lande, med andre sprog og en anden kultur.

    Kontakter i hele verden

    Hvis du vil til udlandet, har vi på uddannelsen og VIAs internationale kontor kontakter rundt om i verden. Career Service Centre på VIA Campus Horsens kan også hjælpe dig med at skabe kontakter til virksomheder.

  • Studieliv

    Som netstuderende vil du opleve et studiemiljø både på nettet og på Campus Horsens, hvor I mødes til samlinger.

    Som netstuderende bliver du en del af et studiemiljø på samme måde som på andre uddannelser. På den netbaserede maskiningeniøruddannelse foregår en stor del af studiemiljøet bare også på nettet.

    Campus Horsens

    Den netbaserede maskiningeniøruddannelse hører til i Horsens. Den foregår primært over nettet, men ca. 3-6 dage om måneden møder holdet på uddannelsen på VIAs campus i Horsens.

    Her vil du opleve at være en del af et levende uddannelses- og studiemiljø, og du vil møde de øvrige maskiningeniørstuderende, arbejde i laboratorier mm.

    Du vil også møde studerende, der læser noget andet end dig, blandt andet bygningsingeniør-, ICT-ingeniør-, markedsføringsøkonom- og bygningskonstruktørstuderende. Det skaber et spændende og dynamisk studiemiljø og optimale muligheder for at samarbejde på tværs af uddannelser.

    Som netstuderende er du altid velkommen til at deltage i både faglige og sociale aktiviteter på campus. Campus Horsens er åbent døgnet rundt.

    Studieaktiviteter

    Som netstuderende deltager du i undervisning, der kombinerer teori og praksis, og du kommer både til at arbejde individuelt og i grupper med projektarbejde.

    Læringen foregår derfor langt fra kun i mødet med underviseren, men også igennem de aktiviteter, underviseren eller studerende sætter i gang.

    Gruppearbejdet kan både bestå af, at netstuderende mødes fysisk og online, men tillader også gruppearbejde, hvor man ikke er online på samme tid. Hvordan den enkelte gruppe gør, afhænger selvfølgelig af gruppemedlemmerne og den stillede opgave.

    Den studerende betaler selv de transportudgifter, som er forbundet med at følge uddannelsens samlinger.

  • Kontakt

    Du er altid velkommen til at kontakte os med spørgsmål, eller hvis du vil besøge os.

    Har du spørgsmål om optagelse
    Kontakt studievejlederen

    Kontakt uddannelsen

    VIA Maskiningeniør
    Campus Horsens
    Chr. M. Østergaards Vej 4
    DK-8700 Horsens

    T: +45 87 55 40 00.
    E: horsens@via.dk   

    Åbningstider

    Telefonerne er åbne:
    Mandag - torsdag kl. 07:30 – 15:30
    Fredag kl. 07:30 – 14:30

    Find vej