Louise Bernsdorf 

Studie: Global Business Engineering

Hør Louise fortælle om sit studie og fremtidsdrømme.

 

Jeg er 20 år og studerer Global Business Engineering (GBE) på VIA i Aarhus. 

Jeg har valgt netop den uddannelse, da den blandt andet giver mig mulighed for selv at præge den retning, jeg vil inden for ingeniørfaget. Derudover er det en praktisk uddannelse, som betyder, at jeg kommer ud i verden og får prøvet mine kræfter af. 

Det er fedt, at det ikke kun er teori, og jeg føler, at jeg bliver klædt godt på til jobmarkedet.

Som pige på GBE er jeg en del af en mindretal, og jeg tror, det skræmmer nogle piger væk – hvilket er synd. Jeg bliver ofte mødt med fordomme om, at ingeniørstudiet er for nørder eller for drenge – men det er noget pjat. Jeg vil gerne være med til at modbevise de fordomme.  
Jeg kan rigtig godt lide at skabe og starte nye ting og projekter, og drømmen er at blive selvstændig.

Uddannelsen er oplagt, da den dækker både business og teknologi. Desuden lærer vi, hvordan du kan bruge hele verden som din arbejdsplads.

Jeg vil rigtig gerne være med til at skabe noget nyt, som kan hjælpe andre… hvad det er, ved jeg ikke endnu, men arbejder på sagen. Det kunne være det vildeste at gøre sin idé til virkelighed, eller hjælpe andre med det.

Derudover vil jeg rigtig gerne ændre det billede mange unge, specielt piger, har af ingeniørfaget. Det er et fag, der er styret af mænd, og jeg tror det vil have godt af, at kvinderne kom lidt på banen, da de har andre behov og kan komme med andre idéer. 

 

Mit råd 

  • Kom forbi studiet, og drik en øl med os bagefter i fredagsbaren – så kan du få et indblik i uddannelsen.