Jeg drømmer om at skabe fremtidens danske design arv! 

Mette Jochimsen læser Design & Business med speciale i Furniture Design

Mette Jochimsen

 

Derfor har jeg valgt møbeldesign

Jeg har valgt at studere møbeldesign for at få muligheden for at skabe designs som potentielt kan have en effekt på alt fra det æstetiske element i hjemmet til de større perspektiver i samfundet.

Jeg er fascineret af den måde design kan ændre vores omgivelser på gennem ideudvikling, nytænkning, eksperimenter, research og det at formgive.
Jeg er inspireret af de ikoniske, danske designere og arkitekter. Deres design er et bevis på, hvordan design kan ændre den generelle opfattelse af møblers udtryk. Deres nytænkning og eksperimenter med materialer og bedste siddestillinger har haft stor betydning for danske design i dag.

 

Det bedste ved mit studie

Det fedeste er helt klart, at teori møder praksis. Vi arbejder ud fra introduktioner til viden og får gennem projektarbejde dybere kendskab til det, vi har lært. 

Vi får en masse redskaber til at udvide vores kreative felt, ideudvikle og udvide forståelsen for hvad design kan rumme, ud over at tegne. Vi har også mange gode faciliteter på skolen, som gør, at man kan arbejde med prototyper og dermed gå fra ide til produkt.

Passion er et af de vigtigste elementer i studiet og skolen inspirerer virkelig en til at gøre sit bedste.

Muligheden for at teste, eksperimentere og skabe, ofte i samarbejde med virksomheder, gør at projekter kan blive til virkelighed.
Når vi er i praktik, får vi mulighed for at lære mere og teste, hvilke veje karrieren kan tage, alt efter hvilke samarbejdspartnere man vælger. Såvel store som små virksomheder kan give en den unikke mulighed for rent faktisk at arbejde med, det man læser til.

Mine råd til dig, der overvejer designuddannelsen

Opsøg og grib de chancer, du får både på og uden for skolen. Jeg har for eksempel gået på sommerskole i Milano, været 3 måneder i praktik i Indonesien og udstillet på designmesser i ind- og udland.

Sørg for at være engageret i studiet fra dag et. Mit engagement i studiet og projekter har fx givet mig muligheden for at være ambassadør for skolen. Jeg holder foredrag, underviser, koordinerer større udstillinger og receptioner.

Jo mere engageret du er, jo mere får du også ud af uddannelsen!

Mine fremtidsdrømme

Jeg drømmer om at påvirke omgivelserne på samme måde som tidligere designere har bevist er muligt.

Ved siden af mine studier har jeg etableret en selvstændig møbelvirksomhed, og mit mål er at udfordre den designindustri vi ser i dag og måden, vi opfatter og forholder os til design på.

’Refurning reality’ ’remøblere realiteten’, er målet med mit arbejde og grundlaget for min virksomhed, Jochimsen. Jeg ønsker at designe for udviklingens skyld, udfordre traditionerne for hvad møbeldesign er og kan være, ud fra en rebelsk tankegang.