Mikkel Ryborg

Studie: Bygningskonstruktør

Mikkel Ryborg

Mit studie

Jeg hedder Mikkel og er 33 år og læser til bygningskonstruktør på VIA. Jeg valgte bygningskonstruktør, dels fordi jeg fik konstateret dårlig ryg, grundet mit arbejde som tømrer og fordi, jeg gerne ville vide mere om de bagvedliggende normer for byggeriet.

Der er et stort sammenhold mellem de studerende, og der bliver hurtigt lavet fester, udflugter og arrangementer på tværs af uddannelsen.

Min fremtidsdrøm

Jeg drømmer om at læse videre inden for Byggeledelse og Kommunikation, og efterfølgende starte et selvstændigt firma op, der kan hjælpe privatpersoner med formidling af ønsker, kontrahering, styring og budgettering af deres byggeprojekter.

Det interesserer mig meget, hvordan man strukturerer og koordinerer et projekt, fra første spadestik til sidste klat maling. Med alle de forskellige aktører der skal styres. 

Jeg har en stor interesse for optimering af byggeri, samt de lovgivningsmæssige aspekter. 

Hvordan får man optimeret byggeriet, så det ikke overskrider en afleveringsfrist. Eller den økonomiske ramme, uden at det kommer til at gå ud over de entreprenører og håndværkere, der skal udføre arbejdet.

Simpelthen at få samlet de puslespilsbrikker, der hedder arbejdsmiljø, produktivitet og økonomi, i sådan en rækkefølge, at bygherre og arbejdstagere står lige og er tilfredse med hhv. resultat og proces.

Hvis du har en drøm om at blive bygningskonstruktør, så spørg dig selv om dette:

  • Betragter du husene omkring dig, og forestiller dig hvordan de ser ud bagved facaden?
  • Er du interesseret i arkitektur og bygningers udformning og hvordan de påvirker miljøet, både visuelt men også bæredygtigt?
  • Stopper du op og studerer byggepladser når du ser dem?
  • Kan du godt li at jonglere med mange bolde i luften på samme tid, og se dem falde på plads i sidste ende?

Hvis du kan svare ja til ovenstående – eller bare har en generel interesse inden for håndværk og byggeri, så er bygningskonstruktør helt klart en god uddannelse for dig!

 

 

Mikkel deler sit studieliv på Instagram

Mød ham og andre studerende på #viadk

Følg VIA på Instagram @viauniversitycollege