Tobias Kjærgård Pedersen

Studie: Materialeingeniør

 

Mit studie

Som materialeingeniør arbejder du med alle mulige materialer, fx plastic og metal, som du undersøger, hvordan man kan bruge i forskellige produkter - også tekstiler og fashion.

Jeg har været på et studieprojekt for H2O, hvor vi skulle prøve at gøre deres badesandal mere bæredygtig. Det var vildt spændende – og en meget håndgribelig opgave, sådan som det foregår ude i en virksomhed.

Arbejdet med materialer er en overset retning inden for ingeniørfaget. De fleste ved godt, at et byggeprojekt bliver styret af en ingeniør, og at ingeniøren søger for maskinen til byggeriet – men hvad er maskinen egentlig lavet af, og hvilke materialer bliver der brugt til bygningen? – Det er materialeingeniørens fagområde.

Uddannelsen har givet mig et andet forhold til tingene omkring os. Jeg går og undrer mig over, hvilke materialer der bliver brugt i forskellige produkter, om de er nemme at producere, og om de egner sig til genanvendelse.

Det fedeste ved uddannelsen foregår i laboratoriet, hvor jeg sidder og kigger på materialer i mikroskoper.

 

Jeg brænder ting af for at finde ud af, hvad de er lavet af. Splitter materialer ad og prøver at samle dem igen på en ny måde.

Mit kommende job

Som færdiguddannet vil jeg gerne arbejde med plastic. Det er sådan et fascinerende materiale, der kan bruges til utrolig mange ting.

Plastik er desuden dybt integreret i vores hverdag, og det er umuligt at forestille sig en verden uden brug af plastic.

Mine råd

Du skal være glad for at arbejde selvstændigt og selv sætte dig ind i tingene. Uddannelsen giver dig inspiration, men benarbejdet skal du selv lave.

Det betyder at der er en del selvstudie – men det giver helt sig selv. Når du har inspirerende forelæsere, så går du automatisk hjem for at arbejde videre selv.

Materialebiblioteket på uddannelsen til materialeingeniør