Studerende på VIA Markedsføringsøkonomuddannelsen

Tag en uddannelse med fokus på markedsføring, kommunikation og salg

VIA Markedsføringsøkonom

Erhvervsakademiuddannelse

Som markedsføringsøkonom lærer du, hvordan man lancerer og markedsfører produkter og serviceydelser til forskellige målgrupper på markedet. På uddannelsen til markedsføringsøkonom arbejder du tværfagligt med markedsføring og salg, økonomi, organisation og ledelse, international handel og kommunikation. 

Om uddannelsen til markedsføringsøkonom

  • Fakta

    Titel: Markedsføringsøkonom

    Varighed: 2 år (120 ECTS)

    Studiestart: September

    Uddannelsesbyer: Horsens

    Praktiksteder: Danske eller internationale virksomheder med salgs- og marketingafdelinger eller reklamebureauer.

    Undervisningssprog: Dansk

    Økonomi: Du kan søge om SU på su.dk. Desuden kan du søge om SPS (Specialpædagogisk Støtte), hvis du har en funktionsnedsættelse.

    Studieordning: Se uddannelsens studieordninger

    Mere information

  • Optagelse

    VIA Markedsføringsøkonom har frit optag, hvis du opfylder adgangskravene. 

    Markedsføringsøkonomuddannelsen har studiestart i september.

    Du er garanteret en studieplads, hvis du lever op til adgangskravene. Der er frit optag på uddannelsen.

    Adgangskrav til kvote 1

    Du skal have en af disse eksamener for at søge om optagelse:

    • Gymnasiale indslusningsforløb for flygtninge og indvandrere (gif)
    • Højere forberedelseseksamen (hf) 
    • Højere handelseksamen (hhx) 
    • Højere teknisk eksamen (htx) 
    • Studentereksamen (stx) 
    • Studiekompetencegivende eksamen ifm. erhvervsuddannelse (eux) 

    Adgangskrav til kvote 2

    • Relevant erhvervsuddannelse inden for detail, en gros, kontor eller finans
    • Erhvervserfaring inden for detail, en gros, kontor eller finans. 

    Specifikke adgangskrav til både kvote 1 og kvote 2

    • Matematik (B-niveau) eller Virksomhedsøkonomi (B-niveau)
    • Engelsk (C-niveau)

    Begge krævede fag skal være bestået, dvs. du skal have minimum 2,0 i gennemsnit. Gennemsnittet udregnes af alle de karakterer i faget, der fremgår på dit eksamensbevis. Kravet gælder optagelse i både kvote 1 og kvote 2.

    Mangler du et eller flere fag? Eller er der et fag, du ikke har bestået, som ligger over det krævede niveau?

    Læs mere om adgangskrav

    Ansøgningsfrister

    • Kvote 1: 5. juli kl. 12.00
    • Kvote 2: 15. marts kl. 12.00

    Du kan søge om merit

    Hvis du har gennemført relevante dele af en anden dansk eller udenlandsk videregående uddannelse, skal du søge om at få merit. 

    Kontakt vores studievejleder, hvis det er aktuelt for dig:

    Jes Holten Lützhøft
    Studievejleder
    E: jehl@via.dk

    Regler for ansøgning og optagelse

    Inden du søger ind på VIA Markedsføringsøkonom, skal du læse reglerne for ansøgning og optagelse. Det er vigtigt, da fejl i din ansøgning er dit eget ansvar, og det kan betyde, at du ikke kan blive optaget på uddannelsen.

    Reglerne beskriver:

    • Ansøgning gennem kvote 1 og 2
    • Ansøgning om merit
    • Ansøgning med en udenlandsk eksamen

    Læs reglerne for ansøgning og optagelse.

    Vil du tage uddannelsen på engelsk?

    Markedsføringsøkonomuddannelsen udbydes også på engelsk med navnet VIA Marketing Management.

  • Opbygning

    På uddannelsen til markedsføringsøkonom lærer du at arbejde med markedsføring og salg på det danske og internationale marked.

    Markedsføringsøkonom er en kort videregående uddannelse med to års undervisning primært inden for markedsføring og salg.

    Uddannelsen fokuserer, ligesom erhvervslivet, på team- og projektarbejde. Du kommer til at arbejde med tværfaglige virksomhedsprojekter, der ligger tæt på virkelighedens konkrete arbejdsopgaver.

    1. semester: Forretningsforståelse, metode og markedsforståelse

    På 1. semester fokuserer vi primært på, hvilke elementer en virksomhed består af, hvordan de hænger sammen og hvordan de kan tilpasses den situation, virksomheden befinder sig i. 

    Fagområder: international markedsføring og salg, økonomi, markedskommunikation, organisation og ledelse, supply chain management og erhvervsret.

    2. semester: Taktisk og operationel markedsføring B2C og B2B. 

    Samme fag som på 1. semester. Men på 2. semester dykker vi mere ned i de forskellige fagområder og arbejder med konkrete opgaver:

    • Hvordan planlægger man analyser af markedet og kunder?
    • Hvordan laver man markedsføringsplaner? 
    • Hvordan udfører man marketingkampagner i praksis?

    3. semester: International markedsføring og salg samt økonomi

    Vi fokuserer på, hvordan virksomheden markedsfører sig på internationale markeder? Hvad skal man være opmærksom på, når man arbejder internationalt? Hvordan sikrer virksomheden sig, at den udfører sine aktiviteter profitabelt, når den bevæger sig ud i verden? 

    Du kan vælge mellem flere valgfrie fag:

    • Digital markedsføring
    • Professionel og praktisk kommunikation
    • Bæredygtighed
    • Entreprenørskab og kreativitet
    • Rationel beslutningsstøtte (økonomi, statistik og erhvervsret)

    4. semester: Praktik og afsluttende projekt

    På 4. semester er du i praktik i en virksomhed, som du selv vælger, hvorefter du skriver dit afsluttende projekt. 

    Praktikken varer minimum tre måneder. Du skriver typisk dit afsluttende eksamensprojekt på baggrund af praktikopholdet, dvs. med afsæt i en problemstilling du har identificeret i samarbejde med praktikvirksomheden.

    Du vælger selv, om du vil tage din praktik i en dansk eller en international virksomhed.

    Uddannelsen begynder med en studiestartsprøve

    Senest en måned efter studiestart skal du gennemføre og bestå en test for at kunne fortsætte på uddannelsen til markedsføringsøkonom.

    Formålet med studiestartsprøven er at sortere inaktive studerende fra uddannelsen.

    Du kan læse mere om studiestartsprøven i studieordningen.

     

     

  • Praktik

    Dit praktikophold forbereder dig på arbejdsmarkedet som færdiguddannet. 

     På markedsføringsøkonomuddannelsen skal du på 4. semester i praktik i en virksomhed.

    Praktikken varer minimum tre måneder. Du skriver typisk dit afsluttende eksamensprojekt på baggrund af dit praktikophold, dvs. med afsæt i en problemstilling du har identificeret i samarbejde med praktikvirksomheden.

    Du vælger selv, om du vil tage din praktik i en dansk eller en international virksomhed.

    Få god erfaring med arbejdsmarkedet

    I praktikken får du brugt din viden fra studiet i praksis. Du får en forsmag på det arbejdsliv, der venter som færdiguddannet markedsføringsøkonom.

    I løbet af praktikken deltager du i virksomhedens arbejde og aktiviteter med konkrete opgaver, fx:

    • Kundebesøg
    • Analyse af kundegruppens behov
    • Markedsføringskampagner og materialer
    • Opgaver på virksomhedens hjemmeside og sociale medier

    Du har en praktikvejleder på virksomheden og på uddannelsen, som sikrer dig kvalitet i opholdet.

    Økonomi under praktikken

    Du får SU under dit praktikophold.

    Find det rigtige praktiksted

    Vi har kontakt til en række virksomheder, der ansætter markedsføringsøkonomer. Du har selv ansvaret for at finde din praktikplads, og du kan bruge vores kontaktnet til at finde en virksomhed, der arbejder med dét, du interesserer dig for.

  • Job og karriere

    Som markedsføringsøkonom kan du arbejde med markedsføring og salg hos både danske og internationale virksomheder.

    Uddannelsen til markedsføringsøkonom er en kort videregående uddannelse for dig, der gerne vil hurtigt ud på arbejdsmarkedet og bruge din faglighed. 

    Efter to års uddannelse er du som markedsføringsøkonom klar til mange forskellige job inden for markedsføring og salg i Danmark og udlandet.

    Hvilken jobtitel vil du have?

    Som markedsføringsøkonom kan du arbejde inden for fx marketing, reklame, salg og eksport. 

    Som nyuddannet kan din jobtitel typisk være salgs- eller marketingassistent, marketingkoordinator, sælger, reklamekonsulent eller informationsmedarbejder.

    Hvis du vil være selvstændig, får du på uddannelsen undervisning i entreprenørskab. Nogle vælger efterfølgende at etablere sig som rådgivere inden for fx digital markedsføring.

    Du kan videreuddanne dig til bachelor

    Du kan vælge at videreuddanne dig og tage en overbygning på 1½ år, så du bliver professionsbachelor. 

    VIA tilbyder en overbygning i International handel og markedsføring. Uddannelsen findes på både dansk og engelsk og foregår på Campus Horsens.

    Hjælp til din fremtidige karriere

    På Campus Horsens har vi et karrierecentret Career Service Centre, som kan hjælpe dig med overgangen fra at være studerende til at blive en del arbejdslivet.

    Karrierecentret kan rådgive dig om dine muligheder, om løn og om ansættelsesforhold. Desuden arrangerer de Company Dating, hvor studerende kan møde virksomheder, der kan være interessante som praktiksted eller evt. ansættelse. 

  • Internationale muligheder

    Vil du have en international oplevelse med din uddannelse?

    Som studerende på markedsføringsøkonomuddannelsen kan du vælge at tage på praktikophold i udlandet på 4. semester. 

    Udlandspraktik giver dig en god erfaring med, hvad det vil sige at bo og arbejde i udlandet. Med udlandspraktik får du nogle helt særlige kompetencer til at arbejde i et internationalt miljø efter endt uddannelse.

    Internationalt studiemiljø på campus

    På Campus Horsens er halvdelen af de ca. 4.000 studerende internationale studerende. Det internationale studiemiljø giver dig også et godt afsæt for at arbejde internationalt. For her lærer du at arbejde sammen med studerende fra andre lande, med andre sprog og en anden kultur.

    Kontakter i hele verden

    Hvis du vil til udlandet, har vi på uddannelsen og på Career Service Centre på Campus Horsens kontakter til virksomheder rundt om i verden.

  • Hverdagen på studiet

    På uddannelsen til markedsføringsøkonom arbejder du med virksomhedsprojekter tæt på det lokale erhvervsliv.

    På markedsføringsøkonomuddannelsen får du klasseundervisning, hvor teorien bliver bundet sammen med konkrete cases fra virksomheder. Uddannelsen har et tæt samarbejde med lokale virksomheder, som du får gavn af under hele din uddannelse.

    På uddannelsen fokuserer vi, ligesom erhvervslivet, på team- og projektarbejde. Du kommer blandt andet til at arbejde med flere tværfaglige virksomhedsprojekter.

    Virksomhedsbesøg

    Vi arrangerer studieture, hvor vi besøger en virksomhed. Her møder vi erfarne fagfolk i branchen, der fortæller om deres arbejdsområde og arbejdsmetoder, fx hvordan man lancerer en ny produktserie, analyserer målgruppens behov, laver en markedsføringsplan, en reklamekampagne eller hvordan man kommer ind på det internationale marked. 

    Forventninger til dig som studerende

    Markedsføringsuddannelsen er et fuldtidsstudie med en gennemsnitlig arbejdsindsats på ca. 40 timer om ugen.

    Den skemalagte undervisning kan variere fra uge til uge. Vi forsøger at have en skemafri studiedag hver uge for at give plads til forberedelse og studiegrupper. 

    Særligt for nye studerende

    Vi arrangerer et fælles introforløb for alle nye studerende med fællesspisning og rundvisning på campus. Det hjælper dig til at komme godt i gang med dit nye liv som studerende, og du lærer dine nye klassekammerater at kende. 

    Alle nye studerende bliver introduceret til studiegruppens funktion, og hvordan man samarbejder i en gruppe. På uddannelsen bliver der etableret studiegrupper med alle studerende.

    Campus Horsens

    Markedsføringsøkonom uddannelsen holder til på Campus Horsens. Her får du et studieliv på en stor campus med ca. 4.000 studerende og over 30 uddannelser.

    Campus Horsens har et internationalt studiemiljø med studerende fra hele verden. 

    Nye kollegieboliger

    Hvis du mangler et sted at bo kan du søge om en lejlighed i Campus Student Village, der ligger lige ved siden af Campus Horsens.

    Du kan også finde en bolig i ungdomsbyen Kamtjatka. Kamtjatka har plads til 300 unge, og er beliggende tæt på Horsens centrum.

  • Kontakt

    Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål, eller hvis du vil besøge markedsføringsøkonomuddannelsen.

    Har du spørgsmål om optagelse
    Kontakt studievejlederen

    Kontakt uddannelsen

    VIA Markedsføringsøkonom
    Campus Horsens
    Chr. M. Østergaards Vej 4
    DK-8700 Horsens

    T: +45 87 55 40 00. Telefonerne er åbne mandag-torsdag kl. 07:30 – 15:30, fredag kl. 07:30 – 15:00
    E: horsens@via.dk   

    Find os på Google Maps.