Campus Horsens har et studiemiljø med mange forskellige aktiviteter. Der er bl.a. studenterbaren, og den nye store idrætshal hvor VIA Sports Club arrangerer, at du kan dyrke alt fra badminton til mixed martial arts. De Studerendes Råd sørger desuden for, at der bliver afholdt filmaftner, fester og meget andet.
Campus Horsens er åbent døgnet rundt.
Før dine idéer ud i livet
Hvis du vil arbejde med innovation, eller har du en vild idé, som du vil leve ud i livet, kan du gøre det i samarbejde med VIA Studentervæksthuse. Her bliver du en del af et entreprenant miljø, hvor mange studerende har oprettet små virksomheder.
VIA er i 2018 kåret til Danmarks mest entreprenante uddannelsesinstitution.
Tæt på erhvervslivet
Vitus Bering Innovation Park er en del af Campus Horsens. Virksomhederne i innovationsparken er med til at skabe et godt samspil mellem de studerende, uddannelserne og erhvervslivet. I praksis betyder det, at mange projekter bliver til i et samarbejde mellem virksomhederne og de studerende.
Det tætte samarbejde gør, at du får mulighed for at få en god forståelse for, hvad det helt konkret kræver at gøre en virksomhed til en succes.
Nye kollegieboliger
Hvis du mangler et sted at bo, kan du søge om en lejlighed i Campus Student Village, der ligger lige ved siden af Campus Horsens.
Du kan også finde en bolig i ungdomsbyen Kamtjatka. Kamtjatka har plads til 300 unge, og er beliggende tæt på Horsens centrum.