Læs om studietur til Norge med VIA Læreruddannelsen i Skive

Studietur i sneen med overnatning i skov og på fjeld

15 studerende fra friluftsholdet overnattede udendørs på fjeldet og i skoven.

Et 17 mand stort hold fra Læreruddannelsen i Skive - bestående af 15 studerende fra dette og sidste års friluftshold samt to undervisere - er netop vendt hjem efter en uge i den barske norske natur ved Hovden.

Syv dage forinden forlod de i samlet flok Skive i bus, spændte og klar til at teste, hvad de havde lært igennem deres friluftsundervisning på Læreruddannelsen i Skive.

Fjeldturen bød på udfordringer, hvor de lærte friluftsfærdigheder skulle stå sin prøve: lave lejr i den fri natur, grave ud til bål, lave toilet og sovepladser. Sammen byggede de forskellige overnatningsmuligheder. Nogle sov under et grantræ og andre i bivuak, sneklokke eller medbragt lavvo. 

Vigtigt at være ”tør, mæt og varm”

Transporten rundt i terrænet foregik naturligvis på ski, både alpin- og langrendsski, og så skulle der øves orienteringsfærdigheder i naturen med kort og kompas. 

Her har de studerende skullet beherske teknikker til at overholde en af friluftslivets grundregler om vigtigheden af at være "tør, mæt og varm".

Men det er ikke kun de fysiske udfordringer, de studerende har skullet tackle. 

Hold humøret højt

Det at klare sig igennem pressede situationer og bevare humøret højt, og det at erfare, hvordan man selv og andre reagerer i pressede situationer, har været mindst lige så vigtigt for den gode friluftsoplevelse.

Netop hjemvendte fra turen kan friluftsholdet konstatere, at det har været en supergod og lærerig oplevelse med masser af udfordringer for alle 15 studerende, både fysisk, psykisk og socialt. 

Alle føler sig nu bedre rustede til at klare sig i et miljø, der giver udfordringer som lærer, inde og ude i naturen, så bare kom an!

Kontakt

Læreruddannelsen i Skive
Henrik Scheel Andersen, faglig leder, lektor
T: +45 87 55 32 11
hsa@via.dk