Samarbejdet mellem pædagog og sundhedsplejerske kan øge små børns trivsel

Artikel af lektor Anne Birgitte Fruelund Jensen og lektor Helle Blunk Brandt, VIA University College

Hvordan opsporer du som vuggestuepædagog og sundhedsplejerske potentiel udsathed hos 0-2 årige børn? Det får du eksempler på i denne artikel. Du får indblik i en sundhedsplejerskes og en vuggestuepædagogs fortællinger om det ”svære” i arbejdet med tidlig opsporing, og hvordan de fagligt og menneskeligt handler i praksis.
Samarbejdet mellem pædagog og sundhedsplejerske kan øge små børns trivsel

Hvornår er småbørn potentielt udsatte?

Du er måske stødt på det før i dit arbejde. Det er børn, der i perioder viser tegn på ubalance i deres trivsel og udvikling. Det kan fx skyldes uopdaget sygdom eller nedsat syn og hørelse hos barnet.

Det kan også handle om noget i barnets omgivelser, fx et begyndende omsorgssvigt, hvor den ene eller begge forældre begynder at udvikle stress, depression, misbrug eller lignende. Når en eller flere af disse faktorer i barnets omgivelser virker ind på hinanden, kan det give anledning til mistrivsel hos barnet.

Her er der vigtige tegn hos barnet, vi som professionelle kigger efter og italesætter som en spirende bekymring. Det, vi handler på, er noget, vi mærker og italesætter som ”den tavse viden” (Weber), fordi vi ikke altid får delt denne viden med kollegaer.

Færre underretninger når det gælder de yngste

For at små børn trives, er de meget afhængige af omsorg, samhørighed og stimulering fra omgivelserne. En sikker tilknytning tidligt i livet er vigtig, da den får betydning for barnets evner til at indgå i fremtidige relationer (Hart).

Når vi holder den viden op mod antallet af underretninger (Ankestyrelsens statistikker) i forhold til de yngste børn, der ikke har et verbal sprog, så opstår der et paradoks. For det viser sig, at jo yngre børnene er, jo færre underretninger bliver der registreret. 

Næsten halvdelen af alle underretninger på 0-2 års området handler om omsorgssvigt, overgreb og funktionsnedsættelse hos forældre (Ankestyrelsens statistikker). Det vil sige, at det er noget i omgivelserne, hvor vi fagprofessionelle ikke er i tvivl om mistrivslen og laver de underretninger, der er behov for.

Udfordringen ligger derfor i at handle på signaler hos barnet. Det, der går forud for en eventuel underretning. Det vil sige den potentielle udsathed hos barnet - det, der er svært at analysere og forstå, og hvorfor det også bliver svært at handle på. Det giver fortællingerne herunder indblik i.

Hvordan oplever sundhedsplejersken og pædagogen arbejdet?

Du får her indblik i to fortællinger (Perregaard), der viser forskellige temaer og praksis, som har været med til at reducere potentiel udsathed hos små børn og deres familier.

En sundhedsplejerske fortæller om kompleksiteten i sit arbejdet;

"En mor har ringet adskillige gange, hun havde et grædende 2 mdrs. barn - et uroligt barn. Der var ikke noget tidspunkt på dagen, hvor hun i en længerevarende periode havde ro og sov. Under mine besøg talte vi døgnrytme, det at få hende til at sove i barnevognen, og det at prøve at aflæse hende lidt - hvornår virkede hun træt og gned sig i øjnene, kunne det være når hun havde spist eller fået en tør numse. Når jeg kom fra de her besøg, tænkte jeg aaaahhh - hvad er det lige der er på spil? Jeg syntes, jeg snakkede rigtig meget om det med rytme og rigtig meget om det med mad. Gad vide om der kunne være andre ting på spil? Jeg lavede et ekstra besøg i familien, for jeg kunne godt mærke på mor, at der var nogle ting. Her fik jeg spurgt ind til: "hvordan har I det egentligt?" Det var simpelthen det, der fik boblen til at briste. Herefter fik vi nogle samtaler omkring noget hjælp, så de kunne komme videre”.

En pædagog fra vuggestuen fortæller om et dilemma i arbejdet med et vuggestuebarns trivsel;

”Et barn der er her mange timer hver dag. Barnet er træt og begynder at reagere, og er ked af det, viser tegn på at, det faktisk bare gerne vil have mor og far både i afleveringer og i afhentniger. Barnet er træt og skaber mange konflikter for sig selv, fordi barnet er her i mange timer. Der kan jeg godt føle mig sådan lidt utilstrækkelig og ked af det, fordi jeg kan jo ik’ gå ind og sige til forældrene at ... jo jeg kan godt vejlede dem og sige ... det kan være, han reagerer sådan, fordi han er her i mange timer - det må jeg jo gerne sige - men jeg kan jo ikke sige, at de ikke må aflevere ham. Der kan jeg godt føle sådan lidt, at det syns jeg ikke er barnets tarv”.

Fortællingerne viser, hvordan tidlig opsporing af trivselsproblemer hos de 0-2 årige børn udspiller sig gennem hverdagsfortællinger hos en vuggestuepædagog og en sundhedssplejerske.

Trivselsproblemer hos 0-2 årige børn, handler om at undersøge og indfange det svære, som ikke er let at sætte ord på. Det der ofte tidligt viser sig som kropslige fornemmelser - ”en tavs viden”, som du ikke deler. Men når du deler den med andre fagprofessionelle, så bliver fortællingen eksternaliseret (White) og kan danne baggrund for analyse og vurdering ift. til, hvordan vi kan handle og starte en tidlig opsporing og indsats. 

Hvordan får vi øje på det svære?

Løsningen er at se en værdi i og anerkende behovet for et refleksionsrum, hvor vi som fagprofessionelle kan dele vores hverdagsfortællinger. Det, der ligger bag potentiel udsathed hos 0-2 årige børn, er ofte komplekst og svært at indfange. Hverdagsfortællingerne skal derfor hjælpe med at synliggøre den professionelles praksis - det levede liv ude hos familierne og i vuggestuen.

Fortællingerne har vi gjort synlige for dig, så du har mulighed for at få indblik i andres praksis og forhåbentlig får lyst til at dele dine lignende fortællinger med kollegaer. Fortællingerne viser også, at samarbejdet mellem sundhedsplejersker og vuggestuepædagoger ligger som et åbent landskab klar til at blive udviklet og dyrket. 

Vi har som fagprofessionelle derfor en opgave i at undersøge, hvordan vi kan udvikle samarbejdet. Vi vurderer at et tættere samarbejde mellem sundhedsplejersker og pædagoger kan kvalificere den tidlige opsporing af trivselsproblemer hos potentielt udsatte småbørn. Samarbejdet kan tillige styrke forberedelsen og brobygningen mellem barnets to arenaer - hjemmet og dagtilbuddet.

Referencer

  1. Ankestyrelsens statistikker. Underretningsstatistik. Årsstatistik 2015. Ankestyrelsen.
  2. Hart, S. (2009) Den følsomme hjerne. Hans Reitzels Forlag.
  3. Perregaard, B. (2016) Narrativitet mellem sprog, handling og selv. Samfundslitteratur
  4. Weber, K. (2010) Tavs viden – kernen i menneskearbejdet i den offentlige sektor – eller blot dét vi mangler ord for? Social Kritik.
  5. White (2006) Narrativ praksis, Hans Reitzels Forlag

Om Anne Birgitte og Helle

Anne Birgitte Fruelund Jensen og Helle Blunk Brandt er begge lektorer ved VIA University College. Anne Birgitte og Helle har som led i et forsknings og udviklingsprojekt indsamlet interviews i en større midtjysk kommune. Disse illustrerer, hvordan sundhedsplejersker og pædagoger arbejder med tidlig opsporing af potentiel udsathed hos 0-2 årige børn i praksis.
Anne Birgitte Fruleund Jensen | VIA University College

Kontakt

Anne Birgitte Fruelund Jensen

T: +45 8755 1889
E: abfj@via.dk

Helle Brandt

Kontakt

Helle Blunk Brandt

T: +45 8755 1896
E: helb@via.dk