Artikel

Bæredygtighed - Sådan driver du bæredygtig ledelse 

Omstillingen til at blive bæredygtige virksomheder og organisationer er kompleks. Det er en ny måde at drive virksomhed på. Og her er du som leder et vigtigt bindeled og drivkraft. Tag ledelsesopgaven på dig – den har aldrig været vigtigere. Du skal turde at spille dig selv på banen, og du skal turde at fejle. At samle op. Og at forsøge igen. For her er ingen opskrift.

Bæredygtig ledelse - er du en bæredygtig leder? Billede fra brainstormIfølge Dansk Industri (DI) kendte 63% af alle danske virksomheder i 2018 til FN’s verdensmål. Heraf arbejdede 22% af dem strategisk med verdensmålene. Det er en stigning på 10% på blot et år, da andelen af strategiske tilgange i 2017 var 12%.

Vi kan altså konkludere, at danske virksomheder er begyndt at tænke anderledes – tænke cirkulær økonomi og bæredygtighed. Ifølge DI er det specielt de store virksomheder, der er i front som begyndende bæredygtige virksomheder. Men uanset størrelse skal alle virksomheder og organisationer nu op i et højere gear for at kunne håndtere en ny måde at drive forretning – og her har du som leder en nøglefunktion.

Dine medarbejdere skal igennem en forandringsproces – de skal have en ny og anden forståelse af verden, ny og kommende lovgivning, cirkulær økonomi og værdikæder. Og du har den kæmpe opgave at ændre mindsettet hos dem.

Bæredygtig ledelse mod bæredygtig omstilling – leder, du skal flytte mindset

Det gamle industrielle mindset var (og er stadig mange steder) økonomisk vækst og konkurrence. Førhen gik vi ind i samarbejder eller ind på markeder, fordi der var penge i det. Nu behøver vi et bæredygtigt mindset, som forstår og ser verden som et økologisk hele.

Her vil organisationer og virksomheder opleve, at vi skal lære at tænke værdi på andre måder - hvor ikke kun økonomiske bundlinjer tæller, men også sociale og klimamæssige resultater medtages. På den korte bane vil lovgivning muligvis bidrage til, at det faktisk hjælper på den økonomiske bundlinje at inddrage sociale og klimamæssige overvejelser i sin produktion. Men der ligger også et behov for et generelt holdningsskifte i forhold til at kunne acceptere en lavere økonomisk profit for den ”bedste løsning for hele kloden”.

Disse valg og nye mindset skal medarbejderne forstå – og de skal købe ind på dem. Man flytter selvsagt ikke mindset på én dag. Her er konkrete forslag til dig som leder, som du med fordel kan være opmærksom på under forandringsprocessen:

  1. Vær konkret på ønsket adfærd – vi mennesker drages af billeder, der viser hvor vi skal hen.
  2. Sprog skaber adfærd – hvordan italesætter du de nye muligheder?
  3. Opsæt muligheder i stedet for begrænsninger - ingen bryder sig om at få taget noget fra sig. Gør i stedet de nye opgaver attraktive.
  4. Undgå ”bæredygtighedspolitiet” – restriktioner stopper nysgerrighed.
  5. Tag på dig at du er en rollemodel – du skal turde gå forrest. Du skal turde at fejle.
  6. Del successer og fiaskoer - tal med dine medarbejdere om, at I er på en rejse sammen. I skal lære af både det dér virkelig rykker, og I skal lære af det som mod forventning ikke gør.

Bæredygtighed: Hvor er mulighederne for din virksomhed eller organisation?

Udover der ligger en stor ledelsesrolle i at ændre mindset og adfærd, har vi efterhånden også indset, at det er nødvendigt at ændre den måde, vi producerer og forbruger varer på, hvis vi skal imødegå de udfordringer, vi står over for i dag.

Cirkulær økonomi og strategisk bæredygtig omstilling sker på mange planer. Det kan måske virke som om, at store virksomheder kan sætte ”større” ind, end små og mellemstore virksomheder kan det. But size just doesn’t matter, når vi snakker bæredygtighed. Målet er fælles for store, mellemstore og små virksomheder; vi skal skabe mere værdi for færre midler - alle virksomheder skal minimere miljøbelastningen og mindske omkostningerne.

Her er det helt afgørende at finde det eller de indsatsområder, hvor I kan gøre den allerstørste forskel. Vi kan kalde det et ”sweetspot” – hvor får I mest ud af at tænke bæredygtig omstilling? Både socialt og økonomisk?

Her ligger både en stor ledelsesopgave i at undersøge og analysere, hvilke muligheder der er for netop jeres virksomhed for at blive mere bæredygtig samt en stor opgave i at igangsætte konkrete prøvehandlinger. Og sidstnævnte er muligvis den allerstørste. For igen, sidder ingen med hverken svar eller løsningerne derude.

I vil være blandt de bæredygtige virksomheder! Hvad skal du som leder være opmærksom på?

Der ligger en kæmpe ledelsesopgave i grøn og bæredygtig omstilling. Og udover udefrakommende krav og rammer – der ændrer sig dag for dag - findes der sandsynligvis også interne procedure eller kulturer, der kan give benspænd.

Her er tre ting, du skal være opmærksom på i jeres omstillings- og forandringsproces:

Giv plads til strategisk analyse arbejde

Bæredygtighedsagendaen har fart på, og det er muligvis svært ikke at føle sig to skridt bagud allerede - du har måske mest lyst til at handle allerede i morgen. Og der skal handles! Men omvendt skal du også vide, hvor du skal handle. Så et godt råd er, at give plads til det strategiske analysearbejde, hvor I finder jeres ”sweetspot” – der er meget stor forskel på, hvor og hvordan forskellige virksomheder sætter bedst ind. Er du en produktionsvirksomhed? Så sammenlign dig selv med andre på dit felt. Og det samme gælder, hvis du sælger serviceydelser, udbyder kurser eller uddannelser, sælger hjemmesidedomæner, driver private institutioner, ja listen her har ingen ende.

Fejlfinderkulturer og frygten for at fejle

Der hersker mange steder en benhård fejlfinderkultur, og det er en skam, for fejlfinderkulturer spænder ben for nysgerrige omstillinger. Det samme gør frygten for at fejle. For du vil fejle. Beklager, der er ingen vej udenom - og vi kommer ingen vegne, hvis ikke vi prøver. Et godt råd er derfor; Skab en kultur, hvor vi er mere åbne. Hvor vi ikke peger på fejlene hos hinanden. Hvor vi tør at prøve af. Og hvor vi tør at skifte retning.

Manglen på nysgerrighed

Du skal turde at være nysgerrig – turde at tænke og skabe nye samarbejder på tværs af brancher og organisationer. Også steder hvor det måske ikke virker oplagt. Og selvom du måske er en lille virksomhed eller organisation, skal du ikke være bange for at spørge de store – forskellige brancher og nye samarbejder skaber ny energi.

Accepter at det er meget kompleks opgave, du står overfor – og at vi lærer, mens vi handler, når vi skaber fremtidens bæredygtige virksomheder, organisationer og samfund.

Kontakt

Elsemarie Kappel Petersen