Kirsten har styrket sine faglige og personlige kompetencer

Kirsten har taget diplomuddannelsen i offentlig forvaltning og administration.

Jeg er blevet præsenteret for nye teorier, metoder og værktøjer gennem mit uddannelsesforløb, som jeg har taget med tilbage på arbejde og brugt i praksis. Det er en stor fordel at tage efteruddannelse, når man har en del arbejdserfaring. Jeg har kunnet relatere mange af teorierne direkte til den praksis, jeg er i.

Uddannelsen har styrket både mine faglige og personlige kompetencer – nu tør jeg "springe ud på dybere vand", når det gælder nye opgaver. I dag har jeg langt større mod på og lyst til at arbejde med opgaver og områder, som jeg ikke har kendskab til. Selvom en opgave i starten kan se ret uoverskuelig ud, så har uddannelsesforløbet lært mig, at man kan mere, end man umiddelbart tror.

Jeg kan helt bestemt anbefale mine kollegaer at tage en diplomuddannelse. Uddannelsen tog mig tre år, og det kan måske godt virke lidt uoverskueligt for nogen. Men man skal bare tage et skridt ad gangen, og så bliver man efterhånden klædt på til at kunne gennemføre hele uddannelsesforløbet. Det er også en kæmpe sidegevinst at møde alle de andre medkursister – det har været super hyggeligt.