Undervisningen tager udgangspunkt i situationer fra din praksis, og kvalificerer din viden til at se nye og varierede muligheder i forløbet med mennesker, der er udsatte. Du vil opleve et godt samspil mellem teoretiske oplæg, dialog og refleksion, hvor du aktivt får mulighed for at inddrage eksempler fra din hverdag. Undervisningen har fokus på at være praktisk anvendelig – det giver dig reel mulighed for at tilegne dig nye handlemuligheder i forhold til din praksis.
Modulet har et omfang på 10 ECTS-point, der er en angivelse af den samlede arbejdsbelastning på modulet. Arbejdsbelastningen medregner alle former for aktiviteter, der knytter sig til det enkelte modul, herunder undervisning, forberedelse, projektarbejde, skriftligt hjemmearbejde, eksaminer og andre bedømmelser. Omsat til arbejdstimer svarer 10 ECTS-point til 250-300 timer.
Forløbet tilrettelægges som 4 moduler á to dage. Derfor vil der blive dannet læringsgrupper som bliver sat i spil efter hver den første undervisningsdag på de enkelte moduler.
Eksamen
Eksamen vil være en mundtlig prøve kombineret med portfolio. En portfolio er en systematisk og målbevidst udvælgelse af skriftlige refleksioner over udvalgte faglige temaer, som er blevet præsenteret i undervisningen, samt refleksioner over egen læreproces.
Portfolio og mundtlig præstation indgår samlet i bedømmelsen. For øvrige forhold vedrørende prøveformen henvises der til eksamensvejledningen for uddannelsen, som findes på Studienet. Bedømmelsesform - Intern censur efter 7-trinsskalaen.