VIA University College og partnere tildelt én million kr. til forskning omkring reducering af vandspild på vandværker

VIA har sammen med Lemvig Vand og Spildevand, Aarhus Universitet og Niras fået tildelt én million kr. fra VUDP, der skal reducere vandspildet i vandværker. Projektet bliver en del af de fremtidige aktiviteter i det nye Klimatorium i Lemvig.

I Danmark er drikkevandet baseret på grundvand som oprenses ved simple, men effektive oprensningsmetoder i form af iltning og filtrering af vandet. På mange vandværker foregår dette i åbne sandfiltre (gravitationsfiltrering).

Sandfiltrene på vandværkerne fungerer som medie for de fysiske, kemiske og biologiske processer, der fjerner primært jern, mangan og ammonium. Alt afhængig af råvandets kemiske komponenter skal sandfiltrene periodevis renses for at de fungerer optimalt med hensyn til ydelse og drikkevandskvalitet. Dette sker ved hjælp af et returskyl.

Indtil nu har det været svært for vandværkerne konkret at eftervise, hvor effektive deres returskyl er. Ved at optimere returskylsprocessen både med hensyn til hyppigheden af returskyl, længden af disse og deres renseeffekt, vil vandværkerne kunne forøge levetiden på filtrene samtidig med at de sparer vand og energi og sikrer en højere drikkevandskvalitet.

I projektet vil der blive udviklet en geofysisk målemetode til at udføre kontinuerte målinger i de åbne filtre. Disse målinger er følsomme over for okker tilklogninger. Responset og dets tidslige ændringer vil kunne følges over filtergangtiden samt under returskyllet således at okkerudfældningen kan følges samt eventuelle ”ikke oprensende områder” kan erkendes efter endt skydning.

Reducere vandspild

”Vi er meget glade for, at VUDP fonden har valgt at støtte vores projekt idet det passer ind i vores og Lemvig Kommunes planer om at tiltrække forskningsmiljøer til vores nye Klimatorium. Lemvig Vand og Spildevand er ligesom andre vandforsyninger meget optaget af at kunne reducere vores vandforbrug til gavn for kunderne og naturen. Det vil dette projekt kunne hjælpe med. At det så tilmed også forventes at kunne forbedre drikkevandskvaliteten er yderlige en bonus ved projektet," siger direktør Lars Nørgård Holmegaard fra Lemvig Vand og Spildevand.

”I dette projekt er der fokus på at undersøge mulighederne for at reducere og optimere returskylsprocesserne på vandværkerne ved hjælp af innovative og nye løsninger som ikke har været prøvet før i Danmark. Vi er meget glade for at det har været muligt at være en del af et meget stærkt konsortium og vi har store forhåbninger til projektet og dets resultater. Endvidere understøtter projektet også den igangværende forskning på VIA samt giver nyeste viden til vores forsyningsingeniør uddannelse," siger projektleder Theis Raaschou Andersen, der er forsker ved Center for Forskning og Udvikling i Byggeri, Energi og Miljø på VIA University College.

”Projektet er en naturlig forlængelse af det meget gode samarbejde der findes mellem Lemvig og VIA University College, og vi er rigtig glade for at kan udvide og understøtte dette samarbejde med VUDP projektet,” siger Uddannelses- og forskningschef Lotte Thøgersen fra VIA University College.

Projektet varer to år og startede i januar 2017.

 

Læs mere om VUDP projektet på DANVAs hjemmeside

 

For yderligere information, kontakt:

Theis Raaschou Andersen, projektleder, lektor, ph.d.
Center for Forskning & Udvikling i Byggeri, Energi & Miljø,
VIA University College
E: thra@via.dk