TRACK: Forskning i matematik i 4. til 6. klasse

Bliv en del af TRACK

Vi søger skoler, som har interesse i at blive en del af forskningsprojektet TRACK.

Som deltagerskole vil alle 4. klasser i skoleåret 2022/2023 og deres matematiklærere indgå i det treårige projekt fra 4. til 6. klasse. Gennem de tre år vil vi foretage effektmålinger af de samme elevers faglige niveau på både indsats- og kontrolskoler. Undervisere og ledelse på alle skoler vil her få et løbende overblik over udviklingen.
Alle skoler vil få fri adgang til projektets undervisningsmaterialer efterfølgende.

Tilmeld jer nyhedsbrevet, så får I løbende information om projektet og hvornår der blive åbnet for endelig tilmelding.

Læs mere og tilmeld din skole her
Singapore er ifølge PISA et af de bedste lande i verden til matematik. Forskningsprojektet TRACK undersøger, om elementer fra læringsmetoder fra Singapore kan bruges til at løfte danske børns niveau i matematik. Projektet er støttet af Trygfonden.

Om TRACK

  • Formål og baggrund

    TRACK (Teaching Routines and Content Knowledge) er er et forskningsprojekt, som gennemføres af VIA University College i samarbejde med Aarhus Universitet og med støtte fra Trygfonden. Formålet med projektet er at undersøge, hvordan matematikundervisning kan udvikles blandt danske matematiklærere med metoder og materialer inspireret af tilsvarende undervisning i Singapore.

    I Singapore har man i de sidste 30 år forbedret elevernes resultater markant i PISA og TIMSS. Og man er særligt lykkedes med at løfte de lavest præsterende elever. Det er interessant at undersøge hvad ligger bag disse forbedringer, og om man kan bruge nogle af ideerne i en dansk folkeskolekontekst.

    TRACK målgruppen er matematiklærere og elever i 4.-6. klasse.

  • Centrale principper i TRACK

    TRACK bygger på centrale principper fra matematikundervisning i Singapore. Det er især problemløsning (Polya) og anvendelse af forskellige repræsentationer (Bruner), som f.eks. tegning af såkaldte blok-modeller til visualisering af matematiske problemer.

    Principperne er også kendt i en dansk kontekst, men tilgangen i Singaporemodellen adskiller sig ved en mere konsekvent brug af disse principper og faglig progression, hvor der hele tiden relateres bagud og fremad i forhold til det faglige indhold, eleverne arbejder med.

    En femsidet problemløsningsmodel.
  • Model og metode

    TRACK-projektet bygger på forskellige repræsentationsformer. Her arbejder eleverne først med konkrete materialer som eksempelvis en model af pap. Senere arbejder de videre med ikoniske repræsentationer - eksempelvis gennem tegning - og til sidst med abstrakte, symbolske repræsentationer.

    De forskellige repræsentationer giver også gode muligheder for differentiering. De udfordrede elever, kan altid finde støtte i de konkrete og ikoniske arbejdsformer, når de arbejder med udviklingen af mere abstrakte færdigheder og kompetencer. Og de dygtige elever har muligheder for fordybelse i forbindelse med ræsonnement og kommunikation, som også spiller en vigtig rolle i materialet.

    Blokmodellen som værktøj

    Som værktøj bliver eleverne præsenteret for blok-modellen. Det er en god ikonisk repræsentation til brug i problemløsning. I Singapore kaldes det en bar-model, og den bruges i hele uddannelsessystemet. Elever, der kan bruge blok-modellen konsekvent som repræsentation i problemløsning, får et godt redskab til at genkende hvilken regneart, der skal bruges.

    En figur af blok-modellen.

    Figur: Blok-modellen anvendt i subtraktion.

  • Undervisningsmaterialer

    I TRACK projektet har vi udviklet og skrevet nye elevbøger ud fra Singaporemodellen, men med afsæt i en dansk kontekst. 

    Til T-MAT i fjerde klasse er der fire emner:

    • T-MAT Multiplikation
    • T-MAT Division
    • T-MAT Brøker
    • T-MAT Ligninger

    Til T-MAT i femte klasse er de fire emner:

    • T-MAT De fire regnearter
    • T-MAT Brøker
    • T-MAT Rumfang
    • T-MAT Statistik og sandsynlighed

    T-MAT i sjette klasse er under udvikling.

    Hvert emne er inddelt i et antal forløb, hvor problemløsning er det afsluttende forløb. Og hvert forløb er opdelt i 3 - 5 korte moduler, der alle rummer både en fællesdel med klassesamtaler og gruppeaktiviteter, og en øvedel, hvor eleverne arbejder individuelt. I øvedelen er der niveau-opdelte opgaver til differentiering af undervisningen.
    Til hver bog er der ligeledes en lærervejledning med praktiske og teoretiske overvejelser, som støtter den tydelige struktur og progression i forløbene.

  • Pilotprojekt 2018-2021

    Indtil videre er TRACK gennemført som et pilotprojekt for matematiklærere i alle Syddjurs Kommunes 4. og 5. klasser i skoleåret 2018-19 og 2019-20. Her deltager matematiklærere og -vejledere i forløb, hvor de udvikler nye metoder og afprøver de nye materialer.

    Pilotprojektet er blevet forlænget, så vi har mulighed for at  fortsætte forløbet for disse klasser og lærere i yderligere et år. Det vil sige klasserne fortsætter i 6. klasse.

    Kurser for lærere

    Implementeringen af TRACK-tilgangen sker gennem kursusgange og ”lærende fællesskaber” på skolerne, hvor lærere i fagteams opbygger en fælles ny viden, der så omsættes i praksis. I projektet undersøger vi gennem tre skoleår, hvordan lærerne gennem den udvikling af egen praksis og med afsæt i andre undervisningsformer og -metoder kan styrke og udvikle undervisningen.

    Q-modellen

    Arbejdsmetoden bygger blandt andet på det såkaldte QUEST-projekt, som var et samarbejde om naturfag mellem Aarhus Universitet, VIA og fem kommuner. Derfor kalder vi metoden for Q-modellen.

    Metoden går ud på, at det nye stof og den mulige praksis præsenteres på korte lærerkurser. Derefter afprøver lærerne det i egne klasser. Erfaringerne samles op på en ny kursusdag, hvor vi igen præsenterer nye elementer. Opsamling på kurserne sker blandt andet gennem lærernes egne videooptagelser fra undervisningen. På den måde sikres det, at den nye viden indlejres i og forbliver en del af den organisation, hvor den anvendes.

  • Lodtrækningsprojekt 2022-2025

    Når pilotprojektet er afsluttet i 2021 søger vi Trygfonden om støtte til at udvide projektet til et såkaldt lodtrækningsforsøg fra august 2022 med deltagelse af cirka 90 nye skoler.

    Der foretages en lodtrækning mellem skolerne, så de deles i to grupper: En indsatsgruppe og en sammenlignelig kontrolgruppe. Begge gruppers klasser og deres lærere vil blive fulgt af forskere gennem en treårig periode, det vil sige at klasserne følges i 4.-6. klasse.

    I indsatsgruppen vil lærere og elever få projektet implementeret som beskrevet, mens lærerne i kontrolgruppen i stedet vil få tilbudt andre korte kursusforløb.

    Implementering i indsatsgruppen vil indebære:

    • Undervisningsmaterialer til det som svarer til ca. 50% af årets matematikundervisning. Det er et krav at materialet anvendes som det vil fremgå af TRACKs årsplan.
    • Kursusforløb i forbindelse med fokus på TRACK-principper (kursusdage afholdes på Sjælland og Midtjylland):

      2022-2023 fem kursusdage samt 3 – 4 videokurser som gennemføres hjemme på skolen.

      2023-2024 tre kursusdage samt 4 videokurser som gennemføres hjemme på skolen.

      2024-2025 tre kursusdage samt 4 videokurser som gennemføres hjemme på skolen.

    • Effektmålinger af elevernes faglige niveau 2 gange om året.
    • Undervisere og ledelse vil her få et løbende overblik over udviklingen.
    • Lærersurvey
      En del af skolerne vil også deltage i fokusgruppeinterviews

     

    For kontrolgruppen vil deltagelsen indebære:

    • Tilbud om kursusforløb:

    2022-2023 Dansk som andetsprog

    2023-2024 Begynderundervisning i engelsk

    2024-2025 Teknologiforståelse i skolen

    • Effektmålinger af elevernes faglige niveau 2 gange om året. Undervisere og ledelse vil her få et løbende overblik over udviklingen.
    • Lærersurvey
    • En del af skolerne vil også deltage i fokusgruppeinterviews

    Alle skoler vil efter projektets afslutning få fri adgang til projektets undervisningsmaterialer, og kontrolskolerne vil blive tilbudt kursusforløb, der også kvalificerer lærerne her til at arbejde med TRACK.

    Læs mere om, hvordan din skole deltager i TRACK her.

  • Kontakt

    Lóa Björk Jóelsdóttir
    Lektor, projektleder
    Læreruddannelsen på VIA
    T: +45 87 55 31 31
    E: loho@via.dk
    UC Viden-profil

     

    Pernille Bødtker Sunde
    Ph.d., forskningsansvarlig
    Forskning og udvikling, VIA
    T: +45 28 94 09 79
    E: pbos@via.dk
    UC Viden-profil

     

    Pernille Ladegaard Pedersen
    Lektor, ph.d.-studerende
    Læreruddannelsen på VIA
    T: + 45 87 55 30 92
    E: pelp@via.dk
    UC Viden-profil

Relateret indhold

Trygfondens logo.

Trygfonden støtter TRACK

Du kan læse mere om Trygfondens arbejde her.

Tilmeld din skole til TRACK

Forskningsprojektet TRACK vil undersøge, om singaporeanske undervisningsmetoder kan hæve niveauet i matematik i folkeskolen. Er du skoleleder, eller underviser du en 4.-6. folkeskoleklasse? Så kan du tilmelde din klasse til at være med projektet.

Genrefoto af en tavle

Kan Singapore hjælpe danske matematiklærere?

Singapore er et af de bedste lande i verden til matematik, og TRACK skal prøve at overføre metoder til danske matematiklærere.

Videnskab.dk skriver om TRACK

Videnskab.dk har skrevet en artikel om forskningsprojektet TRACK. Du kan læse hele artiklen her.

staerke-fagteams-giver-modigere-laerere

Q-modellen er fundamentet for TRACK

TRACK-projektet bygger på den såkaldte Q-modellen om styrkede fagteams. Du kan læse mere om modellen og QUEST her.

Artikel: Folkeskolen skriver om Track


Brøkbrikker, blok-model og fast struktur i matematiktimerne har givet eleverne bedre test-resultater på Kolind Centralskole, der er med i pilotprojektet Track.