Virtuel og augmentet reality kan formidle budskaber og har en rækkevidde, som hverken tv eller computer kan konkurrere med. Læring, sundhedsformidling og kurser i empati er områder, hvor den teknologi for alvor har slået igennem.
Det har flere virksomheder fået øjnene op for, og det kan skabe værdi. På Internet Week Denmark kommer en række af virksomheder til Horsens for at fortælle om deres oplevelser med den nye form for formidling.
Virksomheder som Grundfos, Virtual Umbrella, EON Reality og MANND benytter den nye teknologi, og de vil fortælle om deres erfaringer med VR og AR.
Marcus Haure er HR specialist i Grundfos, og han vil fortælle om, hvordan Grundfos har skabt resultater ved at benytte VR i deres produktion og til træning af medarbejdere.
VR er din personlige træner
Fra EON Reality vil business developer Morten Søegaard vise eksempler og muligheder inden for VR og AR i dag og i fremtiden.
Særligt når det gælder mulighederne inden for læring, træning og performance. EON Reality samarbejder med VIAs softwareingeniøruddannelse i undervisning på specialet i VR og AR.
Bertie Millis kommer fra Virtual Umbrella i London og er en prisvindende entreprenør og en af Englands førende eksperter inden for VR og AR. Han vil præsentere en række eksempler fra sit arbejde, som blandt andet omfatter selskaber som Uber, Gucci, TechCrunch og Nokia.
VIA-dimittender med egen virksomhed
To tidligere VIA-studerende fra Multiplatform, Storytelling and Production, Maria Engermann og Signe Ungermand, vil fortælle om fremtidens brug af VR og AR i markedsføring og medieproduktion.
De kommer fra Aarhus-virksomheden MANND, der blandt andet står bag VR-oplevelsen 'Hver sin stilhed', der er blevet vist på festivaller ved Cannes, Venedig og Luxembourg.
Om arrangementet
Eventen er blevet til i et samarbejde mellem Horsens Kommune, Business Horsens, Vitus Bering Innovation Park og VIA University College.