9.220 ansøgninger til VIAs uddannelser i Aarhus

Aarhus C
Flere uddannelser er gået pænt frem i Aarhus.           Foto: Arkiv
Stadig massiv søgning til professionsbachelor-uddannelserne i Aarhus.

Da ansøgningsfristen for at søge en videregående uddannelse via kvote 1 udløb onsdag klokken 12.00 havde VIA University College modtaget i alt 19.925 ansøgninger til sine 45 forskellige uddannelser i Region Midtjylland.

I Aarhus tikkede der 9.220 ansøgninger ind, hvilket er en mindre tilbagegang sammenlignet med 2016, hvor der kom 9.578 ansøgninger. Det beskedne fald på 3,7 procent fordeler sig jævnt over flere uddannelser, men der er også højdespringere på listen.

Uddannelsen til professionsbachelor i offentlig administration oplever en fremgang på hele 44 procent, ligesom flere også vil være enten ergoterapeut eller bandagist/ortopædi-ingeniør. Også uddannelsen til bygningskonstruktør er gået frem med knap 17 procent.

Pædagoguddannelsen i Aarhus har I år fået 1.354 ansøgninger, hvoraf de 727 er førsteprioritets-ansøgninger. Det er en smule færre end sidste år, men stadig lang flere end der er plads til på de i alt 438 studiepladser, som VIA råder over på den uddannelse.

Også professionsbachelor i Multiplatform Storytelling and Production, som havde ansøgningsfrist med kvote 2 i marts, har oplevet en fremgang på 15 procent i antal ansøgninger. Den uddannelse er et nåleøje at komme ind på, da der kun er 30 studiepladser til fordeling blandt 206 førsteprioritetsansøgninger.

Professionsbachelorer bygger bro

Med det høje antal ansøgninger kan Danmarks største professionshøjskole altså konstatere, at der bliver fyldt godt op på stolene efter sommerferien. VIA forventer i 2017 at optage godt 6.500 nye studerende rundt i hele Region Midtjylland. Ansøgerne får den 28. juli besked på e-mail og i e-boks, om de er blevet optaget på deres drømmeuddannelse.

Rektor for VIA University College, Harald Mikkelsen, glæder sig på trods af den mindre tilbagegang over den fortsat meget store søgning til VIAs uddannelser.

”Det er især positivt, at der er massiv søgning til både VIAs offentligt- og privatrettede videregående uddannelser. Det er jo afgørende med veluddannede medarbejdere som drivkraft til både at understøtte vækst i erhvervslivet og til at udvikle den offentlige sektor innovativt,” siger Harald Mikkelsen og tilføjer:

”Den store søgning til VIA gennem både kvote 1 og 2 beviser, at mange er tiltrukket af professionsbacheloruddannelserne, som bygger bro mellem læring og handling ved at veksle mellem undervisning og praktikperioder på arbejdspladser, og som giver mulighed for at sætte aftryk på samfundet.”

Fordelingen af ansøgningstallene på de enkelte uddannelser kan ses på www.via.dk. De uddannelser, der har ledige pladser, bliver offentliggjort på hjemmesiden den 28. juli 2017.

 

Pressekontakt for yderligere oplysninger:

Rektor for VIA University College, Harald Mikkelsen
T: +45 87 55 10 01
E: hm@via.dk

Prorektor hos VIA University College, Peter Friese
T: +45 87 55 10 12
E: pf@via.dk
 
Kommunikationsrådgiver og journalist Vivian Voldgaard, VIAs kommunikationsafdeling
T: +45 87 55 14 36
E: viav@via.dk

 

Hvad er kvote 1 og 2?

Antallet af ansøgninger til VIAs uddannelser omfatter kvote 1- og kvote 2-ansøgninger samlet.

I kvote 1, som hvert år har ansøgningsfrist den 5. juli kl. 12.00, bliver ansøgerne udelukkende vurderet på basis af deres karaktergennemsnit fra gymnasiet.

I kvote 2 er det en samlet bedømmelse af karakterer og livserfaringer fra eksempelvis jobs, højskoleophold, rejser og frivilligt arbejde, der afgør, om ansøgerne bliver optaget på de uddannelser, de har søgt ind på. Der er hvert år ansøgningsfrist gennem kvote 2 den 15. marts kl. 12.00.

Alle kvote 1- og kvote 2-ansøgere får den 28. juli besked på e-mail og i e-boks, om de er blevet optaget på deres drømmeuddannelse.

Fakta om VIA University College

  • VIA er Danmarks største professionshøjskole med 18.600 studerende og 2.100 medarbejdere.
  • VIA udbyder 45 forskellige professionsbacheloruddannelser til blandt andet ingeniør, lærer, pædagog, designer, sygeplejerske, bygningskonstruktør, filmanimator, socialrådgiver, fysioterapeut og bioanalytiker. 
  • VIA har campusser med flere uddannelser under samme tag i syv byer i Region Midtjylland. Campusserne ligger i Aarhus, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro. Dertil kommer enkelt-uddannelser i Nørre Nissum, Skive, Ikast og Grenå.
  • VIA er kåret som Danmarks mest entreprenante uddannelsesinstitution af Young Entreprise.
  • VIA har 18 videncentre, der beskæftiger sig med praksisrettet forskning, udvikling og innovation. Aktiviteterne foregår i tæt samarbejde med virksomheder, offentlige institutioner og organisationer.
  • VIA har fokus på det internationale område gennem blandt andet uddannelseseksport, udenlandske studerende på VIAs uddannelser og danske VIA-studerende på praktik- og studieophold i udlandet. 
  • VIA samarbejder tæt med virksomheder, offentlige institutioner, organisationer og andre interessenter i ind- og udland. Samarbejdet vedrører blandt andet udvikling af uddannelser, forskningsprojekter og studentermobilitet.
  • VIA er Nordens største udbyder af efter- og videreuddannelse gennem bl.a. kurser, akademiuddannelser, diplomuddannelser og skræddersyet kompetenceudvikling. 

    Læs mere om VIA University College på www.via.dk