VIA optager 2.783 nye studerende i Aarhus

Natten til fredag den 28. juli fik 2.783 unge at vide, at de er optaget på én af VIAs uddannelser i Aarhus. Foto: Arkiv
Aarhus er stadigt en populær studieby, og VIA har i år fuldt hus på mange af sine uddannelser i byen. Der er dog stadigt ledige pladser på eksempelvis ingeniør- og bygningskonstruktøruddannelserne.

De fleste af VIAs uddannelser i Aarhus kan melde om fuldt hus, når det nye studieår starter til september. 2.783 ansøgere fik i nat besked om, at de er blevet optaget på én af professionshøjskolens uddannelser i den populære studieby. Det er 30 færre end sidste år, en lille nedgang på 1 procent.

”Vi glæder os over, at vi igen i år har udsigt til at få fyldt pladserne op på langt de fleste uddannelser. Det afgørende er, at vi kan imødekomme arbejdsmarkedets efterspørgsel på professionsbachelorer og uddanne kvalificeret arbejdskraft, der bidrager til regional vækst og udvikling,” siger VIAs rektor Harald Mikkelsen.

Flest vil læse til lærer, pædagog og socialrådgiver

VIAs tre største uddannelser i Aarhus er som sidste år fyldt op. Der er således optaget 495 nye lærerstuderende, 438 nye pædagoger og 300 nye socialrådgiverstuderende. Den netbaserede socialrådgiveruddannelse er også populær. Alle 70 studiepladser er afsat. Til gengæld er der ledige pladser på den netbaserede bachelor i offentlig administration.

Alle VIAs sundhedsfaglige uddannelser i Aarhus har som tidligere år også fundet kvalificerede ansøgere til samtlige pladser, med sygeplejerskeuddannelsens 282 nye studerende som den største. Den populære pædagoguddannelse i Grenå har også fyldt de 30 pladser.

Ser man på, hvor det kræver det højeste karaktergennemsnit at komme ind i VIA, findes det også i Aarhus. For at komme ind som fysioterapeut skal man i år have et snit på 9,8, på global nutrition and health skal snittet være 9,7 og på sygeplejerskeuddannelsen 8,8. 

Færre studerende på engelsksprogede uddannelser

Til gengæld har VIA optaget færre studerende på de engelsksprogede uddannelser i Aarhus. Det gælder den engelsksprogede bygningskonstruktøruddannelse, som i år har optaget 69 nye studerende - et fald på 24 eller 25.8 procent sammenlignet med sidste år. Nogle af dem ser dog ud til at have søgt ind på den dansksprogede uddannelse, som fik markant flere ansøgere i år og hvor de 208 studiepladser er fyldt op. Bacheloruddannelsen i value chain management har optaget 59 studerende i år – et fald på 37 pladser svarende til 38.5 procent.

Faldet i antal optagne på de engelsksprogede uddannelser var dog ventet.
”En væsentlig del af forklaringen er, at der fra politisk side er indført en dimensionering i forhold til optaget af studerende på flere af vores uddannelser. Det politiske ønske om færre internationale studerende har gjort, at vi har strammet vores optagelsespraksis sammenlignet med tidligere – særligt i forhold til internationale studerende. Og en væsentlig del af VIAs internationale studerende går på vores engelsksprogede uddannelser,” siger Harald Mikkelsen.

Vil man studere på VIA i Aarhus, er der netop ledige pladser på de engelsksprogede uddannelser. Men man har også mulighed for at få en plads på bacheloruddannelsen i Kristendom, Kultur og Kommunikation samt den netbaserede bachelor i offentlig administration.

VIA er klar til at rådgive om ledige pladser

Unge, der har fået afslag eller ikke fik søgt en uddannelse, kan på VIAs hjemmeside - via.dk/ledigepladser - søge ind på de uddannelser, der stadigt har ledige pladser. Det gælder både i Aarhus og på uddannelser i andre af VIAs campusbyer.

Studievejledere sidder klar til at behandle de ekstra ansøgninger og svare på spørgsmål. Erfaringen er, at man sagtens kan blive tilfreds med en uddannelse, der ikke i første omgang var drømmestudiet. Man kan også få hjælp til at finde en relevant uddannelse på bloggen dinstudievej.dk

I alt er 5.774 ansøgere blevet tilbudt en plads på en af VIAs uddannelser i Region Midtjylland. Hvert år har professionshøjskolen dog et efteroptag på nogle hundrede studerende. 

Fakta: Antal optagne på VIA i Aarhus pr. 28. juli 2017

Bachelor, Multiplatform Storytelling and Production: 30
Bachelor, Architectural Technology and Construction Management: 69 (ledige pladser)
Bachelor, Global Business Engineering: 94 (ledige pladser)
Bachelor, Global Nutrition and Health: 37
Bachelor, Value Chain Management: 59
Bandagist/Ortopædi-ingeniør: 10
Professionsbachelor i diakoni og socialpædagogik: 74
Professionsbachelor i ernæring og sundhed: 69
Professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation: 32 (ledige pladser)
Professionsbachelor i offentlig administration: 90
Professionsbachelor i offentlig administration, netbaseret: 17 (ledige pladser)
Professionsbachelor, bioanalytiker: 129
Professionsbachelor, bygningskonstruktør: 222
Professionsbachelor, ergoterapeut: 120
Professionsbachelor, folkeskolelærer: 495
Professionsbachelor, fysioterapeut: 146
Professionsbachelor, pædagog: 438
Professionsbachelor, socialrådgiver: 300
Professionsbachelor, socialrådgiver, netbaseret: 70
Professionsbachelor, sygeplejerske: 282
Professionsbachelor, pædagog i Grenå: 30

For yderligere information, kontakt:

Rektor Harald Elmo Mikkelsen 
Mobil: 87 55 10 01, Email: hm@via.dk

Presserådgiver Camilla Marcinkowski
Mobil: 23 39 05 40, Email: cama@via.dk

Se VIAs ledige studiepladser her: http://www.via.dk/ledige-pladser