Grenå-lærer vinder to fornemme priser

grenaa-laerer-vinder-to-fornemme-priser-viadk.jpg
Ditte Matthiesen og Christine Antorini ved prisoverrækkelsen i København. Foto: Arkiv.
Ditte Matthiesen – nyansat lærer på Gjerrild-Bønnerup Friskole – har vundet prisen for Danmarks tredjebedste eksamensprojekt og prisen for den bedste formidling blandt alle.
Da Ditte Matthiesen forlod prisoverrækkelsen i København, var det med favnen fuld af diplomer, flere boggavekort, en Kählervase, en pengepræmie og et gavekort til et luksushotelophold.

Priserne uddeles af Lærerprofession.dk, der ejes og drives af fagbladet Folkeskolen og Danske Professionshøjskoler. Til prisoverrækkelsen sendte undervisningsminister Ellen Trane Nørby rosende ord i retning af prisvinderne i en videohilsen, mens den tidligere undervisningsminister Christine Antorini holdt tale for deltagerne i arrangementet.

Pædagogisk diplomuddannelse

Ditte Matthiesen blev uddannet som lærer i 2006 og var i nogle år herefter ansat på en Grenå-skole.

”Jeg forlod skolen på grund af langvarig sygdom og dødsfald i nærmeste familie og prøvede derefter forskellige ting af, inden jeg besluttede at tage en Pædagogisk Diplomuddannelse på VIA University College”, fortæller den 37-årige Grenå-lærer.

En Pædagogisk Diplomuddannelse er en etårig videreuddannelse, og som sidste led i uddannelsen skrev hun en større eksamensopgave om, at det gensidige forhold mellem elev og lærer er helt afgørende, når børn og unge skal udvikle tro på, at de er noget værd i fællesskabet og skal have et godt afsæt til voksenlivet. Opgaven skrev hun på baggrund af seks ugers studieophold på en produktionsskole.

Det er denne opgave, der nu kåret som Danmarks tredjebedste eksamensprojekt.

”Ditte Mathiesen demonstrerer bred teoretisk og forskningsmæssig indsigt og har gennemført et godt tilrettelagt og metodisk vellykket empirisk projekt. Analysen formidles sprogligt flot med fagligt fokus og et skarpt pædagogisk-psykologisk perspektiv på sårbare unge. Et flot og relevant projekt”, lyder begrundelsen fra dommerpanelet, der blandt andet består af universitetsforskere, aftagere fra kommunerne og undervisere på lærer- og diplomuddannelsen.

Vinder formidlingspris

Som en ekstra appelsin i turbanen fik Ditte Matthiesen Folkeskolens særpris for fornem formidling. Ud over at skrive et korrekt og formfuldendt sprog fremhævede Folkeskolens chefredaktør, Hanne Birgitte Jørgensen, at vinderen fremmaner en fortælling, som skaber billeder og identifikation, - noget, der får læseren til at huske historien.

Det er nu Gjerrild-Bønnerup Friskole, der nyder godt af Ditte Matthiesens kompetencer. Her skal hun primært arbejde med specialpædagogiske problemstillinger.

”Det er det vildeste ansvar, man som lærer har for børnene, og jeg brænder for at arbejde med børn, der har brug for særlig støtte. Jeg tager dem i hånden, når det er nødvendigt og giver dem et skub, når det er dét, de har brug for. Det ser jeg med forventning frem til at gøre på Gjerrild-Bønnerup Friskole, som jeg er blevet ansat på for kort tid siden”, siger Ditte Matthiesen. 

Læs Ditte Mathiessens eksamensprojekt her

Læs Folkeskolens omtale af eksamensprojektet her