Kom til folkemøde om dannelse i en tech-tid

Billede fra Uddannelsesdebatten 2018.
Uddannelsesdebatten 2019 i Nørre Nissum har fokus på digital dannelse. Her ses formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen til Uddannelsesdebatten 2018. Han gæster igen i år Nørre Nissum. Foto: VIA University College
Programmet for Uddannelsesdebatten 2019 står i teknologiens tegn, når uddannelsesbyen Nørre Nissum slår dørene op til to dages folkemøde med forskere, fagfolk, praktikere og politikere.

Hvordan bliver vi digitalt dannede? Hvordan bliver vores børn og unge kritiske medskabere af fremtidens samfund? Og hvilke uddannelsesstrategier skal vi vælge? Det er blot nogle af de spørgsmål, som Uddannelsesdebatten i år sætter fokus på. 

Det er VIA, Lemvig Kommune, Region Midtjylland og foreningen ’Skolebyen Nørre Nissum’, der står bag den årlige Uddannelsesdebatten, som er et gratis arrangement, der hvert år tiltrækker hundredvis af eksperter, ministre, praktikere og studerende fra hele landet.

”Vi er rigtigt glade for, at det er blevet fast tradition, at praktikere og teoretikere på uddannelsesområdet mødes i Nørre Nissum. Det gode ved arrangementet er, at man mødes på tværs af uddannelser – grundskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Her debatterer vi det, der betyder noget for os alle sammen – og i år er det altså dannelse i forhold til den teknologiske udvikling,” siger Jeanette Svendsen, der er projektleder på Uddannelsesdebatten og underviser på VIA University College.

Over de to dage i september kan du blandt andre møde navne som Vincent F. Hendricks, Anders Bondo-Christensen, Elisa Rimpler, Christine Antorini, Stina Vrang Elias, Lene Tanggaard, Stine Liv Johansen, Christina Boutrup, Berit Eika samt en række øvrige forskere, eksperter, meningsdannere, ministre og politikere.

Programmet består af en blanding af debatter, workshops, videnssaloner, taler og musik. Blandt andet er det i år muligt at købe billet til en netværksmiddag og koncert med det populære band Folkeklubben torsdag aften.

Uddannelsesdebatten finder sted den 5. og 6. september 2019. Få praktisk information og se hele programmet på www.uddannelsesdebatten.dk.

Hør projektleder Jeanette Svendsen fortælle mere om programmet for Uddannelsesdebatten 2019 her:

Du kan også læse seneste nummer af Pædagogisk Extrakt, som i anledning af Uddannelsesdebatten sætter fokus på dannelse i en tech-tid gennem en række artikler, praksiscases og podcasts. Læs magasinet gratis her.