Ridderkors til uddannelsesdekan Hanne Sandahl

Portræt af Hanne Sandahl.
Hanne Sandahl modtog den 11. juni Ridderkorset af Dannebrogordenen og skal i audiens hos Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. efter sommerferien. Foto: Arkiv
Er hædret for lang og tro tjeneste for social- og samfundsuddannelser. 

Hanne Sandahl, der er uddannelsesdekan for social- og samfundsuddannelserne hos professionshøjskolen VIA University College, er netop blevet dekoreret med Ridderkorset af Dannebrogordenen fra Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2.

Konkret er Hanne Sandahl chef for socialrådgiveruddannelsen i Aarhus og Holstebro, administrationsbacheloruddannelsen i Aarhus og Viborg, uddannelsen 3K – kristendom, kultur og kommunikation i Aarhus, uddannelsen diakoni og socialpædagogik i Aarhus samt VIAs nye uddannelse professionsbachelor i skat, der er placeret i Herning.

Begrundelsen for at hædre Hanne Sandahl med Ridderkorset er, at hun siden VIAs etablering i 2008 har arbejdet dedikeret for at udvikle eksisterende uddannelser og etablere nye professionsbacheloruddannelser nationalt og regionalt ved at opbygge stærke strategiske relationer i uddannelsessektoren og samarbejde med professioner og aftagerområder.

Samtidig varetager Hanne Sandahl en række nationale tillidshverv og er en engageret og betydelig drivkraft i udvikling af social- og samfundsfaglige professionsbacheloruddannelser i Danmark.

Flot karriere og indflydelsesrige tillidsposter

62-årige Hanne Sandahl har været uddannelseschef i VIA i perioden 2008-2018, og siden januar 2019 har hun haft titel af uddannelsesdekan for social- og samfundsuddannelserne i VIA.

Fra 2004 til 2008 var Hanne Sandahl regionschef ved Center for Offentlig Kompetenceudvikling (COK). Inden da var hun i 14 år udviklingschef ved kompetenceudviklingsvirksomheden SBK Scandinavia A/S og fra 1985 til 1990 AC-medarbejder på Aarhus Tekniske Skole.

Karrieren startede som underviser på Støvring Gymnasium, hvor Hanne Sandahl ligeledes  gennemførte pædagogikum.

Uddannelsesmæssigt er Hanne Sandahl cand.mag. fra Aarhus Universitet i 1982 og blev i 2015 Master i Organisatorisk Coaching og Læring.

Blandt rækken af tillidsposter, som Hanne Sandahl i dag besidder, er: Medlem af Børne- og Socialministeriets styregruppe for udviklings- og investeringsprogrammet på voksenområdet, medlem af advisory board ved Frivilligcenter Aarhus, medlem af styregruppen for Socialstyrelsens videnportal samt medlem af sektorgruppen ved partnerskabet mellem Socialministeriet, Socialstyrelsen, VIVE og Danske Professionshøjskoler.