Politisk interesse for VIAs udenlandske studerende

udenlandske studerende
Mette Reissmann og Henrik Dam Kristensen i godt selskab med nogle af VIAs udenlandske studerende.                           Foto: Søren Munch Terkelsen
Der har været meget fokus på antallet af udenlandske studerende på de danske uddannelsesinstitutioner. Senest har regeringen meldt ud, at de vil begrænse antallet af udenlandske studerende med cirka 25 procent.

Derfor var Socialdemokratiets uddannelses- og forskningsordfører Mette Reissmann, folketingspolitiker Henrik Dam Kristensen og borgmester i Horsens Peter Sørensen på besøg VIA Campus Horsens mandag den 15. maj til en snak om, hvad VIA gør for at integrere og kvalificere de internationale studerende.

Under besøget fik politikerne bl.a. mulighed for at snakke med repræsentanter fra VIAs studentervæksthus, VIAs Career Service Centre, hvor de mødte tre virksomheder, som har ansat udenlandske studerende og dimittender fra VIAs uddannelser. Der blev også tid til en snak med en håndfuld internationale studerende, der fortalte om deres motivation for at studere i Danmark og deres fremtidsdrømme.

Jeg er imponeret

Det var første gang, at Mette Reissmann besøgte VIA Campus Horsens, og hun var imponeret over de muligheder VIA giver de studerende og den måde VIA forsøger at bane vejen for de studerende til det danske arbejdsmarked.

”Alt hvad jeg har set og hørt har egentlig været positivt. Og jeg er helt på linje med VIA i forhold til, at det er et vigtigt parameter, at de studerende lærer at tale dansk. Det gælder både i forhold til deres jobmuligheder, men det er samtidig afgørende for at integrere dem i det sociale miljø, og det kan være afgørende for at man falder til i et nyt land,” siger Mette Reissmann og fortsætter:

”Vi vil gerne have at de udenlandske studerende bliver her i Danmark i lang tid efter, at de er dimitteret, for vi har brug for deres kompetencer og arbejdskraft. Og jeg synes, at det arbejde VIAs Career Service Centre lægger i at matche studerende og virksomheder er rigtig godt. Det er vigtigt, at der bliver bygget bro mellem studerende og virksomheder.”

Vigtigt at politikerne oplever vores virkelighed

Direktør i VIA Erhverv, Konstantin Lassithiotakis, var med til at guide Mette Reissmann, Henrik Dam Kristensen og Peter Sørensen rundt på VIA. Og han var glad for at få muligheden for at præsentere VIAs mange initiativer og gode samarbejde med erhvervslivet for de tre politikere.

”Det er vigtigt for os, at vi får præsenteret, hvilke muligheder de udenlandske studerende får gennem deres uddannelse på VIA, hvad de bidrager med til de lokale og regionale virksomheder. Derfor er vi altid glade for at få en mulighed for konkret at vise politikerne vores og de studerendes virkelighed,” forklarer Konstantin Lassithiotakis og slutter:

”I dag har jeg oplevet, at der er en stor lydhørhed overfor de udfordringer vi står med og ligeledes en interesse i, at vi bliver endnu bedre til at integrere de udenlandske studerende i Danmark. Så det har været et godt møde, og det er også min oplevelse, at politikerne har fået ny viden med sig hjem.”

Der er ca. 4.000 studerende på VIA Campus Horsens. Halvdelen af de studerende er udenlandske.