Studerende udstiller i Milano

Billede af nogen af de ting der udstilles i Milano
De studerende fra VIA Design har tænkt bredt i deres fortolkning af møbler til mennesker med funktionsnedsættelser. Foto: VIA Design
Studerende fra møbellinjen på VIA Design er på vej til Milano for at vise verden, hvad dansk møbeldesign også kan. Møblerne er designet til mennesker med funktionsnedsættelser.

17 studerende fra VIAs møbeldesignspeciale i Herning har arbejdet i døgndrift på at blive færdige med deres produkter før et fly med kurs mod Milano lettede med det hele.

Og selv om der er tale om i alt 12 meget forskellige designs, er der en klar fællesnævner for det hele. Produkterne er designede, så de ikke kun er brugbare for helt almindelige mennesker, men de har alle indbyggede funktioner, som har til formål at gøre livet lettere for mennesker med funktionsnedsættelser.

De studerende, der går på sidste del af deres uddannelse, har døbt udstillingen Remedy Rush.

Underviser Eva Parmann, der er ansvarlig for VIAs deltagelse i Milano, forklarer, at navnet er valgt, fordi det ikke nødvendigvis skal ses som noget trist og tungt at have en funktionsnedsættelse.
”Remedy er noget, du kan bruge til at afhjælpe i en besværlig situation, og Remedy Rush kan vel nærmest oversættes som et kapløb for at hjælpe og afhjælpe – med et strejf af humor,” siger hun.

Smart med skavanker

Blandt de udstillede møbler er blandt andet en barneseng med vuggefunktion, som hjælper kolikbørn, en beroligende stol til mennesker med angst, en skammel der gør det nemmere for ældre og rygpatienter at tage strømper og sko på, terapilamper, borde, stole og andet, der kort fortalt gør livet nemmere for mennesker med enten fysiske eller psykiske handicaps.

De studerende valgte emnet, fordi de i undervisningen har talt om, hvorfor møbelproducenterne har så lille en interesse i netop smart møbeldesign, der kan afhjælpe eller forebygge skavanker.

”Vi tror, at den type hjælpemidler er blevet synonym med institutionsmøbler eller ’oldemormøbler’, og det er jo et paradoks, da rigtigt mange af møblerne skal kunne stå hjemme hos helt almindelige mennesker med større eller mindre fysiske eller psykiske handicaps. Og de mennesker er jo nok ikke interesserede i, at deres bolig kommer til at ligne et plejehjem eller et hospital,” siger Eva Parmann.

Milano motiverer

Milano Design Week bliver betragtet som en af verdens mest attraktive designmesser, og det stiller ikke kun krav til de genstande, der bliver udstillet på messen, men også til selve messedesignet. Så mens 12 af de studerende har produceret møblerne, har de sidste fem fokuseret på at skabe en stand, der vækker opmærksomhed hos de tusindvis af gæster, der i dagene fra 4. til 9. april besøger den italienske mode- og designby. Temafarven er lyserød, og med spændende belysning og runde, langhårede og lyserøde tæpper under hvert møbel, satser VIA på at blive lagt mærke til.

Det er fjerde gang, at VIA University College udstiller i Milano, og det betyder meget for de studerende at få mulighed for at vise deres evner frem på den måde, fastslår underviseren:

”Vi kan se, at det motiverer dem til at gå hele vejen, så de til sidst står med en flot og præsentabel udstillingsmodel, der præsenterer deres idé på bedste vis. Samtidig smitter Milano-projektet også af på de yngre studerende, der bliver inspirerede af at se, hvor langt man faktisk kan komme, når man går helhjertet til arbejdet.”

Billeder af de 12 designs kan ses på www.via.dk/milano

 

Om Remedy Rush

Remedy er noget, du kan bruge til at afhjælpe i en besværlig situation. Rush er et kapløb. Remedy Rush er de studerendes kapløb for at hjælpe og afhjælpe større og mindre funktionsnedsættelser med godt, dansk design.
 

Yderligere oplysninger fås hos:

Underviser og projektleder Eva Parmann, VIA Design, VIA University College
Direkte telefon 2891 3929. E-mail: evp@via.dk
 
Journalist Vivian Voldgaard, VIA Kommunikation, VIA University College
Direkte telefon 87 55 14 36 E-mail: viav@via.dk