Sygeplejerskeuddannelsen er både plan A og plan B

Billede af Camilla Ringkvist
”Min mavefornemmelse, fra jeg var helt ung, har altid været, at sygeplejerske ville være det rigtige job for mig. Min store passion er at have med mennesker at gøre,” fortæller 30-årige Camilla Ringkvist Bjørnholdt.                   Foto: Privat
30-årige Camilla har arbejdet flere år som sosu-hjælper, men nu føler hun sig klar til at forfølge sin livsdrøm. Derfor har hun søgt ind på VIA Sygeplejerskeuddannelsen i Randers gennem kvote 2. 
”Min mavefornemmelse, fra jeg var helt ung, har altid været, at sygeplejerske ville være det rigtige job for mig. Min store passion er at have med mennesker at gøre,” fortæller 30-årige Camilla Ringkvist Bjørnholdt.

Men skoletræthed og en barselsperiode satte drømmen på standby. I stedet arbejdede hun nogle år som ufaglært inden for social- og sundhedssektoren og uddannede sig til sosu-hjælper i 2014.

”Jeg føler, at jeg nu er nået til det rette punkt i mit liv, hvor jeg skal gå efter det, som jeg allerhelst vil. Min søn er blevet større, og jeg føler mig minded for at studere videre, ” forklarer Camilla.

Får svar på ansøgningen den 28. juli

Til sommer afslutter hun en studiepakke på Randers HF & VUC, der er målrettet sygeplejerskeuddannelsen.

”Det har været en succesoplevelse for mig at blive bekræftet i, at jeg godt kan klare skolen. Det er fordelen ved at være blevet lidt ældre, jeg tager ansvar for min egen læring,” siger Camilla.

Hun har netop søgt ind på VIA Sygeplejerskeuddannelsen i Randers gennem kvote 2, hvor ansøgningen ikke alene bedømmes på karaktergennemsnittet, men også på erhvervserfaring og relevant uddannelse.

”Det var befriende at trykke på knappen og sende ansøgningen afsted. Jeg føler mig stolt og spændt. Jeg krydser alt, hvad jeg har for, at jeg kommer ind på uddannelsen. Jeg har brugt meget tid på ansøgningen, men hvis jeg ikke kommer ind, søger jeg igen næste år. Jeg SKAL bare være sygeplejerske, ” fastslår Camilla.