Uddannelse med service og nørderi

Billede af Iben Gade
Både administrative og mere servicemindende er noget af det, der tiltaler 34-årige Iben Bech Gade. Derfor søger hun ind på VIAs Administrationsbachelor uddannelsen i Viborg. Foto: Arkiv
34-årige Iben Bech Gade er oprindelig uddannet tjener, men en allergi sendte hende ud af faget. En arbejdsprøvning på hospitalet i Silkeborg, åbnede hendes øjne for administrativt arbejde. Så nu søger hun ind på VIA Administrationsbacheloruddannelsen i Viborg. 
En varieret hverdag med mange forskellige opgaver. Både administrative og mere servicemindende er noget af det, der tiltaler 34-årige Iben Bech Gade. Derfor søger hun ind på VIAs Administrationsbacheloruddannelsen i Viborg.

Hun er oprindelig uddannet tjener, men en allergi gjorde en ende på det arbejdsfelt. Nu skulle hun tænke i nye baner. Under en langtidssygemelding kom hun i arbejdsprøvning på regionshospitalet i Silkeborg. Det satte noget i gang i hende, og hun tog efterfølgende en kontorassistentuddannelse.

Wauw-effekt

”Siden da har jeg drømt om at komme til at arbejde med offentlig administration. Jeg kunne rigtig godt lide det afvekslende arbejde. Der var både kontakten til patienterne, der henvendte sig, og så det mere administrative arbejde, hvor jeg kunne sidde og nørde bag computeren,” siger Iben.

Så da hun stødte på administrationsbacheloruddannelsen, tænkte hun, at den kunne hun oplagt bygge oven på sin kontorassistentuddannelse og udvide sine arbejdsmuligheder. Derfor tog hun til Åbent Hus på Campus Viborg.

”Jeg havde set på to forskellige uddannelser, men da jeg hørte de studerende fortælle om administrationsbacheloruddannelsen, var jeg solgt. Jeg havde den samme oplevelse, som da jeg skulle prøve brudekjole. Jeg var vild med to af dem. Men da jeg fik den ene på, var det en wauw-effekt. Sådan følte jeg også med administrationsbacheloruddannelsen,” siger Iben.

Begge sider af bordet

Hun drømmer om at få arbejde enten i kommunen, regionen eller måske i en fagforening. Hun har selv været i kontakt med det offentlige område i sin arbejdsløshedsperiode, og ved, hvordan det føles at sidde der.

”Jeg vil rigtig gerne sidde på den anden side af bordet. Jeg kan sætte mig ind i, hvordan vedkommende, der har brug for hjælp, har det. Jeg vil gerne gøre en forskel for den enkelte; stable en sten til fundamentet,” siger Iben.