VIA skal udvikle og teste undervisningsmateriale til matematik

VIA skal udvikle og teste undervisningsmateriale til matematik
Forskningscentret for Læring & Undervisning ved VIA har modtaget 2 mio. kr. fra TrygFonden til et projekt til nyt undervisningsmateriale i matematik til folkeskolens 4., 5. og 6. klasse.
Forskningscentret for Læring & Undervisning ved VIA University College har netop modtaget 2 mio. kr. fra TrygFonden til et projekt, der i samarbejde med danske matematiklærere skal udvikle nyt undervisningsmateriale i matematik til 4., 5. og 6. klasse. 

Materialet er inspireret af det internationalt toneangivende Singapore Math. Efter det er udviklet, skal VIAs forskere, med centerleder, ph.d. Arne Mogensen i spidsen, teste det i skoleklasser. Derudover skal der udvikles en metode til at undervise matematiklærere i at bruge materialet.

Projektet er aktuelt i forhold til et stort fokus på at udvikle børns kompetencer i STEM-fag, herunder matematik. Internationale undersøgelser har vist, at matematikkompetencer har stor betydning for børns fremtidige livsduelighed i bred forstand. Eksempelvis har drenge, der har fået en lav matematikkarakter i folkeskolen, et højere frafald på ungdomsuddannelserne.

Målgruppen for forskningsprojektet er matematiklærere samt elever, der begynder i 4. klasse. De skal over de næste tre skoleår afprøve og samle erfaringer med de nye materialer og metoder.

Kontakt

Arne Mogensen
Centerleder, ph.d.
VIA Læring & Undervisning
T: +45 87 55 17 52
M: armo@via.dk