Stor interesse for at læse på VIA i Viborg

De fleste af VIAs uddannelser peger frem mod en bestemt profession
Målrettede og praksisnære uddannelser, hvis dna er, at teori og praksis hænger sammen. Og den teori, de studerende lærer på uddannelsen, kan bruges direkte i job fra dag ét på en arbejdsplads.
Da fristen for at søge ind i kvote 1 udløb d. 5. juli kl. 12.00, havde VIA i Viborg modtaget i alt 1.771 ansøgninger. Det er stort set status quo i forhold til sidste år.

Samlet set har VIA University College modtaget 19.331 ansøgninger til sine over 42 uddannelser fordelt over hele Region Midtjylland. Heraf er 1.771 ansøgninger sendt til Viborg. Et lille fald på én procent i forhold til året før. Men der er stadig nok ansøgere til fuldt hus på Campus Viborg.

Masser af unge i Viborg til efteråret

I år har 170 søgt pædagoguddannelsen i Viborg som deres første valg. Stort set samme antal som sidste år. Sygeplejerskeuddannelsen har modtaget 138 førsteprioritets ansøgninger. En stigning på to procent. De to uddannelser udbydes desuden som netuddannelse, der i begge tilfælde har et mindre fald i antallet af ansøgninger.

Men både sygeplejerske- og pædagoguddannelsen har stadig rigelig med velkvalificerede ansøgere at vælge imellem, når studiepladserne skal fordeles. Begge er nemlig dimensionerede fra politisk hold, hvilket betyder, at der er loft over, hvor mange studiepladser VIA må oprette.

”Antallet af ansøgninger til VIAs uddannelser til blandt andet sygeplejerske og pædagog er steget de seneste ni år. Derfor kan tallene ikke bare blive ved med at stige – slet ikke i en tid med forbedring i konjunkturerne og mindre ungdomsårgange. Det afgørende er, at der stadig er rigtig mange unge, der søger ind på en uddannelse – og endda langt flere, end vi kan optage,” siger rektor for VIA University College, Harald Mikkelsen.

Højdespringeren er The Animation Workshop

Også The Animation Workshop kan melde fuldt hus, når sommeren går på hæld og de nye studerende strømmer ind i Viborg. Uddannelsen har modtaget 328 førsteprioritets ansøgninger; et antal, der langt overstiger uddannelsens studiepladser.

Målrettet og praksisnære uddannelser

Ifølge Harald Mikkelsen er den store søgning til VIA et tegn på, at mange er tiltrukket af professionsbacheloruddannelserne, der veksler mellem teori og praksis. Og peger frem mod en bestemt profession.

”Professionsbacheloruddannelsernes dna er jo, at den teori, de studerende lærer på uddannelsen, skal kunne bruges direkte i job fra dag ét på en arbejdsplads. Derfor er uddannelserne meget målrettede og praksisnære,” siger Harald Mikkelsen.

Optaget eller ej?

Ansøgerne til de videregående uddannelser får besked lørdag den 28. juli, om de er optaget på en videregående uddannelse eller ej. Ansøgere til uddannelser hos VIA kan fra kl. 00.00 natten mellem den 27. og 28. juli logge ind på VIAs optagelsesportal.

Erfaringsmæssigt sidder rigtig mange unge klar til at logge ind ved midnatstid for at få det spændende svar. 

Sådan er søgningen i Viborg

VIA Pædagoguddannelsen

Ansøgninger i alt:

2018: 500
2017: 502  

Fald på 0,4 procent

Førsteprioritetsansøgninger i alt:

2018: 170
2017: 173 

Fald på 1,7 procent

VIA Pædagoguddannelsen (Netbaseret) 

Ansøgninger i alt: 

2018: 194
2017: 192 

Stigning på 1 procent

Førsteprioritetsansøgninger i alt

2018: 81
2017: 92 

Fald på 12 %

VIA Sygeplejerskeuddannelsen

Ansøgninger i alt: 

2018: 536
2017: 526 

Stigning på 1,9 procent

Førsteprioritetsansøgere i alt: 

2018: 138
2017: 129 

Stigning på 7 procent

VIA Sygeplejerskeuddannelsen (netbaseret)

Ansøgninger i alt: 

2018: 128
2017: 141

Fald på 9,2 procent 

Førsteprioritetsansøgninger i alt: 

2018: 33
2017: 46

Fald på 28,3 procent

VIA Administrationsbacheloruddannelsen

Ansøgninger i alt: 

2018: 59
2017: 52 

Stigning på 13,5 procent

Førsteprioritetsansøgninger i alt: 

2018: 15
2017: 18 

Fald på 16,7 procent

VIA Bachelor of Animation 

Ansøgninger i alt: 

2018: 354
2017: 377 

Fald på 6,1 procent

Førsteprioritetsansøgninger i alt: 

2018: 328
2017: 354 

Fald på 7,3 procent