366 studerende får studieplads hos VIA i Herning 

366 studerende får studieplads hos VIA i Herning - to studerende sidder og studerer på Campus Herning
I alt kan 366 nye studerende se frem til studiestart på VIAs Campus Herning efter sommeren. Det er 20 studerende mere end sidste år. Foto: Arkiv
Når sommeren er gået på hæld, kan 366 nye studerende se frem til studiestart hos VIA i Herning.  Flere uddannelser øger optaget i år. Der er dog stadig ledige studiepladser hos VIA at søge for dem, der får afslag.

Siden midnat har 366 kommende studerende modtaget nyheden fra VIA University College om, at de er blevet optaget på deres ønskede uddannelse i Herning. Det er seks procent flere end sidste år. Nu skal ansøgerne inden for de næste fem dage bekræfte, at de tager imod den tilbudte studieplads.

I alt optager VIA 6.023 nye studerende til sine over 40 uddannelser i Region Midtjylland på basis af 18.658 ansøgninger. De fem uddannelser i Herning har modtaget 792 ansøgninger. 
En af de uddannelser på Campus Herning, som er årsagen til fremgangen i optag, er ingeniøruddannelsen Materials Science Engineering.

Den optager i år 27 procent flere studerende end i 2018. Stigningen glæder VIA, der har stort fokus på at fremme rekrutteringen til sine ingeniøruddannelser for at imødekomme efterspørgslen i erhvervslivet.
Tilsvarende øger uddannelsen Tekstildesign, -håndværk og formidling på Campus Herning i år optaget med 43 procent i forhold til i fjor.

Ny skatteuddannelse i Herning

Desuden har den nye uddannelse hos VIA i Herning til bachelor i skat fået en god start med 23 optagede studerende på basis af 50 ansøgninger. Den nye uddannelse lægger fra land til september. 

”Optaget er en yderst tilfredsstillende og god start for en helt ny uddannelse, som kommer til at få stor betydning. Det er vigtigt for VIA at kunne uddanne studerende med kompetencer tilsvarende det, som samfundet efterspørger,” påpeger Hanne Sandahl, der er uddannelsesdekan for social- og samfundsuddannelserne hos VIA University College. 

Skatteuddannelsen er udviklet i et tæt samarbejde med arbejdsmarkedet og vil klæde de nye studerende på med skattefaglige og rådgivende kompetencer til det offentlige og private arbejdsliv.
Der er fortsat ledige pladser på den nye uddannelse.

Listen over ledige studiepladser

Selv om mange af VIAs uddannelser i både Herning og resten af Region Midtjylland har et højt optag, er der stadig ledige studiepladser at søge for de, der får afslag. Det gælder blandt andet på alle VIAs ingeniøruddannelser, pædagoguddannelsen i Ikast samt læreruddannelsen i Silkeborg, Skive og Nørre Nissum.
En oversigt over ledige pladser kan ses på VIAs hjemmeside – via.dk.

Fra i dag, den 26. juli, og de næste uger frem sidder studievejledere fra VIA klar til at besvare spørgsmål og hjælpe ansøgere, der har fået afslag på deres ansøgninger, med at finde alternative uddannelsesmuligheder. På VIAs blog ’dinstudievej.dk’ kan man finde yderligere inspiration til studievalget.

”Jeg vil opfordre til, at de unge, der har fået afslag i første omgang, til at være åbne over for alternative uddannelsesmuligheder frem for at miste modet. Prøv at være nysgerrige på andre uddannelser, der stadig har ledige studiepladser, selv om de ikke lige var førsteprioriteten.

Der er masser af eksempler på, at man sagtens kan blive rigtig glad for en uddannelse, der ikke i udgangspunktet var den foretrukne, og der er mange veje til at blive godt uddannet og kvalificeret til arbejdsmarkedet”, siger prorektor for VIA University College, Louise Gade.

 

Pressekontakt for yderligere information:

Louise Gade, prorektor og den øverst ansvarlige for alle uddannelserne ved professionshøjskolen VIA University College
Mobil: 87 55 19 99
E-mail: loug@via.dk

Christine de Wolff, journalist i VIAs kommunikationsafdeling
Mobil: 87 55 14 35
E-mail: ddwo@via.dk