4.232 har søgt ind på VIAs uddannelser i Aarhus som 1. prioritet 

Billede af studiemiljø
Sammenlignet med 2018 har der været en stigning i antallet af 1. prioritetsansøgere på 147 procent til den relativt nyudbudte uddannelse til eksportingeniør. Foto: Arkiv
Uddannelsen til eksportingeniør, bioanalytikeruddannelsen og den dansksprogede Value Chain Management-uddannelse er blandt de, som har oplevet den største fremgang blandt VIAs uddannelser i Aarhus i forbindelse med kvote 1-ansøgningerne.

Der var i dag, fredag den 5. juli, kl. 12.00 ansøgningsfrist til de videregående uddannelser gennem kvote 1.

VIA University College har samlet set modtaget i alt 8.126 1. prioritetsansøgninger til sine mere end 40 forskellige uddannelser i Region Midtjylland, hvilket er 116 ansøgninger færre end i 2018. I Aarhus har VIA fået 4.232 ansøgninger, og det er én flere end i 2018.

Stor interesse for VIAs ingeniøruddannelser

Sammenlignet med 2018 har der været en stigning i antallet af 1. prioritetsansøgere på 147 procent til den relativt nyudbudte eksportingeniøruddannelse - fra 19 i 2018 til 47 2019. Bioanalytikeruddannelsen har oplevet en udvikling fra 134 1. prioritetsansøgninger i 2018 til 194 i 2019 (en fremgang på 45 procent) og på den dansksprogede Value Chain Management-uddannelse er det samlede antal 1. prioritetsansøgninger steget fra 27 i 2018 til 43 i 2019.

Tendensen på tværs af VIAs campusser i Aarhus, Herning og Horsens er, at antallet af ansøgninger til ingeniøruddannelserne er steget med 11 procent. Der var 475 1. prioritetsansøgninger i 2018 og 526 i 2019. Og isoleret set er antallet af 1. prioritetsansøgninger til VIAs dansksprogede ingeniøruddannelse steget med 60 procent.

Lotte Thøgersen, dekan for VIAs ingeniøruddannelser, er glad for det stor antal ansøgninger, som kommer i forlængelse af en målrettet kampagne for at få flere uddannelsessøgende til at vælge en ingeniøruddannelse: 

”Det private erhvervsliv efterspørger ingeniører i stor stil, og vi investerer derfor ekstra meget i vores ingeniøruddannelser i øjeblikket. Derfor er det selvfølgelig positivt nyt for os, at eksportingeniøruddannelsen i Aarhus har modtaget så mange ansøgninger”, siger Lotte Thøgersen og fortsætter:

”Vi er optaget af at uddanne dygtige ingeniører, og vi arbejder derfor også hårdt på at sikre moderne og inspirerende undervisning – i tæt samarbejde med virksomheder. Fremgangen i antallet af ansøgninger tyder på, at de unge også er interesseret i den tætte kobling til virkeligheden og i at være med til at sætte deres aftryk på verden”.

Flere 1. prioritets-ansøgninger end der er studiepladser

Blandt de uddannelser på VIA i Aarhus som har fået færre ansøgninger sammenlignet med 2018, er der stadigvæk flere 1. prioritetsansøgere, end der er studiepladser på uddannelserne.

Det gælder blandt andet socialrådgiveruddannelsen, som trods tilbagegang har modtaget 343 1.prioritetsansøgninger til 300 studiepladser, og folkeskolelæreruddannelsen, som har modtaget 525 ansøgninger til 505 studiepladser.

På sygeplejerskeuddannelsen har de modtaget mere end dobbelt så mange 1. prioritetsansøgninger, 598, end de har studiepladser, 294, efter en stigning på 4 procent i antallet af ansøgninger.

Også ergoterapeutuddannelsen har med en stigning i antallet af 1. prioritetsansøgere på 36 procent, fra 107 til 145 ansøgere, mere end 20 procent flere 1. prioritetsansøgere end der er studiepladser, 120.

Årets entreprenante uddannelsesinstitution

Prorektor Louise Gade fremhæver, at det er spændende uddannelser, der venter de studerende, som møder ind i VIA efter sommerferien.

”I år er VIA for tredje gang blevet kåret som Årets Entreprenante Uddannelsesinstitution. Hæderen skyldes, at alle vores uddannelser – offentligt- som privatrettede – har fokus på at gøre innovation og entreprenørskab til en del af alle de studerendes dna. Det vil sige, at de nye studerende får undervisningsforløb, hvor de målrettet bliver klædt på til at tænke nyt og anderledes og med kompetencer til at udvikle på skoler, på sygehuse, i byggebranchen, inden for IT og alle andre steder på arbejdsmarkedet”.

 

Pressekontakt for yderligere oplysninger:

Prorektor Louise Gade
Mobiltelefon: 87 55 19 99
E-mail: loug@via.dk

Chef for Studieservice Helle Doktor Simonsen
Mobiltelefon: 87 55 10 20
E-mail: heds@via.dk 

Uddannelsesdekan for ingeniøruddannelserne, Lotte Thøgersen
Mobiltelefon: 87 55 41 91
E-mail: lot@via.dk

Kommunikationsmedarbejder Søren Munch Terkelsen
Mobiltelefon: 87 55 14 28
E-mail: somt@via.dk