Ængstelig pædagogstuderende: ”Jeg gjorde det!”

Gitte Dalgaard trodsede sin angst og rejste seks måneder til Edinburgh i praktik. Med sig fik hun stor ros fra den skotske børnehave. Foto: Bo Rønne 
Gitte Dalgaard har siden teenageralderen lidt af angst, og det var derfor et stort spring, da hun rejste seks måneder til Edinburgh for at komme i praktik. Efter hjemkomsten fik hun et fornemt skudsmål

”Gitte har gjort det exceptionelt godt i praktikken. Personalet siger, at hun er den bedste praktikant, de nogensinde har haft”.

Sådan skrev lederen af den skotske børnehave, hvor Gitte Dalgaard var i praktik, til hendes vejleder på VIA Pædagoguddannelsen i Holstebro.

Gitte er stolt over og meget glad for de fornemme ord. Men hun var igennem hårde kampe, inden hun nåede så vidt.

”Jeg har længe gerne villet ud at rejse, men det var virkelig svært at tage skridtet. Da der viste sig en mulighed for at komme i udlandspraktik, tog jeg kontakt til min uddannelsesvejleder og drøftede spørgsmålet med hende. Hun havde kontakter til Skotland. Det passede mig udmærket, for jeg ville til et engelsktalende land, hvis jeg skulle af sted. Jeg endte med at beslutte mig for at tage springet,” fortæller Gitte.

Praktik i Mejrup, Holstebro… og Edinburgh
I sine tidligere praktikperioder var hun i institutioner i Holstebro og Mejrup og havde derfor let ved at komme i forbindelse med vejledere og medstuderende, hvis der opstod problemstillinger, hun havde brug for at drøfte. I Edinburgh stod hun derimod på egne ben, og hun var forberedt på, at det ville blive hårdt.

”Den første måned var rigtig slem, og jeg var tæt på at rejse hjem. Det føltes, som om jeg var meget langt væk hjemmefra, og alt var nyt og utrygt. I en del år jeg har lidt af forventningsangst – især forventninger til mig selv – og det slog igennem i den første tid. Jeg talte meget med min gode vejleder og min familie, og det endte med, at jeg valgte at blive, og efterhånden lettede presset. Jeg fik oparbejdet nogle rutiner og fik større frihed”, fortæller den 25-årige pædagogstuderende, der i det halve år boede hos en ’landlady’ sammen med andre unge mennesker.

Selv om Skotland og Danmark på mange måder ligner hinanden, kunne Gitte registrere ganske mange forskelle på institutionslivet i de to lande.

Forskellige pædagogiske syn i Danmark og Skotland
”Hvor vi i danske institutioner først og fremmest har fokus på børnenes udfoldelsesmuligheder, var sikkerhed topprioriteten i Skotland. Alt var lagt til rette efter at forhindre, at børnene kom til skade. Og hvis det alligevel skete, blev såret straks behandlet, og der blev skrevet en rapport, som forældrene skulle læse og underskrive. Sikkerhedshensynet betød også, at jeg som praktikant ikke måtte være alene med børnene. I det hele er der meget mindre frihed og mere struktur i skotske institutioner,” fortæller Gitte, der har indtryk af, at institutionspædagogikken er mere teoretisk baseret i Danmark end i Skotland, hvor hovedparten af personalet ikke har en pædagogisk uddannelse. Til gengæld var der mere personale end i Danmark.

Hun synes, hun har fået meget ud af sit skotske praktikophold. Hun føler sig mere omstillingsparat, og hun er nu mere bevidst om, hvordan hun gerne vil være pædagog.

”Jeg kan bedst lide den danske måde at opdrage børn på. I Skotland er der for mange regler, for mange forbud og for megen struktur. Børn skal kunne udfolde sig i frihed og lære af deres fejl”.

Gitte Dalgaard er rigtig glad for, at hun overvandt angsten, da hun flyttede et halvt år til Edinburgh. Hun har fået mere mod på at udleve sine drømme.

 

Se originalfoto