Fra studiekammerater til forretningspartnere

Vibbe Nygaard og Camilla Kuus
Camilla Kuus og Vibbe Nygaard, designduoen bag AGURK, designer feminint streetwear til den urbane kvinde. 
Designduoen bag AGURK startede op, da de læste sammen på VIA Design. De søsatte deres første kollektion gennem crowdfunding og driver i dag det succesfulde fashion brand AGURK.

Da Vibbe Nygaard og Camilla Kuus mødte hinanden på designteknologuddannelsen på VIA Design havde de en fælles passion for farver, mønstre og skævt design. Sammen startede de mærket AGURK. Da de blev færdige med uddannelsen, valgte de at samle penge ind via crowdfunding, så de kunne få sat deres første kollektion i produktion.

”Produktionen af vores kollektion blev dyrere, end vi havde kalkuleret med, og derfor var vi nødt til at tænke i alternative måder at kickstarte vores virksomhed på,” forklarer Vibbe Nygaard og fortsætter: 

”Vi valgte at crowdfunde. Det vil sige, at vi samlede penge ind ved at lade alle interesserede støtte vores projekt ved at købe udvalgte styles. Man får altså chancen for at være de allerførste til at få fingrene i vores designs og samtidig støtte os og vores nye virksomhed”.  

I praktik i egen virksomhed

I december 2014 blev Vibbe Nygaard og Camilla Kuus færdiguddannede som designere, men samarbejdet startede flere år tidligere i et klasseværelse på Campus Herning. 

”Vi gik i samme klasse på designteknologuddannelsen, hvor vi hurtigt fandt ud af, at vi havde en fælles passion, samme stil og et iværksættergen. Vi blev ret hurtigt enige om, at vi skulle starte noget sammen,” fortæller Vibbe Nygaard.

På uddannelsen fik de designstuderende lov til at komme i praktik i deres egen virksomhed, og det var der, de fik skabt fundamentet for det, der i dag er AGURK.

”Vi arbejdede i praktikperioden med vores eget brand. Vi havde en vejleder, der selv var iværksætter, og som kunne hjælpe os i gang med alt det praktiske og kommercielle,” fortæller Vibbe Nygaard og lægger vægt på det kommercielle aspekt: 

”Det er enormt vigtigt at have den kommercielle del i baghovedet, når man som designer gerne vil starte sin egen virksomhed – og det synes jeg, VIA Design har været gode til at uddanne os i. Bl.a. derfor kom vi på ideen om at bruge crowdfunding til at markedsføre vores brand og få sat vores første kollektion i produktion”.

Hent originalfoto