Erhvervsskoleelever skal føle større faglig stolthed 

Billede af industritekniker
Flere unge skal vælge en uddannelse som for eksempel tømrer, smed, maler, kok og SOSU-assistent. Foto: Arkiv
600 elever fra 15 erhvervsskoler landet over indgår i et spritnyt projekt, der skal udvikle nye undervisningsforløb og få flere unge til at uddanne sig på en teknisk skole, handelsskole, landbrugsskole eller sosu-skole. 

Et nyt projekt skal tiltrække flere unge til landets erhvervsuddannelser, få flere til at gøre deres erhvervsuddannelse færdig og øge den faglige stolthed hos erhvervsskoleeleverne. 

Projektet med titlen ’Faglig stolthed og aktive elever i erhvervsuddannelserne’ er gået i luften 1. april og løber over de næste halvandet år med 2,6 millioner kroner i støtte fra Nordea-fonden. 

Det er professionshøjskolen VIA University College, der står i spidsen for projektet i et tæt samarbejde med organisationen Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG) samt 15 erhvervsskoler i hele landet. Projektet vil involvere ca. 600 erhvervsskoleelever og -lærere på uddannelser til eksempelvist murer, tømrer, smed, mekaniker, maler, kok, gartner, SOSU-assistent, frisør samt erhvervsuddannelser på kontor- og butiksområdet.

Øget motivation, faglig fordybelse og aktivitet 

VIA, DEG og de 15 involverede erhvervsskoler skal i samarbejde udvikle undervisningsforløb, der virker ekstra attraktive og spændende på erhvervsskoleelever. 

”Intentionen er at styrke erhvervsskoleelevernes faglige stolthed gennem undervisningsforløb, hvor de er aktive og fordyber sig fagligt og på den måde bliver udfordret og er med til at udvikle deres fag. Og læreprocesserne skal understøttes af it og give eleverne gode muligheder for at innovere, producere og skabe. Det vil samlet set hjælpe til at motivere og fastholde eleverne på erhvervsskolerne,” påpeger lektor og projektleder Jeppe Egendal fra VIA University College. 

Han har selv tidligere undervist erhvervsskoleelever og vurderer, at projektet vil forbedre erhvervsskolernes image og dermed tiltrække flere unge til uddannelserne på landets tekniske skoler, handelsskoler, landbrugsskoler og sosu-skoler.

Arbejdsmarkedet mangler 70.000 faglærte

Projektet understøtter de politiske ambitioner om at få flere unge til at søge ind på erhvervsskolerne, at udfordre eleverne til at blive så dygtige som muligt og at få flere til at gennemføre en erhvervsuddannelse.

Målene hænger sammen med, at der ifølge prognoserne vil mangle 70.000 faglærte i Danmark i 2025.

Konkret vil projektet med fokus på at styrke den faglige stolthed skabe ny viden om, hvordan undervisningen fremover kan tilrettelægges på erhvervsskolerne for at være mest inspirerende for eleverne og relevant i forhold til samfundets kompetencebehov.

Et super relevant projekt

Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG) glæder sig over, at Nordea-fonden med sin økonomiske bevilling gør det muligt at realisere projektet.

Direktør Lars Kunov fra DEG understreger, at projektet er toprelevant for både eleverne, lærerne og de danske virksomheder.

”Det er vigtigt, at eleverne på erhvervsuddannelserne kommer til at opleve faglig stolthed og bliver gode til at fordybe sig. Og det er vigtigt, at vi får uddannet flere faglærte til fremtidens arbejdsmarked. Derfor er det her et projekt, der er behov for. Et ekstra plus er, projektet sætter stærkt fokus på digital understøttelse af elevernes læring og på at tage udgangspunkt i elevernes motivation og faglige udvikling,” pointerer Lars Kunov.

Eleverne er i centrum

VIA og DEG vil over det næste års tid samarbejde med erhvervsskoler om at udvikle og afprøve nye undervisningsforløb.

Senere vil de nye undervisningsforløb blive gjort til koncepter og blive lagt online på en hjemmeside, så alle landets erhvervsskoler kan anvende den nye undervisning og altså få gavn af projektets erfaringer, resultater og nyudviklede undervisningsforløb.

”I projektet vil erhvervsskoleeleverne hele tiden være i centrum, og eleverne på de 15 involverede erhvervsskoler vi løbende blive interviewet om, hvordan de oplever de nyudviklede undervisningsforløb, så vi sikrer, at undervisningen motiverer, som den skal. Ligeledes vil VIA som led i projektet kompetenceudvikle erhvervsskolelærere til at stå i spidsen for nye undervisningsforløb,” forklarer lektor og projektleder Jeppe Egendal fra VIA University College.

Han tilføjer, at der lige nu er ved at blive indgået aftaler med de tekniske skoler, handelsskoler, landbrugsskoler og sosu-skoler over hele landet, som skal deltage i projektet ’Faglig stolthed og aktive elever i erhvervsuddannelserne’.

Vigtigt med godt studiemiljø og høj prestige

Hos Nordea-fonden fortæller administrerende direktør Henrik Lehmann Andersen, at fonden støtter projektet for at styrke kendskabet til og prestigen af erhvervsuddannelserne.

”I Nordea-fonden ser vi det som vigtigt at bakke op om op et projekt, der vil forbedre studiemiljøet, øge fagligheden og fremme den faglige stolthed blandt eleverne på de danske erhvervsskoler,” fremhæver Henrik Lehmann Andersen.

I forvejen afvikler erhvervsskolerne hvert år DM i Skills for at vise folkeskoleelever – og omverdenen i øvrigt – hvad talentfulde unge fra erhvervsskolerne kan inden for deres fag, og hvad der er af forskellige og spændende uddannelser på erhvervsskolerne. I år blev DM i Skills afviklet i Næstved fra 4. til 6. april.

 

Yderligere oplysninger fås hos:

Jeppe Egendal
Lektor og projektleder hos VIA University College
T: 25 57 41 03
E: jeeg@via.dk

Dorte Skovgaard Wihre
Pressechef i Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier (DEG)
T: 30 52 45 50
E: dsw@deg.dk

 

Se også hjemmesiden om projektet med titlen ’Faglig stolthed og aktive elever i erhvervsuddannelserne’: www.via.dk/faglig-stolthed-eud