Fem ønsker til en ny uddannelsespolitik

Harald Mikkelsen og Carsten Koch
"Der er brug for en national fortælling om de særlige, stærke kvalitetskendetegn ved de danske uddannelser og uddannelsessystem," skriver formandskabet for Danske Professionshøjskoler, der består af Carsten Koch (tv.) og Rektor for VIA University College Harald Mikkelsen (th.).         FOTO: Danske Professionshøjskoler
Danske Professionshøjskoler har fem ønsker til en ny uddannelsespolitik, som formandskabet med dette indlæg opfordrer politikerne til at debattere i valgkampen og tage med i udformningen af et nyt regeringsgrundlag

Som formandskab for Danske Professionshøjskoler vil vi gerne ønske politikerne en rigtig god valgkamp. Vi er som alle andre danskere spændte på, hvad valgkampen og valgresultatet vil vise. Vi mener, at et velfungerende uddannelsessystem er en grundlæggende forudsætning for udvikling og vækst i vores samfund og håber derfor, at politikerne vil bruge valgkampen på at diskutere netop uddannelse. Vi beskriver i denne kronik en række ønsker, vi vil opfordre vores politikere til at bruge som afsæt i de kommende ugers valgkamp og efter valget som afsæt for udformningen af regeringsgrundlag og mål for den fremtidige uddannelsespolitiske indsats.

Vores ønsker adresserer kvaliteten af og kontrollen med vores uddannelser, arbejdsdelingen mellem de forskellige typer af institutioner, hvordan vi bedst sikrer et internationalt udsyn og får en realistisk national strategi for internationalisering på uddannelsesområdet, hvordan livslang læring bedst matcher den måde, arbejdsmarkedet udvikler sig på, og hvordan man sikrer at videnløftet også tilgodeser små og mellemstore virksomheder og den offentlige sektor.

Nye modeller for videnløft

Lad os begynde med vores ønske i forhold til videnløft. Det er som udgangspunkt udmærket, at ph.d.-produktionen i Danmark er fordoblet fra 2003-2013. Det er udmærket, da et højt nationalt videnniveau er essentielt for den nationale konkurrencekraft. Men der er brug for at se nærmere på, hvem der har fået gavn af kapacitetsfordoblingen, da tallene tyder på, at der på vidensområdet er sket en favorisering af de meget store virksomheder navnlig inden for sundhed og medico-feltet. De små og mindre virksomheder, som udgør hovednerven på det danske arbejdsmarked, har derimod ikke fået tilstrækkeligt meget ud af den store investering i at løfte nationens forskningskapacitet. Det samme gælder den offentlige sektor.

Ifølge tal fra Uddannelses og Forskningsministeriet har de såkaldte ”våde” fag, som er naturvidenskab, sundhedsvidenskab og teknisk videnskab tegnet sig for 84 procent af stigningen i tilgang af ph.d. fra 2003 til 2013, mens de såkaldte ”tørre” fag, som er humaniora og samfundsfag, kun har tegnet sig for en andel på 16 procent.

Professionshøjskolerne vil særligt opfordre den kommende regering til at tilgodese de små og mindre virksomheder og den offentlige sektor med en reform af ph.d.- indsatsen. Vi vil gerne opfordre til at tænke kreativt og nyt i forhold til at udvikle nye modeller, hvor ph.d.-programmer og opslag af ph.d.-projekter i langt højere grad er tænkt sammen med de små og mindre virksomheders produktionsprofil, forretningsmodeller og virksomhedsstruktur.

Det samme gælder den offentlige sektor. Vi tror ikke på fortællingen om den offentlige sektor udelukkende som en byrde og en udgift. En stærk, innovativ offentlig sektor med en transparent og demokratisk forvaltningskultur er et aktiv for enhver nation, og har været en central motor for udviklingen af den danske velfærdsstat.

Derfor er det afgørende, at den offentlige sektor hele tiden har mulighed for at udvikle sig. Både i forhold til den rolle, sektoren skal spille i samfundet og i forhold til organisering og opgaver. Derfor må videnløftet ikke gå de store offentlige professioner forbi. Sundhedsområdet, det pædagogiske område, det socialfaglige område og folkeskolen skal prioriteres, så de disse kerneområder har kapaciteten til fortsat udvikling og effektivisering af den danske model. Dette gælder også i det omfang dele af forsyningen af velfærdsgoder ligger eller kommer til at ligge i private virksomheder.

Politikerne kunne for eksempel se på, hvordan flere af de ph.d.-uddannede, som skal finde beskæftigelse uden for universiteterne, ikke kun ansættes i store virksomheder, men også finder vej til både små og mellemstore virksomheder og til professionshøjskolerne, som gerne ser, at flere ph.d.-forløb målrettes professionshøjskolernes fagområder. Ifølge DEAs rapport om de ph.d.-uddannedes arbejdsmarked fra dec. 2014, var der i 2011 500 uddannede ph.d’er til rådighed for arbejdsmarkedet uden for universiteterne. Det tal forventer DEA vil vokse til omkring 1500 ph.d’er i 2015.

Nyt syn på efter- og videreuddannelse

Et andet ønske til politikerne er et nyt syn på området for efter- og videreuddannelse af den voksne arbejdsstyrke, VEU. Tiden er for længst løbet fra modellen med én langtidsholdbar grunduddannelse pr. borger. Til gengæld er tiden ikke løbet fra ”livslang læring” som et centralt uddannelsespolitisk slagord. Verden åbner sig og den teknologiske udvikling går hurtigere og hurtigere. Der er hele tiden brug for nye forståelser og nye løsninger. Det gør hver enkelt arbejdstagers evne til at tage ny viden ind og omsætte den i smartere produkter og arbejdsprocesser helt central for vores konkurrencekapacitet og evne til at tiltrække investeringer og nye virksomheder.

Derfor er det professionshøjskolernes ønske, at uddannelsespolitikken sætter mere fokus på udviklingen inden for VEU og samspillet mellem VEU og det ordinære uddannelsesfelt. Vi skal bruge mange flere kræfter på at tegne og tilrettelægge et system, hvor unge uddannelsessøgende kan se et perspektiv med deres uddannelsesvalg, og de voksne arbejdstagere kan se nye uddannelsesmuligheder som vej til nye job- og karrieremuligheder. Potentialet er stort, da mange efteruddanner sig. Ifølge Danmarks Statistiks seneste opgørelse har der været godt 1.2 million kursister på efter- og videreuddannelse i 2013.

Det er i den sammenhæng et ønske fra professionshøjskolerne, at politikerne vil se på muligheden for, at arbejdsstyrken får bedre muligheder for at løfte sine kompetencer i den profession, de arbejder i frem for ud af professionen, skal ses. Det mener vi taler for et praksisnært mastertilbud til de dygtigste erhvervs- og professionsudøvere, og masteruddannelser på professionshøjskolerne.

Masteruddannelse skal derfor ikke være forbeholdt universitetsuddannede, men udvikling og udbud af masteruddannelse skal være et kendetegn ved en videregående uddannelsesinstitution og være sammenhængende med det faglige miljø på den grundprofession, man senere vil tage en masteruddannelse i.

I landene omkring os spiller masteruddannelse naturligt en helt central rolle. Professionshøjskolernes internationale samarbejdspartnere har allerede attraktive masterprogrammer som en central del af deres samlede uddannelsesportefølje og et centralt element i deres internationale samarbejde. Hvis de danske professionshøjskoler skal kunne indfri sit fulde potentiale både nationalt og internationalt, mener vi derfor, at det er afgørende at få rettighed til at udbyde master. Det vil bringe de danske professionshøjskoler på samme niveau som deres europæiske søsterorganisationer og sikre de danske professionshøjskoler en bedre position i det internationale samarbejde om uddannelse og ny viden.

Internationalt udsyn

Et tredje ønske til politikerne er større fokus på et internationalt udsyn. Det giver ikke mening kun at forholde sig til vores grunduddannelser i en ren dansk kontekst. Arbejdsmarkedet er globalt, Danmark er et lille land, og verden vokser i disse år helt ind i stuerne hos den enkelte borger. Danmarks strategi for at bevare sin identitet og selvbestemmelse, samtidig med at vokse som nation og markere sig som et respekteret og anerkendt medlem af det globale fællesskab, er derfor en helt central udfordring både for borgere og politikere i disse år.

Det er derfor professionshøjskolernes ønske, at politikerne vil prioritere et internationalt udsyn højt, når målene for den fremtidige uddannelsespolitiske indsats skal fastlægges. Vi mener, der er brug for en national strategi for internationalisering, som er realistisk. Angsten for det fremmede må ikke føre til selvbedrag om mulighederne for at bevare en national kolonihave afskærmet fra den øvrige globale udvikling. Tiltroen til det fremmede må omvendt heller ikke føre til naivitet og overmod. Når vi skal sende vores studerende ud på internationale studie- og praktikophold, skal det derfor ske i kvalitetssikrede forløb, hvor vi har hånd i hanke både med de studerendes sikkerhed og læringsudbytte, og med den sammenhæng, som det internationale studieophold skal indgå i.

Når vi skal rekruttere studerende fra udlandet til vores uddannelser herhjemme, så skal de ikke være en pengemaskine for offentlige, danske uddannelsesinstitutioner, som sætter hensynet til de internationale studerendes læring over styr. Og når vi planlægger at sætte danske uddannelser på det globale uddannelsesmarked, skal vi ikke være naive med, hvor store nationale anstrengelser, det kræver af politikere, embedsmænd, de enkelte uddannelsesinstitutioner og de enkelte medarbejdere, som skal løfte hele denne store og nye eksportopgave.

Vi ser derfor frem til en politisk drøftelse af en realistisk, national internationaliseringsstrategi, der skal bringe diversiteten i det danske videregående uddannelsessystem i spil som en styrke og give en plads til og sætte mål for både de lange universitetsuddannelser og de kortere, erhvervsrettede professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelser.

Altid kvalitet i uddannelserne

Et fjerde ønske til politikerne er en genindførelse af stoltheden over det danske uddannelsessystem og en fokusering på den høje kvalitet, der faktisk er på vores uddannelser. I mange, mange år har danskere og Danmark været stolte af det danske uddannelsessystem og vores studerende. Det skal vi tilbage til, men det kræver en indsats på flere fronter.

For det første skal uddannelserne selvsagt være værd at prale af. Er de ikke det, så skal der sættes massivt ind. Det er uddannelsesinstitutionernes bestyrelser og direktioner, som har ansvaret for at levere uddannelse med den kvalitet, som er dikteret af lovgiver.

For det andet skal uddannelserne omtales respektfuldt og retvisende. Der er derfor brug for en national fortælling om de særlige, stærke kvalitetskendetegn ved de danske uddannelser og uddannelsessystem. Det er ikke opfattelsen på gulvniveau, at danske studerende falder igennem, når vi sender dem ud i verden på internationale studie- og praktikophold. Så lad os lige dvæle et kort øjeblik ved selve kvalitetsbarren og reflektere over, hvad der sætter højden for, hvornår vi omtaler noget som godt, skidt eller i orden. Danmark har et internationalt omdømme, og det styrker ingen, at vi selv er de første til at så tvivl om kvaliteten i det danske uddannelsessystem.

For det tredje skal vi passe på ikke at presse balancen mellem dem, som udøver undervisning og uddannelse, og dem som måler og kontrollerer undervisning og uddannelse. Som formandskab for Danske Professionshøjskoler kan vi konstatere, at det offentlige, danske uddannelsessystem i stigende grad detailstyres og gennemreguleres. Vi har forståelse for, at der må og skal være kontrol med, at et offentligt, skattefinansieret system leverer value for money. Netop derfor er det helt afgørende overordnet at sikre en stabil, sund balance mellem at udføre og at kontrollere undervisning og uddannelse.

Vi ved, at det stiller store krav til Uddannelsesministeriet og til Akkrediteringsinstitutionen at vedkende sig sit ansvar og gør alt for at modgå dobbeltstyring og/eller parallelstyring gennem vildtvoksende kvalitetssikringsmekanismer. Danske Professionshøjskoler vil derfor gerne understrege, at vi støtte alle initiativer og aktiviteter, som tager sigte på at øge uddannelseskvaliteten, og tilsvarende tager afstand fra initiativer og aktiviteter, som binder uddannelsesressourcer til at drive tunge, administrative kvalitetssikringsmekanismer.

Det er derfor højt på ønskesedlen til politikerne, at de sikrer, at prisen for et offentlig, skattefinansieret uddannelsessystem ikke bliver et kontrolsystem, som truer med at underminere den kvalitet, som det er sat i verden for at passe på, da det kræver mange ressourcer på institutionerne at fodre sådanne systemer. Ressourcer alle vil være bedre tjent med bruges på kerneydelserne, som er god undervisning.

Klarhed og arbejdsdeling

Et sidste afgørende område, vi har et stort ønske om, at politikerne vil prioritere fremadrettet, er at sikre en klar arbejdsdeling i den videregående uddannelsessektor. Vi har i dag 37 institutioner og i hvert fald mindst 5 sektorer, som udgør den offentlige, danske videregående uddannelsessektor under Uddannelsesministeriet. Hertil kommer sektorer, som slet ikke styres og ledes af Uddannelsesministeriet, som for eksempel politiets uddannelser og forsvarets uddannelser.

Vi har i forbindelse med dette ønske en nervøsitet for, at de store institutionsreformer fra årtusindskiftet omkring 1990-2007, måske har taget magten og modet fra uddannelsespolitikerne, og ingen vil have fingrene ned i den store opgave, det er at finde en organisering, som både giver kvalitet, regional spredning og relevans for nuværende og kommende aftagere.

Fra professionshøjskolerne vil vi gerne opfordre den kommende regering til lidt mindre konfliktskyhed på området, da der er for mange uddannelseskroner og for mange institutioner involveret til, at man kan lade være med at tage fat på opgaven. Et ønske herfra til politikerne er en mere klar arbejdsdeling mellem universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier. For eksempel kan kvalitetsreformen lidt firkantet udlægges i den retning, at universiteternes uddannelser skal tilnærme sig professionshøjskolernes med mere praktik og samarbejde med praksis. En klar arbejdsdeling vil fremme samarbejde mellem sektorer, der kan komplementere hinanden frem for uhensigtsmæssig og ulige konkurrence. Vi vil gerne opfordre til at se på, hvordan man har indrettet den videregående uddannelsessektor i landene omkring os.

Et andet spørgsmål vi gerne vil stille vedrørende klarhed og arbejdsdeling på de videregående uddannelsesområde er, om de nye professionsuddannelser inden for det maritime og kunstneriske felt, og inden for forsvar og politi skal være uden for eller inden for det offentlige, videregående uddannelsessystem under Uddannelsesministeriet.

Som formandskab for Danske Professionshøjskoler vil vi arbejde for samling og styrkelse af den erhvervs- og professionsrettede videregående uddannelsessektor, så Danmark kan tilbyde sine uddannelsessøgende en transparent og enkel videregående uddannelsessektor med klar profil, og samtidig med klare veje mellem og ind i hinanden, så ingen valg på forhånd afskærer den studerende fra at nå til højeste niveau, hvis kapacitet og ambition er til stede.

Dette debatindlæg blev bragt på Altinget.dk den 5. juni 2015.

Download originalfoto.